Den heldige vinder af Håkan Hellström-billtterne her på siden i fredags blev opfordret til at bidrage med sine indtryk fra aftenen, hvis han havde tid og overskud, når hjemme fra Göteborg igen. Det er der kommet dette fine skriv ud af fra Morten H. Sørensen:
Kære Jens
Koncerten i GBG var en kæmpe oplevelse! For der første fordi omgivelserne alene gjorde det til en særlig aften. Som oftest foretrækker jeg vel nok små, intime og lukkede spillesteder, men det er som om Håkan gør sig ekstra godt i et svensk skovlandskab proppet med idyl. Slottsskogsvallen ligger som en blanding af Klampenborg galopbane og Østerbro Stadion, midt i et skovområde og her så jeg en Håkan Hellström plus band spille et 2,5 timer langt sæt – muligvis for første gang live siden Daniel ’Hurricane’ Gilbert forlod bandet, men det ved du måske?
En af de ting jeg havde glædet mig mest til var at høre de nye numre live. Han gik lige på og hårdt med ’Peace n Luv’ og ’Det kommer aldrig va över för mig’ – sidstnævnte blev som single mødt af forventelig jubel, men den store overraskelse for mig kom, da bandet lukkede op for lyden af synth og trommemaskiner og spillede det fremmeste eksempel på den nye skives modige genretwist. Jeg var en smule i tvivl om hvor populær Håkan egentlig er i sin hjemby. Modigt, troede jeg, lod han publikum overtage første vers af ’Pistol’. En sang der adskiller sig ikke så lidt fra resten af Hellströms materiale, men alligevel blev båret igennem af den unge del af det trofaste publikum, som om alt hvad Håkan skriver bliver lokalt pensum.
Det lader til, at hans fanskare aldrig bliver ældre. For i alle de liveoptagelser jeg har kunnet finde fra den 13 år lange solokarriere, er han blevet mødt af grædende 15-17 årige piger. Og de er her altså stadig! Fuldstændig indforstået med de indgroede ritualer en koncert med ’Falsksångaren från Västra Frölunda’ byder på – f.eks. som når Håkan glider ned på knæ når ’Nu kan du få mig så lät’ nærmer sig sin ende og pigernes medbragte røde roserne samles ind.
Tilsyneladende er Håkan venner med alle i GBG – ’Gårdakvarnar och skit’ fra ’Ett Kolikbarns Bekännelser’ er vidst nok gået hen og blevet hymnen for det lokale favorithold GAIS, hvis halstørklæde han bar, mens han benyttede lejligheden til at råbe ’lycka til Blå-Vitt’ som en lille hilsen til GAIS’ storebror IFK Göteborg. Det fremprovokerede i øvrigt en af aftenens største reaktioner fra publikum.
Herefter kom Bob Hunds (præsenteret som ’opfinderen af det svenske popsprog’) Thomas Öberg stormende ind og bidrog med det jeg siden har læst, er et Sci-Fi Skåne cover af Canned Heats ’Going Up the Country’ (på svensk ’Jag har aldrig bott vid en landsväg’). Så var lykken gjort og som Gaffa.se skriver i sin anmeldelse: ”Avslutande ’En Midsommarnattsdröm’ framkallar mer skrik än Lisebergs besökare förmår åstadkomma på ett halvår. ’Ramlar’ är ren och skär idioti”. Jeg stod sådan ca. midt i det hele og kunne undervejs mærke jorden gynge under mig. Og så har jeg ikke engang nævnt hvordan modtagelsen af ’Känn ingen sorg för mig Göteborg’ var… ren kærlighed!
Mange tak for billetterne!
Mvh Morten