For satan da! Ian Kevin Curtis og hans skoleveninde Deborah Woodruff blev gift i dag for 40 år siden. Syng en sang for din brud, Ian!
Kategoriarkiv: Sørgelige sange
Gospel i radioen
Jeg må med skam meddele, at jeg ikke rigtig kendte noget til denne gruppe fra USA før for et par uger siden. Men denne nye sang med The Roadside Graves – eller er de bare Roadside Graves? Jeg er altid i tvivl om den bestemte artikel i bandnavne – der forresten kommer fra New Jersey, kan jeg rigtig godt lide. Ligesom på dette års album med Sufjan Stevens (som jeg forresten også godt kan lide) befinder vi os i en fortælling om en barndom med lige dele vemod, modvillig accept og almindelig fascination af alt det nye man opdager mens man vokser op.
Der skulle forresten komme et album fra The Roadside Graves her i efteråret.
Anyone who had a heart
Liverpool’s Merseybeat-popdiva Cilla Black fotograferet 24. april 1963 på The Cavern – RIP!
Once upon a time in America
Verdens ulykkeligste sangerinde?
Lykke Li er aktuel med endnu en knust-hjerte-single fra hendes seneste sørgesjals-tildækkede album. Og hvis ‘Never Gonna Love Again’ ikke havde sådan et uimodståeligt godt popomkvæd, kunne Li’s lækkertstylede heartbreak noir hurtigt blive for meget. Men som det er tager hun stikket sikkert hjem. Igen.
John Grant med BBC
En af de rigtig gode koncertoplevelser jeg havde sidste år, var koncerten med John Grant på Roskilde. Det var først i denne uge, jeg opdagede at der er kommet et koncertalbum med denne gennemsympatiske og meget dygtige sanger og BBC Philharmonic Orchestra, optaget tidligere i år. Jeg fandt det på Emusic, og det er i høj grad pengene værd. Både sangene fra Queen of Denmark, som jeg var og er meget glad for, og fra Pale Green Ghosts, som især for de techno-prægede udslag er en lidt mere ujævn oplevelse i deres oprindelige udgave, vinder yderligere ved at blive arrangeret for orkester.
Mörkrets hastighet
Det hedder det nye album med Tomas Andersson Wij. Her er “Santa Monica”.
RIP Jimmy Ruffin
What becomes of the brokenhearted? Jimmy Ruffin, en af de store Motown-sangere, har forladt os.
I denne verden vil jeg ikke være trist
I dag fik jeg I Will Not Be Sad In This World/Moon Shines At Night med den armenske duduk-musiker Djivan Gasparyan. Der er tale om en remastered genudsendelse af to gamle albums fra 1980’erne. Det er meget svært ikke at tænke på arbejdstitlen for det album, som blev til Vejen hjem til rocknroll. Der er ingen forbindelse til Jens’ første soloalbum og heller ikke nogen forbindelse til rocknroll. Det skulle måske være, at Djivan Gasparyan dukker op på soundtracket til Martin Scorceses film The Last Temptation of Christ, som er komponeret af Peter Gabriel.
Jeg ved at også Brian Eno er meget fascineret af Djivan Gasparyans musik og kalder den for den mest sjælfulde musik, han nogensinde har hørt. Efter sigende skulle titlen I Will Not Be Sad In This World skyldes netop Eno og være en reaktion på det voldsomme jordskælv i Armenien i 1988.
En duduk er et armensk træblæseinstrument i familie med oboen, men lyden minder mere om en saxofon (der faktisk også klassificeres som et træblæseinstrument) og om en alt-fløjte. På de to albums, jeg nu har fået fat i (det ene havde jeg allerede, da det oprindelig udkom), står instrumentet alene og skaber en helt særlig på én gang melankolsk og venlig stemning. Perfekt til tænksomme aftener – en rigtig novemberplade af den gode slags.
Herunder er et nummer at starte med.
My Wrecking Ball
https://www.youtube.com/watch?v=GN9R9To2eE8
Der er kommet et nyt album med Ryan Adams. Det hedder bare Ryan Adams og det lyder – som Ryan Adams plejer. Her er “My Wrecking Ball”, en helt tyst sang, der er albummets smukke højdepunkt for mig. Så enkelt kan det gøres.
Og så bemærker jeg igen hvordan den knusende kugle har en slags mytologisk status hos amerikanske sangere/sangskrivere. Bruce Springsteen og Emmylou Harris har begge udsendt albums med titlen Wrecking Ball. (Ikke et ord om hende den letpåklædte med tungen.)
Okkervil River synger Tim Hardin (og meget mere)
Okkervil Rivers album Black Sheep Boy fra 2005 tager udgangspunkt i Tim Hardins sang af samme navn. Herover er deres korte udgave af Hardins sang.
Og herunder er en anden sang, som er Okkervil Rivers helt egen. Den er også god.
En aften i Sverige
Også jeg er i Sverige, men langt fra Kent og Håkan, nemlig i Linköping.
Også her regner det.
Også her findes en filial af Bengans.
Også jeg har nu erhvervet mig et eksemplar af TIgerdrottningen (skeptisk som jeg end er), men også den nye ep med Robyn og Röyksopp og en tredobbelt opsamling med Olle Ljungström – og en indspilning af Brahms’ Ein Deutsches Requiem med Antoni Wit og Warszawa-filharmonikerne.
Phil Spector’s wall of nordisk tungsind…
Brug lige små fire minutter på ‘Gunshot’, det måske allerbedste popøjeblik fra Lykke Li’s kommende album I Never Learn…
Hurricane er død
Og nej, det er ikke Håkan Hellströms charmerende sidekick-ven fra GBG, men derimod den amerikanske bokser Rubin “Hurricane” Carter, der sad 19 år i fængsel for et mord han ikke havde begået. Vi lader Bob Dylan fortælle historien…
En lidt sen hyldest
Men ikke for sen. I går var det 18 år siden Gun Club’s stærktbrændende Jeffrey Lee Pierce forlod denne jord. Her den sang der aflukker bandets andet album, 1982-mesterpladen Miami…