Har fået lyttet mere på det nye og sidste Kent-album, der nok aldrig her vil komme i nærheden af en personlig top-5 over bandets bedste udgivelser. Men så længe Berg & co. stadig er istand til at lave så formfuldendt perfekte sange som følgende Då Som Nu För Alltid-afskedsnummer, ‘Den Sista Sången’, bliver Kent’s snarlige opløsning kun begrædt herfra…
Kategoriarkiv: At drikke for at glemme
I think I’m gonna die in Hollywood…
Ovenpå finalenederlaget til de røde i Basel onsdag aften, der stadig gør ondt helt ind i knoglerne, ingen munter musik herfra. Så svøm gerne med dybt ned i amerikanske Tobias Jesso Jr’s ensomme og overlegent klaverførte ‘Hollywood’…
Okkervil River R.I.P.
Heldigvis er det ikke slut med Okkervil River; der kommer et nyt album fra dem senere i år, og det hedder Away. Det er næppe en overraskelse, at jeg ser frem til netop dét album. Men sangen “Okkervil River R.I.P.” handler om nogle af de svære ting, der er sket i sanger og sangskriver Will Sheffs liv i årene siden det seneste album. Læs med i artiklen fra Rolling Stone.
Den umulige fodboldsang
En af de bedste ting omkring, at Morten Olsen’s Danmark ikke formåede en ellers på papiret absolut overkommelig kvalifikation til EM i Frankrig, er vel, at vi danskere nu slipper for den obligatoriske tåkrummende officielle landsholdssang, der pr. tradition sender Danmark afsted til en slutrunde. Ikke samme held for stakkels Wales, hvis anderledes fodboldmæssige evner har bragt waliserne i den situation, hvor de nu må stå model til følgende absolutte lavpunkt af en fodboldsang, skrevet og udført af lokale Manic Street Preachers. Og nej, at dømme udfra de følgende minutters pinagtighed, er det sgu’ efterhånden ikke kun stakkels Manics-Richie som er stendød; det er hele fucking bandet. Hør selv…
Oh, Olle…
Omkring 90’erne lyttede jeg rigtig meget til den aparte stockholmske og dengang fornemt produktive sanger/sangskriver Olle Ljungström, der i sidste uge pludselig døde på de svenske avisers forsider. Olle’s tone kunne være syrligt humoristisk og afvæbnende sørgmodig på samme tid, hans sange ofte beboet af en næsten resignerende undren over livets hug og skæve gang. Tænker at dele den Olle Ljungström-playlist, som den seneste uge har været hørt meget, hvorend jeg har været. Hvis nogen her skulle have lyst til at udforske den for desværre så mange helt ukendte Ljungström, er playlistens udsøgte sange absolut ikke den mindst centrale begyndelse til mandens særprægede univers. Enjoy!
Happy birthday, dead punk
Bag Johnny Rotten, i flyvemaskinen på vej fra London til Bruxelles, kigger Sid Vicious frem, og det er ham vi taler til. For Sid, symbolet på alt tragisk omkring kombien punk rock, dumhed og stoffer, ville kunne være blevet 59 i dag…
Olle Ljungström RIP
Den svenske sanger og sangskriver Olle Ljungström er død i nat, kun 54 år gammel. Først skød han offentligt frem som forsanger i Stockholm-bandet Reeperbahn, der i starten af firserne var et af de mest markante navne på den svenske efterpunk-scene. Men det er hans soloplader fra 90’erne, der for alvor hans navn fast, som tilhørende en af de mest skæve og originale sangere hinsidan. Hans sarkastisk-romantiske men samtidig næsten naivt ligefremme sange formår på beundringsværdig enkel lyrisk facon ofte at sige det hele og lidt til med meget få hverdagslånte ord. Han vil være savnet.
She just didn’t know I would really go…
På en dag, hvor mange af jer, der har haft et nært livsforløb med Prince, er ramt af hans alt for tidlige bortgang, går vi stille med dørene her på siden. Så herfra en underspillet sang i stemningen af at miste, mestersangskriveren Jimmy Webb’s ‘By The Time I Get To Phoenix’ – der senere skulle blive formemt fortolket af Nick Cave and the Bad Seeds – i originalversionen fra 1967, sunget af Glen Campbell, der på sit alzheimer-plejehjem et sted i Californien i dag bliver 80 år gammel. Trist med trist på…
Kent’s opløsning er også nået til Berlin…
Michael Stipe var en levende mand
Det skete i nat på amerikansk fjernsyn, hvor Michale Stipe var forannonceret som musikalsk gæst på NBC’s The Tonight Show Starring Jimmy Fallon. For de mange af os, der havde håbet på at Stipe, der siden R.E.M. mest udadtil har gjort sig i skateboarddesign og NYC-kunstreceptioner, endelig ville åbne døren til en solokarriere med ny musik, var det mere end blot lidt skuffende, alt han havde med var en klaverbåren cover af David Bowie’s ‘The Man Who Sold The World’. Her istedet Stipe på Letterman for 12,5 år siden med sit nu opløste band, da han endnu lød og lignede en levende mand med nutiden for sig…
De kaldte det Totalfodbold
For pokker, 2016 – først Bowie, nu dette! Denne hollandske prins fik om nogen os drenge i 70’erne til at drømme stort og i europæisk aftenkampslys. Glem alt om sydamerikanere fra for- og nutid; ham her får i min bog stå som den største spiller nogensinde. RIP Johan Cruyff!
The Be Good Tanyas synger Townes Van Zandt
Så fornemt kan det lyde, når tre piger fra Vancouver, Canada tackler vel en af de mest illusionsløse ensomme amerikanske sange ever, nemlig Townes Van Zandt’s ‘Waiting ‘Round To Die’…
Du & jeg-døden, Kent
Klædt på til fest eller klædt på til begravelse?
Drømmesyner fra en lang rejse…
Og det første sidste farvel; en fod i graven blandt syrener og studenter, en single ved navn ‘Egoist’.
…På stora torget brinner kors, nu är hat okej om det riktas åt rätt håll…
Afskedsalbummet Då Som Nu För Alltid udsendes 20. maj, en greatest hits-opsamling sidst på sommeren, og en stor farveltour sendes afsted 23. september med stop undervejs i Aarhus (Ceres Arena, 25. november) og København (Forum, 26. november) inden endestation Stockholm 17. december.
Tankevækkende
Når lyset brænder ud og alt bliver stille
Hvis man spørger mig, vil jeg sige at to største sangerinder i dansk rytmisk musik i det 20. århundrede er Annisette og Grethe Ingmann. Annisette har vi heldigvis stadig, men det er underligt at tænke på at jeg nu er ældre end Grethe Ingmann nåede at blive. Her er hendes udgave af “Masser af succes”. Da jeg først hørte denne fortolkning, var jeg ikke sikker på hvad jeg skulle synes – jeg holdt jo også meget af Gasolin’. Men i Grethe Ingmanns udgave er der et vemod, som jeg først senere opdagede og forstod.