Kategoriarkiv: Sørgelige sange
Oh, Bruce…
…Once I dreamed we were together again
Baby you and me
Back home in those old clubs the way we used to be
We were standin’ at the bar
It was hard to hear
The band was playin’ loud and you were shoutin’ somethin’ in my ear
You pulled my jacket off and as the drummer counted four
You grabbed my hand and pulled me out on the floor
You just stood there and held me, then you started dancin’ slow
And as I pulled you tighter I swore I’d never let you go
Well I saw you last night down on the avenue
Your face was in the shadows but I knew that it was you
You were standin’ in the doorway out of the rain
You didn’t answer when I called out your name
You just turned, and then you looked away
Like just another stranger waitin’ to get blown away
Point blank, right between the eyes
Point blank, right between the pretty lies you fell
Point blank, shot right through the heart…
En sorgfuld Bruce Springsteen med sit The E Street Band, Parken, København, juni 2016.
Regnen, der falder
Her er et meget langt og meget smukt nummer med Karl Blau, der trods sit tyskklingende navn er fra USA. Han har gennem mere end tyve år lavet og udsendt musik uden så megen opmærksomhed, og det er da også først nu, jeg bliver opmærksom på ham. “Fallin’ Rain” befinder sig et sted mellem country og soul, og sangen (skrevet af salig Link Wray, der boede i København i de sidste år af sit liv) giver mindelser om både en u-ironisk og følsom udgave af Lambchop og om den varme 1970’er-lyd på Marvin Gaye’s klassiker What’s Going On?, der er et af mine absolutte yndlingsalbums. Sangen (der i øvrigt også er blevet indspillet af Calexico) er at finde på Introducing Carl Blau, der i øvrigt er produceret af Tucker Martin, som er gift med Laura Veirs – som jeg har nævnt tidligere i dag. Og således hænger alting smukt sammen.
Lyt og svøm hen i de næste 9 minutter og 38 sekunder!
Nogle afskeder gør langt mere ondt end andre
Har fået lyttet mere på det nye og sidste Kent-album, der nok aldrig her vil komme i nærheden af en personlig top-5 over bandets bedste udgivelser. Men så længe Berg & co. stadig er istand til at lave så formfuldendt perfekte sange som følgende Då Som Nu För Alltid-afskedsnummer, ‘Den Sista Sången’, bliver Kent’s snarlige opløsning kun begrædt herfra…
I think I’m gonna die in Hollywood…
Ovenpå finalenederlaget til de røde i Basel onsdag aften, der stadig gør ondt helt ind i knoglerne, ingen munter musik herfra. Så svøm gerne med dybt ned i amerikanske Tobias Jesso Jr’s ensomme og overlegent klaverførte ‘Hollywood’…
Okkervil River R.I.P.
Heldigvis er det ikke slut med Okkervil River; der kommer et nyt album fra dem senere i år, og det hedder Away. Det er næppe en overraskelse, at jeg ser frem til netop dét album. Men sangen “Okkervil River R.I.P.” handler om nogle af de svære ting, der er sket i sanger og sangskriver Will Sheffs liv i årene siden det seneste album. Læs med i artiklen fra Rolling Stone.
She just didn’t know I would really go…
På en dag, hvor mange af jer, der har haft et nært livsforløb med Prince, er ramt af hans alt for tidlige bortgang, går vi stille med dørene her på siden. Så herfra en underspillet sang i stemningen af at miste, mestersangskriveren Jimmy Webb’s ‘By The Time I Get To Phoenix’ – der senere skulle blive formemt fortolket af Nick Cave and the Bad Seeds – i originalversionen fra 1967, sunget af Glen Campbell, der på sit alzheimer-plejehjem et sted i Californien i dag bliver 80 år gammel. Trist med trist på…
The Be Good Tanyas synger Townes Van Zandt
Så fornemt kan det lyde, når tre piger fra Vancouver, Canada tackler vel en af de mest illusionsløse ensomme amerikanske sange ever, nemlig Townes Van Zandt’s ‘Waiting ‘Round To Die’…
Når lyset brænder ud og alt bliver stille
Hvis man spørger mig, vil jeg sige at to største sangerinder i dansk rytmisk musik i det 20. århundrede er Annisette og Grethe Ingmann. Annisette har vi heldigvis stadig, men det er underligt at tænke på at jeg nu er ældre end Grethe Ingmann nåede at blive. Her er hendes udgave af “Masser af succes”. Da jeg først hørte denne fortolkning, var jeg ikke sikker på hvad jeg skulle synes – jeg holdt jo også meget af Gasolin’. Men i Grethe Ingmanns udgave er der et vemod, som jeg først senere opdagede og forstod.
T for Townes
Var han ikke død af sit konsekvente misbrug allerede i 1997, ville den texanske sanger/sangskriver Townes Van Zandt i dag være blevet 72 år. Nyd ham i live lige her med en af de sørgeligste amerikanske sange nogensinde sunget, hans egen illusionsforladte ‘Waiting ‘Round To Die’, der i sin bedste og fantastiske studieversion kan findes på Townes’ debutalbum For the Sake of the Song (1968)…
The sound of young Söder getting older
Sidst på sidste sommer gav The Weeping Willows, der er berygtet i hjemlandet Sverige som de evigt fortabte popromantikere, et af det års for mig mest halvhjertede koncerter, da de på et stort torv midt i Malmö City spillede support til en så helt anderledes vital Thåström. Tænkte efterfølgende, det nok var Söder, Stockholm-bandets sidste krampetrækninger, så blottet for viljelyst og entusiamse omkring egen musik fremstod de den tidlige aften. Men det viser sig forkert, for næste uge udsendes Tomorrow Became Today, et nyt album der, som måske høres en smule på denne budbringer-single ‘My Love Is Not Blind’, efter sigende skulle tage stilistisk i retning af northern soul…
The Missing Boy
Vini Reilly’s The Durutti Column fra Manchester lød slet ikke som de andre Factory-bands. For guitar-es/mumlesanger Vini Reilly havde en ganske anden forfinet lyrisk tone i sine sfæriske, fnuglette guitarnumre, der ofte kom helt uden sang endsige trommer/rytmebox. Durutti Columns mesterplade er stormelankolske LC, Vini’s andet album, der udkom i efteråret, 1981. Derfra følger her ‘The Missing Boy’, om Joy Divison-sangeren Ian Curtis, som havde hængt sig året inden…
It’s a wonderful, wonderful life…
Colin Vearncombe, manden og stemmen bag Black, kendt for specielt et par fine popsingler omkring 1987, er gået bort i Irland, 53 år gammel, som følge af et trafikuheld. Her Liverpool-sangerens mest kendte sang, der får en ekstra knugende dimension, nu med dette utidige dødsfald i mente…
En forglemmelse fra Sheffield
I den traditionelle top-10-samtale omkring årets bedste plader, som kan ses længere nede på siden her, synes det allerede nu noget uretfærdigt, at Hollow Meadows, det nye album fra Sheffield-traditionalisten Richard Hawley, hverken var med på listen, eller i det mindste blev nævnt som contender. Her ‘Tuesday PM’, et af albummets mange stille højdepunkter…
Big Star revisited
‘Du får hvad du fortjener’, synger Alex Chilton i omkvædet på denne sang fra Radio City, Memphis-bandet Big Star’s andet album. Men Alex Chilton, der blev født i dag for 65 år siden, fik aldrig den stjernestatus han fortjente med fremragende men meget oversete Big Star, endnu et band der forsvandt i misbrug, interne uoverensstemmelser og håbløse salgstal. Chilton døde for fem år siden i sin hjemby New Orleans af et hjerteanfald. Hans musik lever heldigvis endnu…