Jeg oplevede selv Jeff Buckley på Roskilde-festivalen i 1995, og det var slet ikke skidt. Men når man har nævnt ham, bør man også nævne Tim Buckley, der ligesom sin søn døde alt, alt for ung. Han blev kun 28, så han døde, da Jeff kun var ni år gammel. Musikalsk kom Tim Buckley vidt omkring, fra folk til rock og jazz. Her er en smuk udgave af “Song to the Siren”, som nogle sikkert kender med This Mortal Coil.
En bemærkelsesværdig krølle på historien er, at Elizabeth Fraser, der sang på This Mortal Coils udgave, senere (efter skilsmissen fra Robin Guthrie) faktisk i en periode havde et forhold til Jeff Buckley.
Ved godt den overskrift lyder helt forkert. For var der noget Nico udadtil aldrig fremstod i bare den fjerneste kontakt med, så var det ‘happy’. I den pre-udgave af Love Shop der hed Lit de Parade havde Hilmer og jeg fornøjelsen at spille support for – og møde – hende og hendes Manchester-band på Montmartre i København. Og ved den lejlighed virkede hun akkurat så fortabt, fjern og slukket som myten om hende foreskriver. Hun sagde ikke mange ord der backstage, hvor hun det meste af tiden siddende hvilede sit tunge hoved på et spisebord, ventende tålmodigt på koncertarrangørens leverance af junk. Få år efter døde hun på Ibiza af et hjerteanfald under en cykeltur. Forbindelsen til The Velvet Underground og Warhol har siden holdt hendes stjerne lysende meget klart på rockhimlen, men hvad mange overser er, at hendes egen senere musik ofte har en særegen stærk kvalitet og absolut kan være værd at dykke ned i, hvis det mentale overskud er dertil. Her følger svajende sorgfulde ‘Purple Lips’ fra Drama of Exile (1981), et meget blandet album, der også præsenterer en iskold og nærmest imponerende illusionsløs version af David Bowie’s ‘Heroes’, nej, man skulle næsten ikke tro det muligt. I dag ville Nico være blevet 79 år…
Det er Ian Curtis bryllupsdag i dag. Gift med Deborah i 1975, borgerligt festklædt på vej mod et kort uforløst liv, fanget mellem pligt og fornøjelse, arbejde og musik, kone med baby kontra belgisk muse. Oh, Manchester, so much to answer for.
Og Glen Campbell dør, efter en længere tids hård og meget offentlig kamp mod demens. Manden vi først kendte for harmløs Nashville-pop i 70’erne, men som vi senere lærte havde indspillet gyldne, sørgmodige 60’er-popevergreens via især hans originalversioner af Jimmy Webb’s mesterlige ballader ‘Wichita Lineman’, ‘By The Time I Get To Phoenix’ og ‘Galveston’. At han så ovenikøbet var en superskarp guitarist og derigennem Wrecking Crew-studiemusiker for bla. Phil Spector, Frank Sinatra, Dean Martin, Nancy Sinatra, Elvis Presley, The Monkees og The Beach Boys – han spiller med på Pet Sounds (1966) – samt personlig ven af Elvis, gør jo intet mindre, tværtimod. Æret være hans minde.
The King + The Rhinestone Cowboy, 5. december 1970.
Og det ved R.E.M., det lille store band fra Athens, Georgia alt om. Her er de på toppen af verden i 2004, et tysk TV-aftenshow, der får sig en alvorligt voksen og bredvinget popsang, som vi sjældent modtager dem længere nu 12-13 år senere. Tredje dag i træk med R.E.M. her på siden. De har bidt sig fast for lige nu, og det føles godt på den bittersøde måde. Hvornår gives der mon slip igen?
I dag for tyve år siden døde Townes Van Zandt, manden med verdens mest sørgmodige stemme, i Tennessee kun 52 år gammel. Her ‘Kathleen’ fra hans andet album…
Jeg var vel aldrig så dybt inde i George Michaels værk – dengang for tre årtier syntes jeg, at han var alt for idolagtig og glat. Men at han var en gennemmusikalsk popvokalist og sangskriver, det kunne selv jeg høre, og med tiden fik jeg meget større respekt for ham.
Skønt han havde stemmen og musikaliteten og udseendet med sig, og skønt han oprindelig virkede som indbegrebet af det glamourøse popstjerneliv, blev det efterhånden tydeligt, at George Michael havde store indre dæmoner at slås med og at det ofte var dem, der tyngede hans karriere. Og juledag 2016 ville hjertet så ikke mere.
Ladies & gentlemen, 1/36-del af The Only Band That Matters’ mægtige Sandinista!, ‘Rebel Waltz’, den tunghjertede åbningssang fra side 2. Hørt i dag synes det næsten som om, den dødsdømte spøgelseshær Joe Stummer synger om, kun kan være The Clash selv…
Fra overlegne ‘Jubilee Street’ på karrieremesterværket Push the Sky Away, der udkom i februar 2013. Fredag udsender Nick Cave sammen med sine The Bad Seeds sit nye album Skeleton Tree, der på forhånd har vakt stor genlyd grundet de tragiske familieomstændigheder, det er blevet til under. Vil den sorgramte Cave her igen kunne sno hele rockverdenens forudsigelighed om sin lillefinger og tage os alle et forunderligt sted hen, vi ikke vidste eksisterede? Svært at tro på det mirakel fra sidst igen, men spændende er det sgu. Har haft pladen liggende her hele torsdagen, men ikke villet høre et sekund af den, da jeg har billetter til One More Time With Feeling, som bør ses med åbent sind uden nogen forhørt viden om musikkens tilstand, retning og indhold. Det har ikke været nemt, men her torsdag aften kl. 19.35 er jeg glad for at frsitelsen blev modstået. Vi ses på den anden side, hvor ‘Jubilee Street’ er blevet fortid, afløst af det nye…
Første sang er undsluppet fra Nick Cave’s Skeleton Tree, der udommer fredag i næste uge. At ‘Jesus Alone’ bærer tung vægt med sig er ingen overraskelse…
You fell from the sky Crash landed in a field near the River Adur Flowers spring from the ground Lambs burst from the wombs of their mothers
In a hole beneath the bridge you convalesce You fashion masks of clay and twigs You cry beneath the dripping trees Ghost song lodged in the throat of a mermaid
With my voice I am calling you
You’re a young man waking Covered in blood that is not yours You’re a woman in a yellow dress Surrounded by a charm of hummingbirds You’re a young girl full of forbidden energy Flickering in the gloom You’re a drug addict lying on your back In a Tijuana hotel room
With my voice I am calling you With my voice I am calling you
You’re an African doctor Harvesting tear ducts You believe in God but you get no special dispensation for this belief now You’re an old man sitting by a fire You’re the mists rolling off the sea You’re a distant memory in the mind of your creator Don’t you see
With my voice I am calling you With my voice I am calling you
Let us sit together Until the moment comes
With my voice I am calling you
Let us sit together in the dark Until the moment comes
Kun få uger nu til Nick Cave & The Bad Seeds’ med aldrig som før tilbageholdt åndedræt-imødesete Skeleton Tree udsendes. I dag er der kommet en tracklist på albummet:
Jesus Alone
Rings of Saturn
Girl in Amber
Magneto
Anthrocene
I Need You
Distant Sky
Skeleton Tree
