Danmarks VM-kamp mod Australien i dag fortjener mere australsk musik. Forleden talte vi her i kommentarsporet om The Church, som de fleste nok kun forbinder med deres 1988-hit ‘Under The Milky Way’, ja, den sværmeriske sang med det letgenkendelige sækkepibe-C-stykke (som iøvrigt Håkan Hellström – hvem ellers?! – lånte på sit seneste album). Men Sydney-bandet, hvis lyd tegnes af frontfigur/bassist Steve Kilbey’s valium-roligt dybe sangstemme og en varmtflydende melodisk tone, har gennem en lang, arbejdsom karriere præsteret adskillige hypnotiserende stemningsrejser helt på højde med deres signaturhit. Ovenstående ‘Ripple’ fra Priest=Aura (1992) er en af dem, følgende ‘Welcome’, en klassisk shopping list-sang a la LS’s ‘Fan Star’, fra Magician Among the Spirits (1996) en anden…
PS – Spillede et supportjob for The Church i slut-80’erne. Deres trommeslager kom i civiliseret australsk høflighed over lidt før show, spurgte hvordan vi havde det, om alt var okay. Men nogen mishørte ham og udbrød ‘No…no’. Church-trommeslageren kiggede kort rundt, sagde et dæmpet ‘Well, have a good life’, vendte sig om og gik. Ja, welcome indeed. En så utilsigtet uhøflighed har pint lige siden.
Haha, tak!
Historien må være at The Church i 82 stødte ind i den svenske pigegruppe Pink Champange, Marty fandt sammen med Ann Carlberger og Steve fandt sammen med Karin Jansson. “We joined this band to get girls” – now we got 12 daughters! (S.K under en koncert nogle år tilbage, da guitarist Peter Koppes netop var blevet far til (endnu) en datter!) Kan i øvrigt anbefale
Kilbeys biografi: Something Quite Peculiar.
Jeg købte den turkis/blå.
Troede det var guitarist Wilson-Piper, som var svensk gift, nej?
Mange tak for anekdoter. Det er spændende, men også uhyggeligt.
Jeg har hørt ”Wide Open Road”-coveret en del gange de seneste dage.
Selv stødte jeg først på bandet – pladerne – nede i Snog Rock i start-1990’erne. Pludselig var der åbenbart genkendelsesglæde pga. dette ene nummer, ”Under The Milky Way”, som popradioen havde råspillet år forinden.
Jeg kan særligt lide Seance-pladen fra 1983, som kom i to forskellige farver/udgaver, pink og turkis. Jeg købte den pink.
https://www.discogs.com/The-Church-Seance/master/87365
Har lige set på bandets hjemmeside, at man dengang kunne få motivet på t-shirt også, ikke dårligt!
Jeg vil lytte til det nye album i weekenden.
Kilbey har undervejs fået nogle virkelig pæne børn – tvillingepiger, som også kan synge.
De udgør duoen Say Lou Lou.
Moderen er svensk og musiker, og dem har vi jo også et blødt punkt for…
https://www.youtube.com/watch?v=qEAu0DooDOc
Og så var det endda The Go-Betweens’ nu afdøde Grant McLennan der – under de tos musikalske samarbejde som Jack Frost – fik Kilbey på sprøjten.
Enig, ‘Another Century’ holder fanen højt.
Altid glædeligt når JUblog tager en tur forbi kirken! Har lyttet til The Church siden midt 80´erne, og holdt fast siden. Kan huske at Marianne Dinesen tilbage i 90´erne spillede The Church i et DR radioprogram (UTMW-selvfølgelig) efterfulgt at LS (måske Copenhagen Dreaming) og beskrev LS som danmarks svar på The Church. Jeg valgte at forstå hende således, at begge bands fortjente et meget større gennembrud, og kunne ikke være andet end helt enig. The Church´s skæbne blev dog beseglet af Steve Kilbey´s tæt på fatale heroin misbrug i 90erne. Bandets HeyDay blev tabt på gulvet, måske på helt klassisk facon, men Kilbey lykkedes med at holde fast i livet/musikken, og til min store nydelse har han formået at producere virkelig mange gode albums som solist, andre samarbejder ( Isidore fra 2004 er en absolut Kilbey trademark udgivelse! tjek den ud !) og med The Church. Seneste udgivelse er albummet “Man Woman Life Death Infinity” fra sidste efterår…som ikke helt når ikke niveauet fra tidligere (måske mest fordi Marty Willsom-Piper forlod bandet i 2015), men sangen Another Century hører absolut til blandt de bedste Church sange imo…og fastholder Kilbeys position som een af det helt store musikere i min verden!