Kategoriarkiv: Sørgelige sange

Den sørgeligste sang (del 4)

I 2000 var Red Dirt Girl af Emmylou Harris et af de albums, jeg hørte mest – og det er et album, jeg stadig kan vende tilbage til, selv om jeg forbinder det med en knugende vinter dengang med alt for dårligt vejr og mange besøg hos min mor på hospitalet. Sangene rækker ud over dét.

Jeg tænkte før i tiden mest på Emmylou Harris som fortolker af andres sange og tænkte ikke på, at hun kunne skrive sange – men selvfølgelig kunne hun det. Og efter Wrecking Ball tænkte jeg i høj grad på at lyden fra Daniel Lanois ikke kunne fanges af andre – men selvfølgelig kunne produceren Malcom Burn dét.

Titelsangen er vel det nummer på albummet, der kommer tættest på et mere traditionalt country-udtryk. Og så er det historien om en kvinde, der aldrig fik sine beskedne drømme opfyldt. På den måde er det også historien om de mange besøg på hospitalet.

Her er en live-udgave fra 2000.

Den sørgeligste sang (del 3)

Hvis nogen sang fanger tragedien i slavehandelen, er det “Ship Ahoy” med The O’Jays. Jeg husker at jeg hørte denne sang på P3 og senere genhørte den, da jeg i gymnasietiden så Jacob Holdts Amerikanske billeder. Det er historien om millioner af mennesker, der bliver bortført for at leve under kummerlige forhold og uden nogen som helst rettigheder i en fremstormende nation, der udadtil hylder friheden. Det er fortællingen om havet, der glemmer alt, om det ukendte på den anden side af det store vand, om alle ukendte og skræmmende indtryk, der hurtigt bliver dagligdag nede i det mørke lastrum.

Ship Ahoy var et samfundskritisk album fra dengang soulmusikken havde noget på hjerte. Otte år senere gav The O’Jays hånt om fordømmelsen af apartheid og optrådte i Sydafrika. De havde brug for pengene, sagde de senere – men smukt var det ikke. Det var da heller ikke The O’Jays, der skrev sangene på Ship Ahoy, men derimod de ikke helt ukendte Kenneth Gamble og Leon Huff. De to var derimod engagerede i samfundsforhold, især Gamble.

Den sørgeligste sang (del 2)

Vi skal også tilbage i tiden til endnu en albumklassiker, og det er selvfølgelig Songs Of Love And Hate af Leonard Cohen. Også dette album udkom i 1971, og også Leonard Cohen er på dette tidspunkt en canadier i udlandet.

Sjældent er følelsen af modløshed blevet mere overbevisende fortolket her.

And we read from pleasant Bibles that are bound in blood and skin
that the wilderness is gathering
all its children back again.

The rain falls down on last year’s man,
an hour has gone by
and he has not moved his hand.

Den sørgeligste sang (del 1)

Nej, det giver strengt taget ikke nogen mening. Der er så mange af slagsen, og nogle gange er der hele albums, der næsten ikke er til at bære: Joy Divisions Closer, Nick Drakes Pink Moon, Robert Wyatts Rock Bottom, Portisheads Portishead… Hvorfor er alle de albums, jeg kan komme i tanke om lige nu, egentlig fra Storbritannien? Nå nej, der er også The Boatman’s Call med Nick Cave. Og Mahlers sjette symfoni og en masse andre værker fra det klassiske repertoire.

Men dem vil jeg ikke nævne her. Jeg vil nævne de sange rundt omkring som af en eller grund virker ekstra sørgelige og prøve at finde ind til grundene. Måske ender det som en slags alternativ julekalender, nu hvor turneen er vel overstået.

Dagens bud er måske det mest årstidsaktuelle, nemlig “River” fra Joni Mitchells klassiker af et album Blue fra 1971, og det er bestemt ikke noget sørgeligt album som sådan. I “River” er det kontrasterne mellem tabet og det, der venter forude – julestemningen, frosten (der ikke er der) og den elskede (der ikke kommer tilbage) – der gør netop denne sang ekstra sørgelig. (Nogle gange spekulerer jeg på om det mon er denne sang, f.eks. Tori Amos igen og igen har prøvet at skrive.) “River” findes i ganske mange coverversioner, bl.a. en ekstra sentimental udgave fra Sarah MacLachlans julealbum. Den må jeg indrømme, at jeg faktisk kan lide næsten lige så godt som Joni Mitchells egen.