Den nye Bowie-single, ‘Lazarus’, tager først afsted som noget, der næsten kunne være fra The Cure’s Faith. Men så kommer de to mærkværdige hornfirgurer, den der overjordiske synth-streg, selve sangen begynder, ført helt ind tæt på af Bowie selv, modsvaret i dens intervaller af en tre-tonet distortet twang-guitarfigur, og vi svæver højt i rolig fremdrift, et sted rockmusik næppe har besøgt før. En bjergtagende, frihedssøgende, modernistisk ballade iklædt nøgternhed ovenpå sin erklærede desperation. Tilsidst tages den maske af og det hele forløses, styrtende i et hjerteskærende horns wailende krumspring, før der landes sikkert ned på den Faith-intro igen – wow, what a ride!
5 tanker om “Er årets bedste sang kommet til allersidst?”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Både Lazarus og Blackstar er fantastiske. Specielt rytmesektionen i Lazarus og første halvdel af Blackstar er yders interessant. Bider også mærke i de jazz inspirerede blæsere som et gennemgående tema. Bliver det her album stort? Jeg tror det. Har man et godt anlæg, kommer det, i hvert fald ud fra de to første numre at dømme, til at lyde som en drøm. Mine ti tommers basenheder glæder sig i hvert fald
Stort nummer! Og hvor er intro og outro dog i særklasse..
Og videoen fungerer langt end Black Star …
Hold da helt op! Jeg var helt sikker på, at Blackstar var årets bedste nummer – og så kommer Lazarus og er endnu bedre!! Jeg er målløs!
Vel nok Bowies bedste nummer siden 1980!!??! (I know – early days)
Intet mindre end fantastisk. Bevægende. I mine øjne tæt på at være bedste single siden “Where are we now” fra Bowies hånd i skarp konkurrence med “Love is Lost”. Jeg har trods adskillige gennemlytninger ikke rigtig kunne forlige mig med Blackstar som single.