Kategoriarkiv: Sørgelige sange

Somme 1916

Ikke mindst apropos PJ Harvey’s koncert på Roskilde – læs Webmaster Pastor’s øjenvidneberetning under denne post – og hendes nye sange om vores krige samt deres ofre, begyndte 1. juli for 100 år siden et af de blodigste militære slag nogensinde i europæisk historie, hvilket der gøres meget ud af ved store mindehøjtideligheder i både England og Frankrig i dag. Ved Somme i Nordfrankrig blev engelske soldater beordret op af deres skyttegrave og sendt afsted mod tyske maskingeværstillinger bag ingenmandsland. Første dag ved Somme blev 20.000 engelske soldater dræbt og omkring 40.000 såret. Da slaget, der iøvrigt havde ringe militær betydning for krigen, endeligt var ovre, november samme år, havde det krævet mere end en million ofre, heraf over 300.000 døde. Efter 1. Verdenskrig vendte de overlevende soldater fra den desillusionerede såkaldte tabte generation hjem for at leve almindelige tilværelser, hvilket ikke var nemt, da de som oftest var ødelagte af krigstraumer og menneskelige katastrofer. Det er den virkelighed PJ Harvey også synger om på sine to seneste plader…

I’ve seen and done things I want to forget
I’ve seen soldiers fall like lumps of meat
Blown and shot out beyond belief
Arms and legs were in the trees

I’ve seen and done things I want to forget
Coming from an unearthly place
Longing to see a woman’s face
Instead of the words that gather pace

The words that maketh murder
These, these, these are the words
The words that maketh murder
These, these, these are the words…

Oh, Bruce…

…Once I dreamed we were together again
Baby you and me
Back home in those old clubs the way we used to be
We were standin’ at the bar
It was hard to hear
The band was playin’ loud and you were shoutin’ somethin’ in my ear
You pulled my jacket off and as the drummer counted four
You grabbed my hand and pulled me out on the floor
You just stood there and held me, then you started dancin’ slow
And as I pulled you tighter I swore I’d never let you go

Well I saw you last night down on the avenue
Your face was in the shadows but I knew that it was you
You were standin’ in the doorway out of the rain
You didn’t answer when I called out your name
You just turned, and then you looked away
Like just another stranger waitin’ to get blown away

Point blank, right between the eyes
Point blank, right between the pretty lies you fell
Point blank, shot right through the heart…

En sorgfuld Bruce Springsteen med sit The E Street Band, Parken, København, juni 2016.

Regnen, der falder

Her er et meget langt og meget smukt nummer med Karl Blau, der trods sit tyskklingende navn er fra USA. Han har gennem mere end tyve år lavet og udsendt musik uden så megen opmærksomhed, og det er da også først nu, jeg bliver opmærksom på ham. “Fallin’ Rain” befinder sig et sted mellem country og soul, og sangen (skrevet af salig Link Wray, der boede i København i de sidste år af sit liv) giver mindelser om både en u-ironisk og følsom udgave af Lambchop og om den varme 1970’er-lyd på Marvin Gaye’s klassiker What’s Going On?, der er et af mine absolutte yndlingsalbums. Sangen (der i øvrigt også er blevet indspillet af Calexico) er at finde på Introducing Carl Blau, der i øvrigt er produceret af Tucker Martin, som er gift med Laura Veirs – som jeg har nævnt tidligere i dag. Og således hænger alting smukt sammen.

Lyt og svøm hen i de næste 9 minutter og 38 sekunder!

She just didn’t know I would really go…

På en dag, hvor mange af jer, der har haft et nært livsforløb med Prince, er ramt af hans alt for tidlige bortgang, går vi stille med dørene her på siden. Så herfra en underspillet sang i stemningen af at miste, mestersangskriveren Jimmy Webb’s ‘By The Time I Get To Phoenix’ – der senere skulle blive formemt fortolket af Nick Cave and the Bad Seeds – i originalversionen fra 1967, sunget af Glen Campbell, der på sit alzheimer-plejehjem et sted i Californien i dag bliver 80 år gammel. Trist med trist på…

Når lyset brænder ud og alt bliver stille

Hvis man spørger mig, vil jeg sige at to største sangerinder i dansk rytmisk musik i det 20. århundrede er Annisette og Grethe Ingmann. Annisette har vi heldigvis stadig, men det er underligt at tænke på at jeg nu er ældre end Grethe Ingmann nåede at blive.  Her er hendes udgave af “Masser af succes”. Da jeg først hørte denne fortolkning, var jeg ikke sikker på hvad jeg skulle synes – jeg holdt jo også meget af Gasolin’. Men i Grethe Ingmanns udgave er der et vemod, som jeg først senere opdagede og forstod.

T for Townes

Var han ikke død af sit konsekvente misbrug allerede i 1997, ville den texanske sanger/sangskriver Townes Van Zandt i dag være blevet 72 år. Nyd ham i live lige her med en af de sørgeligste amerikanske sange nogensinde sunget, hans egen illusionsforladte ‘Waiting ‘Round To Die’, der i sin bedste og fantastiske studieversion kan findes på Townes’ debutalbum For the Sake of the Song (1968)…

The sound of young Söder getting older

Sidst på sidste sommer gav The Weeping Willows, der er berygtet i hjemlandet Sverige som de evigt fortabte popromantikere, et af det års for mig mest halvhjertede koncerter, da de på et stort torv midt i Malmö City spillede support til en så helt anderledes vital Thåström. Tænkte efterfølgende, det nok var Söder, Stockholm-bandets sidste krampetrækninger, så blottet for viljelyst og entusiamse omkring egen musik fremstod de den tidlige aften. Men det viser sig forkert, for næste uge udsendes Tomorrow Became Today, et nyt album der, som måske høres en smule på denne budbringer-single ‘My Love Is Not Blind’, efter sigende skulle tage stilistisk i retning af northern soul…

The Missing Boy

Vini Reilly’s The Durutti Column fra Manchester lød slet ikke som de andre Factory-bands. For guitar-es/mumlesanger Vini Reilly havde en ganske anden forfinet lyrisk tone i sine sfæriske, fnuglette guitarnumre, der ofte kom helt uden sang endsige trommer/rytmebox. Durutti Columns mesterplade er stormelankolske LC, Vini’s andet album, der udkom i efteråret, 1981. Derfra følger her ‘The Missing Boy’, om Joy Divison-sangeren Ian Curtis, som havde hængt sig året inden…

En forglemmelse fra Sheffield

I den traditionelle top-10-samtale omkring årets bedste plader, som kan ses længere nede på siden her, synes det allerede nu noget uretfærdigt, at Hollow Meadows, det nye album fra Sheffield-traditionalisten Richard Hawley, hverken var med på listen, eller i det mindste blev nævnt som contender. Her ‘Tuesday PM’, et af albummets mange stille højdepunkter…