Kategoriarkiv: Sørgelige sange

Den sørgeligste sang (del 6)

Dokumentarfilmen Searching for Sugarman af Malik Bendjelloul fra i år fortæller historien om den mexicansk-amerikanske singer/singwriter Sixto Rodriguez, der uden at vide blev et stort navn blandt den unge generation i det hvide Sydafrika, der ville distancere sig fra apartheid-regimet. Rodriguez blev mere eller mindre glemt og opgav i det store og hele sin musikerkarriere – men blev årtier senere rehabiliteret med et triumftog af en turné i Sydafrika.

Her er “Cause” fra hans album Coming from Reality, indspillet i Storbritannien i 1971. Mange vil sikkert blive mindet om lyden på Nick Drakes andet album Bryter Layter, der kom året før. Men denne sang af Rodriguez er efter min mening helt på højde på hvad man kan finde på Bryter Layter.

Og så er det en barsk sang om at miste sit arbejde to uger inden jul og skulle leve videre med det. Den tragiske ironi er at Rodriguez dette år mistede sin pladekontrakt – to uger inden jul.

Den sørgeligste sang (del 1)

Nej, det giver strengt taget ikke nogen mening. Der er så mange af slagsen, og nogle gange er der hele albums, der næsten ikke er til at bære: Joy Divisions Closer, Nick Drakes Pink Moon, Robert Wyatts Rock Bottom, Portisheads Portishead… Hvorfor er alle de albums, jeg kan komme i tanke om lige nu, egentlig fra Storbritannien? Nå nej, der er også The Boatman’s Call med Nick Cave. Og Mahlers sjette symfoni og en masse andre værker fra det klassiske repertoire.

Men dem vil jeg ikke nævne her. Jeg vil nævne de sange rundt omkring som af en eller grund virker ekstra sørgelige og prøve at finde ind til grundene. Måske ender det som en slags alternativ julekalender, nu hvor turneen er vel overstået.

Dagens bud er måske det mest årstidsaktuelle, nemlig “River” fra Joni Mitchells klassiker af et album Blue fra 1971, og det er bestemt ikke noget sørgeligt album som sådan. I “River” er det kontrasterne mellem tabet og det, der venter forude – julestemningen, frosten (der ikke er der) og den elskede (der ikke kommer tilbage) – der gør netop denne sang ekstra sørgelig. (Nogle gange spekulerer jeg på om det mon er denne sang, f.eks. Tori Amos igen og igen har prøvet at skrive.) “River” findes i ganske mange coverversioner, bl.a. en ekstra sentimental udgave fra Sarah MacLachlans julealbum. Den må jeg indrømme, at jeg faktisk kan lide næsten lige så godt som Joni Mitchells egen.

Brian Eno siger…

Dette citat af Brian Eno tænker jeg af og til på. Edge, som Eno nævner her, er ikke den irske guitarist med huen, men webstedet Edge.org, der har bidrag fra ganske mange interessante mennesker fra kunst og videnskab.

Most of the smart people I know want nothing to do with politics. We avoid it like the plague—like Edge avoids it, in fact. Is this because we feel that politics isn’t where anything significant happens? Or because we’re too taken up with what we’re doing, be it Quantum Physics or Statistical Genomics or Generative Music? Or because we’re too polite to get into arguments with people? Or because we just think that things will work out fine if we let them be—that The Invisible Hand or The Technosphere will mysteriously sort them out?

Whatever the reasons for our quiescence, politics is still being done—just not by us. It’s politics that gave us Iraq and Afghanistan and a few hundred thousand casualties. It’s politics that’s bleeding the poorer nations for the debts of their former dictators. It’s politics that allows special interests to run the country. It’s politics that helped the banks wreck the economy. It’s politics that prohibits gay marriage and stem cell research but nurtures Gaza and Guantanamo.

But we don’t do politics. We expect other people to do it for us, and grumble when they get it wrong. We feel that our responsibility stops at the ballot box, if we even get that far. After that we’re as laissez-faire as we can get away with.

What worries me is that while we’re laissez-ing, someone else is faire-ing.

John Murry: The Graceless Age

Årets helt store positive overraskelse for mig er albummet The Graceless Age, der kom tidligere i år og skyldes amerikanske John Murry. Han er født samme år (dvs. i 1979) som en vis Peter Doherty og ligesom han har han været ude i heroinmisbrug og konflikter med familien. Men her hører lighederne op. John Murry har med The Graceless Age lavet en samling reflekterede og velskrevne sange om sin nedtur, og han har fået den succes han fortjener.  “California” ovenfor er rigtig vellykket, men den lange “Little Coloured Balloons” er vel albummets højdepunkt – en rå og gribende beretning om dengang John Murry var dybest nede og længst ude og var på nippet til at dø af en overdosis. Det er en “gadefortælling” med klaver i stil med f.eks. Springsteens “Jungleland”, men alligevel helt anderledes i sit perspektiv.

John Murry er som man kan regne ud ikke nogen munter herre, men han har tænkt over tingene og tænker stadig videre. Se bare dette citat fra et interview med ham i Uncut:

Chuck Prophet , who plays on the Graceless Age, says you made the album ‘in spite of yourself’. What do you think he meant by that?

– Oh, I know what he meant. I owe him a great deal. Chuck took me into detox the first time. I get in my own way and often wonder why. Heroin didn’t help, of course. Chuck and I are friends and would be whether either of us played an instrument or not. We talk more about Herzog and Malick and David Milch and Hunter Thompson and records everybody seems to dislike for no good reason and eat lunch and pretend we have money and go shopping for random crap more than we do anything else. Chuck has made records in spite of himself, too. Still does. Don’t we all, though, do anything we do that’s worth anything at all in spite of ourselves, always? It seems to me that in order to create anything of value, you have to bleed a bit. You’ve got to give of yourself. Not in some hippy way, but in a truly visceral way. You have to live and feel and hurt and love and hate and stop and start and give of the blood you’re given. Happiness, as a constant, is fraudulent. It’s delusional. Show me a happy person and I’ll show you an imbecile. Insanity, in theory, is the only sane response to this modern life I can see. Graham Greene said that “Reality is not something to be faced”. In a truly awful sense, he was lucky. He got to die before this century came clanging in like some ice cream truck from hell.

Hvis man skal sammenligne John Murry med nogen, er det vel Mark Eitzel fra American Music Club eller den tidlige Tom Waits. Men han har ikke så ondt af sig selv om Eitzel ofte har haft, og hans sange rummer ikke den nogle gange lidt vel romantiske beskrivelse af det forhutlede mandeliv, som Tom Waits engang stod for.

En klar anbefaling herfra – og så er det endda John Murrys debutalbum.

Den sørgeligste sang (del 5)

Åbningsnummeret på John Lennons solodebut Plastic Ono Band er en usædvanligt sørgelig sang, på én gang et højdepunkt i Lennons produktion og et emotionelt lavpunkt. På “Mother” tager Lennon en terapeutisk afsked med sin mor, som han mistede som 17-årig, men også med faderen, der forlod familien tidligt og som han aldrig fik et nært forhold til. Efter hvad jeg har kunnet læse mig til, var John Lennons far da også en sjuft.

Albummet er produceret af Phil Spector, men der er ikke meget Wall of Sound over det album overhovedet. I balladen “Mother” er det gribende at høre, hvordan Lennons vokal kammer over i sidste halvdel og trækker sangen ud og ud som en slags forlænget afsked.

Her er en live-udgave med manden fra Liverpool fra 1972.

Den sørgeligste sang (del 4)

I 2000 var Red Dirt Girl af Emmylou Harris et af de albums, jeg hørte mest – og det er et album, jeg stadig kan vende tilbage til, selv om jeg forbinder det med en knugende vinter dengang med alt for dårligt vejr og mange besøg hos min mor på hospitalet. Sangene rækker ud over dét.

Jeg tænkte før i tiden mest på Emmylou Harris som fortolker af andres sange og tænkte ikke på, at hun kunne skrive sange – men selvfølgelig kunne hun det. Og efter Wrecking Ball tænkte jeg i høj grad på at lyden fra Daniel Lanois ikke kunne fanges af andre – men selvfølgelig kunne produceren Malcom Burn dét.

Titelsangen er vel det nummer på albummet, der kommer tættest på et mere traditionalt country-udtryk. Og så er det historien om en kvinde, der aldrig fik sine beskedne drømme opfyldt. På den måde er det også historien om de mange besøg på hospitalet.

Her er en live-udgave fra 2000.

Den sørgeligste sang (del 3)

Hvis nogen sang fanger tragedien i slavehandelen, er det “Ship Ahoy” med The O’Jays. Jeg husker at jeg hørte denne sang på P3 og senere genhørte den, da jeg i gymnasietiden så Jacob Holdts Amerikanske billeder. Det er historien om millioner af mennesker, der bliver bortført for at leve under kummerlige forhold og uden nogen som helst rettigheder i en fremstormende nation, der udadtil hylder friheden. Det er fortællingen om havet, der glemmer alt, om det ukendte på den anden side af det store vand, om alle ukendte og skræmmende indtryk, der hurtigt bliver dagligdag nede i det mørke lastrum.

Ship Ahoy var et samfundskritisk album fra dengang soulmusikken havde noget på hjerte. Otte år senere gav The O’Jays hånt om fordømmelsen af apartheid og optrådte i Sydafrika. De havde brug for pengene, sagde de senere – men smukt var det ikke. Det var da heller ikke The O’Jays, der skrev sangene på Ship Ahoy, men derimod de ikke helt ukendte Kenneth Gamble og Leon Huff. De to var derimod engagerede i samfundsforhold, især Gamble.