Et længere transatlantisk interview der går ret galt, men er alt andet end kedeligt; den engelske TV-vært Rusell Harty satellit-interviewer i slutningen af november 1975 David Bowie fra Burbank, CA. Den da ITV-ansatte talkshowkendis Harty’s nedladende spørgsmål og selvopfyldte tilgang går ikke Bowie forbi…
Når desværre ikke i de to ovenstående YouTube-uddrag at se Harty i samme program indtroducere Bowie’s ‘Golden Years’ som ‘Golden Tears’, men den pinagtighed skal ingen snydes for; det sker her omkring 5:34…
Var han ikke død af sit konsekvente misbrug allerede i 1997, ville den texanske sanger/sangskriver Townes Van Zandt i dag være blevet 72 år. Nyd ham i live lige her med en af de sørgeligste amerikanske sange nogensinde sunget, hans egen illusionsforladte ‘Waiting ‘Round To Die’, der i sin bedste og fantastiske studieversion kan findes på Townes’ debutalbum For the Sake of the Song (1968)…
Sidst på sidste sommer gav The Weeping Willows, der er berygtet i hjemlandet Sverige som de evigt fortabte popromantikere, et af det års for mig mest halvhjertede koncerter, da de på et stort torv midt i Malmö City spillede support til en så helt anderledes vital Thåström. Tænkte efterfølgende, det nok var Söder, Stockholm-bandets sidste krampetrækninger, så blottet for viljelyst og entusiamse omkring egen musik fremstod de den tidlige aften. Men det viser sig forkert, for næste uge udsendes Tomorrow Became Today, et nyt album der, som måske høres en smule på denne budbringer-single ‘My Love Is Not Blind’, efter sigende skulle tage stilistisk i retning af northern soul…
“The day before your guests arrive, put all the ingredients — glasses, gin, and shaker — in the refrigerator. Use a thermometer to make sure the ice is about twenty degrees below zero (centigrade). Don’t take anything out until your friends arrive; then pour a few drops of Noilly Prat and half a demitasse spoon of Angostura bitters over the ice. Shake it, then pour it out, keeping only the ice, which retains a faint taste of both. Then pour straight gin over the ice, shake it again, and serve. The making of a dry martini should resemble the Immaculate Conception, for, as Saint Thomas Aquinas once noted, the generative power of the Holy Ghost pierced the Virgin’s hymen “like a ray of sunlight through a window — leaving it unbroken.” (fra Luis Buñuel’s book “My Last Sigh”)
The Magic Shop, getaway-studiet hvor David Bowie indspillede både The Next Day og Blackstar, lukker fra midten af marts. Ifølge en trist afskedsmelding fra studieejer Steve Rosenthal, synes det som om Manhattan – studiet ligger på Crosby Street i SoHo – simpelthen er blevet for økonomisk corporate til at et økonomiske grundlag længere er muligt.
Vini Reilly’s The Durutti Column fra Manchester lød slet ikke som de andre Factory-bands. For guitar-es/mumlesanger Vini Reilly havde en ganske anden forfinet lyrisk tone i sine sfæriske, fnuglette guitarnumre, der ofte kom helt uden sang endsige trommer/rytmebox. Durutti Columns mesterplade er stormelankolske LC, Vini’s andet album, der udkom i efteråret, 1981. Derfra følger her ‘The Missing Boy’, om Joy Divison-sangeren Ian Curtis, som havde hængt sig året inden…
Så er der problemer med Morrissey igen. Den tidligere The Smiths-frihedskæmper beklager sin nye rolle som levende reklamesøjle for det amerikanske skateboardmodefirma Supreme. En aftale er ellers først blevet indgået mellem de to, billeder taget af den berygtede Terry Williamson, og nu kører Supreme’s Morrissey-kampagne så. I mellemtiden har Morrissey dog fortrudt det hele, da han som hardliner-vegetar har erfaret Supreme tidligere har haft sponsor-forbindelser til hamburgerkæden White Castle. Og meat is murder, som alle små børn ved. Så langt, så godt. Herefter er der dog yderst forskellige udlægninger af de tos fælles, uhm, beef. Men instinktivt ved vi jo godt, hvilken udlægning der synes troværdig. Stephen Patrick Morrissey har efterhånden bragt sig langt forbi det punkt, hvor han bare synes uheldigt castet i rollen som evigt forfulgt uskyldighed. Her Morrissey’s statement fra semiofficielle true-to-you.net:
Og Supreme’s respons fra egen Facebook-side i nat:
Supreme
Regarding Supreme/Morrissey:
In July of 2015 Supreme approached Morrissey to participate in one of it’s poster and T-Shirt campaigns. The scope of the project was explained in full detail to Morrissey, including the intended look, the setting, the photographer, as well as the items that would be produced: a T-Shirt and a poster. An agreement was entered which named the photographer as Terry Richardson, who has shot many of Supreme’s campaigns, and whom Morrissey has worked with before. Images of past campaigns were sent to
Morrissey for reference so that the intended result was clear. Morrissey required a substantial fee for his participation in this project which Supreme paid up front and in full. The photo shoot lasted two hours and Morrissey was free to do, and pose as he wished. The agreement prohibits Morrissey from “unreasonably” withholding approval of the use of photographs taken at the photo shoot.
After offering Morrissey several options of images from the shoot, Morrissey rejected them all with no explanation. Instead, Morrissey insisted on using a photo that he had taken of himself wearing a Supreme T-shirt for the campaign. This image was later made public on Instagram by his nephew.
Unable to use this image Supreme repeatedly offered Morrissey three very reasonable options as a remedy to the impasse: 1) To do an entire re-shoot at Supreme’s sole expense, 2) To select one of the many options from the shoot with Terry Richardson that were offered to Morrissey, 3) To return the money that was paid to Morrissey by Supreme.
Morrissey repeatedly ignored all three options with no reason given as to why. He then proceeded to assert a sudden and ridiculous claim that because Supreme had used the White Castle logo on a group of products in the past, and because he is a known vegetarian, that the agreement was supposedly terminated.
In light of this ploy, Supreme once again requested the return of the money it had paid to Morrissey so that both parties could walk away from the project. However, he refused.
After many attempts to solve this problem, and left with no other viable options, Supreme proceeded to publish these images as per it’s agreement with Morrissey.
Og i denne forbindelse får ‘beat’ betyde slået eller nedbrudt. Faldt over en række billeder af nordengelsk armod og slum fra 1970. Disse tre er fra byernes by, Liverpool. Enhver der har besøgt Merseyside vil, såsnart to-tre kilometer uden for det shiny, moderne Liverpool One-centrum, have set syner som disse.
Colin Vearncombe, manden og stemmen bag Black, kendt for specielt et par fine popsingler omkring 1987, er gået bort i Irland, 53 år gammel, som følge af et trafikuheld. Her Liverpool-sangerens mest kendte sang, der får en ekstra knugende dimension, nu med dette utidige dødsfald i mente…
Mange mennesker – mange danskere – er glade for den politiske udvikling, hvor det handler om at “passe på Danmark”. Dårlig omtale er tilsyneladende stadig bedre end ingen omtale. Denne blogs forfattere er ikke spor begejstrede. Lovforslag L87 er kulminationen på en grim udvikling, og det er desværre nok kun et lokalt maksimum.
Nogle gange får man bare lyst til at lukke for nyhederne og lytte til musik. Men det flytter intet i sig selv. Man kan f.eks. skrive under på en protest her og tage ud for at møde de mennesker, der er kommet til det land, vi bor i. Mange af dem valgte dette land til, fordi de troede på at det ville dem godt. De har brug for at blive mindet om at der også er et andet Danmark end dét, medierne rundt i verden nu opdager.
For hvis vi helt objektivt går ud fra at Tom Verlaine fra Television løber med førstepræmien, må Robert Quine vel være en ligeså klar 2’er i den konkurrence. Han splittede først nervøst lydmuren hos Richard Hell & The Voidoids, men er mere kendt hos de fleste for sit følsomme men tværgående spil for Lou Reed – på The Blue Mask og Legendary Hearts – samt for senere samarbejder med bl.a. Lloyd Cole og Matthew Sweet. Robert Quine begik selvmord i 2004 med en overdosis heroin, så han er ikke jordisk tilstede til fejring af sin 73. fødselsdag i dag. Nyd den banebrydende punkguitarist her på åbningsnummeret fra Blank Generation, Richard Hell & The Voidoids’ vidunderlige debutalbum fra 1977…
I den traditionelle top-10-samtale omkring årets bedste plader, som kan ses længere nede på siden her, synes det allerede nu noget uretfærdigt, at Hollow Meadows, det nye album fra Sheffield-traditionalisten Richard Hawley, hverken var med på listen, eller i det mindste blev nævnt som contender. Her ‘Tuesday PM’, et af albummets mange stille højdepunkter…
The Specials’ trommeslager John Bradbury er død i går, 62 år gammel. Kun få dage siden vi her hørte en Specials-opsamling og bemærkede Bradbury’s suverænt drivende trommespil, der i den grad var med til at gøre The Specials til Englands fremmeste skaband nogensinde. På den måde, med sit sofistikerede men energiske spil, var han skascenens trommeslager extraordinaire-parallel til The Clash’s ligeledes overtalentfulde Topper Headon. Nyd The Specials med John Bradbury her i en 1979-optagelse fra hjemmebanen i Coventry City…
‘Du får hvad du fortjener’, synger Alex Chilton i omkvædet på denne sang fra Radio City, Memphis-bandet Big Star’s andet album. Men Alex Chilton, der blev født i dag for 65 år siden, fik aldrig den stjernestatus han fortjente med fremragende men meget oversete Big Star, endnu et band der forsvandt i misbrug, interne uoverensstemmelser og håbløse salgstal. Chilton døde for fem år siden i sin hjemby New Orleans af et hjerteanfald. Hans musik lever heldigvis endnu…
Ud af ingenting og New York City kommer denne julesingle med LCD Soundsystem, deres første nye sang i fem år. Lyder hurtigt som om vi har savnet dem. Vi giver ordet til James Murphy, der forklarer:
so, there’s been this depressing christmas song i’d been singing to myself for the past 8 years, and every year i wouldn’t remember that i wanted to make it until december, which is just too late to actually record and release a christmas song… but this year, al doyle had a short break between hot chip tours where he could be in nyc, and pat and nancy were home, and tyler agreed to fly out from berlin for a few days, so we all recorded this together, reserved a pressing plant slot, and our friend bob weston was available to master it quickly—so that means, less than 2 weeks after we recorded it, there is actually a christmas 7″, which feels like something that could only have happened a very, very long time ago. anyway, for the holidays we give you the previous, very long run-on sentence, and this song: “christmas will break your heart”, which is another one of those songs which had about 75 lines of lyrics, though we’ve knocked down to 8 to keep the suicide rate in check. have fun!
