Kategoriarkiv: Sørgelige sange

Den sørgeligste sang (del 2)

Vi skal også tilbage i tiden til endnu en albumklassiker, og det er selvfølgelig Songs Of Love And Hate af Leonard Cohen. Også dette album udkom i 1971, og også Leonard Cohen er på dette tidspunkt en canadier i udlandet.

Sjældent er følelsen af modløshed blevet mere overbevisende fortolket her.

And we read from pleasant Bibles that are bound in blood and skin
that the wilderness is gathering
all its children back again.

The rain falls down on last year’s man,
an hour has gone by
and he has not moved his hand.

Den sørgeligste sang (del 1)

Nej, det giver strengt taget ikke nogen mening. Der er så mange af slagsen, og nogle gange er der hele albums, der næsten ikke er til at bære: Joy Divisions Closer, Nick Drakes Pink Moon, Robert Wyatts Rock Bottom, Portisheads Portishead… Hvorfor er alle de albums, jeg kan komme i tanke om lige nu, egentlig fra Storbritannien? Nå nej, der er også The Boatman’s Call med Nick Cave. Og Mahlers sjette symfoni og en masse andre værker fra det klassiske repertoire.

Men dem vil jeg ikke nævne her. Jeg vil nævne de sange rundt omkring som af en eller grund virker ekstra sørgelige og prøve at finde ind til grundene. Måske ender det som en slags alternativ julekalender, nu hvor turneen er vel overstået.

Dagens bud er måske det mest årstidsaktuelle, nemlig “River” fra Joni Mitchells klassiker af et album Blue fra 1971, og det er bestemt ikke noget sørgeligt album som sådan. I “River” er det kontrasterne mellem tabet og det, der venter forude – julestemningen, frosten (der ikke er der) og den elskede (der ikke kommer tilbage) – der gør netop denne sang ekstra sørgelig. (Nogle gange spekulerer jeg på om det mon er denne sang, f.eks. Tori Amos igen og igen har prøvet at skrive.) “River” findes i ganske mange coverversioner, bl.a. en ekstra sentimental udgave fra Sarah MacLachlans julealbum. Den må jeg indrømme, at jeg faktisk kan lide næsten lige så godt som Joni Mitchells egen.