Hvilket band er du mest ærgelig over aldrig at have nået opleve live? Her står Joy Division højt på listen, om ikke øverst. De spillede flossede koncerter med fejl, lyd man skar sig på og ustemte synths (tjek bare liveversionen af ‘Decades’ på Still (1981)), men på scenen var der også en voldsomt velgørende fysik, de to studieplader kun antydningsvis afslører. Samt det indre søgelys forsanger Ian Curtis blændede op for, når han gik på scenen og – ifølge folk der kendte ham – ændrede karakter fra det indadvendt generte til et epicenter af klaustrofobisk intensitet. Der findes rigtigt mange live-bootlegs med Joy Division, flertallet optaget begrædeligt ringe, men der er undtagelser. En virkelig stærk koncert, både hvad lyd, setliste og performance angår er den fra 11. januar 1980 på Paradiso i Amsterdam. Her er det en ubetalelig version af ‘New Dawn Fades’ fra netop den aften…
Da Ian Curtis’ enke Deborah i 1995 udsender sin bog Touching From a Distance om deres liv sammen, tager BBC 2’s The Late Show dette kig på ham og hans band Joy Division…
Lana Del Rey’s meget hypede countryalbum sidste år udkom aldrig. Trods otte stort opsatte shows (!), som både visuelt og musikalsk legede med western-americana forblev det ved det, og nu bringer den nye single med den lange titel ‘White Feather Hawk Tail Deer Hunter’ hende videre til en helt anden verden…
Der er numre hvis toner, stemning og ord man altid på et tidspunkt må vende tilbage til og have mere af. Sådan har jeg det selv med dette favoritnummer med John Cale, den tidligere Velvet Underground-bratschist, en overset single fra hans iøvrigt meget ujævne Artificial Intelligence (1985). Skal ‘Dying On The Vine’ som reference sættes i familie med noget andet musik, så kunne David Bowie’s meget senere comeback-single ‘Where Are We Now?’ godt være denne sides bedste bud, det er der vi er…
Har stadig Hurula-koncerten fra Helsingborg i fredags kørende i blodet. Så derfor en liveoptagelse med Stockholm-bandet fra for tre uger siden, da det var Örebro som blev besøgt. Og ‘Ny Drog’ her viser hvad et tændt punket rockband kan, når sat på scene foran et levende publikum. Virker bassisten bekendt? Ja, det er Thåström’s Henrik “Kisa” Nilsson som var stand-in den aften for Paulina Mellqvist. Kisa’s koldsvedende morfinist-fremtræden står også godt til dettes band given los. Men luk øjnene et øjeblik og ‘Ny Drog’ kunne jo nærmest være skelettet til en fænomenal gammel Suede-single, det er der vi er…
Det nærmest triumferende offer-chorus og de selvdestruktive stik på den nye fragmenterede single fra Charli xcx, albumaktuel lige nu med Wuthering Heights, fortjener at blive mærket. At kunne forløse i musik med noget så åbenlyst kulsort og smertecentreret kræver et talent i spil udover det sædvanlige…
Genhørte med overraskende stor glæde Lykke Li’s 2014-album I Never Learn i december. Efter det hjerteknuste album tog hun dengang stilmæssigt sin mol-pop over i R&B-land; husker et show da på Astra i Berlin, hvor det visuelle desværre blev siddende længere end det tidssvarende men gennemsigtige lyddesign, hun sang ud fra. Men her kommer en ny popsingle fra hendes kommende album. Har Lykke Li fundet hjem til egen styrke igen? Med betydelig emotionel bagage i stemmen har hun før formået gøre forholdsvis banale popsange til noget andet og langt større end bare det…
Grand Hotel i Halmstad ligger overfor byens banegård, hvor tog mellem Helsingborg og Göteborg troligt gør stop en gang hver time. Værelserne bag den udsigt er rummelige, slidte møbler af mørkt træ fylder dem ud, der er højt til gulnede lofter. Engang for længe siden har det tydeligvis været et fornemt sted at overnatte, men tiden løb bort og nu skranter den tunge bygning. Denne lørdag eftermiddag syntes Grand Hotel nærmest mennesketom. Udenfor fryser selv sneen der falder.
Efter mørkets udbrud en voksen gåtur i bidende frostvind ud til den sportshal, der er hjemmebane for byens stolthed, håndboldklubben Drott. Thåström’s far spillede i Drott som ung; han nævner det jo selv i sin sang om ham. Før de søgte voksenlivet i fjerne Stockholm kom begge Thåström’s forældre fra Halmstad, så han er selv kommet her på familiebesøg i sine tidlige år. Og også senere, efter forældrene flyttede tilbage og boede i Haverdal, nord for byen. Så denne lørdag aften i Halmstad Arena er ikke bare endnu et stop på touren, men også en hjemkomst til det forgangne, begge forældre nu forlængst gået bort.
På optagelsen af hele koncerten er det slående nu, hvor tyst Halmstad står denne aften. Er det ærefrygt eller bare en konsekvens af den sterile hals strenge alkoholpolitik? Bandet har spillet i Göteborg aftenen før, et mægtigt show var det for både Thåström og Scandinavium. Så der er mærkbare kollektive tømmermænd på scenen i langt mindre Halmstad Arena, der spilles mere tilbageholdt, musikken skal undervejs trækkes op i gear; den giver ikke sig selv denne lørdag aften. Og Thåström’s sang har ikke samme direkthed som vanligt. Til gengæld er der en anden glød og et mere intimt nærvær i stemmen som ikke er til at tage fejl af. En voksen mand der synger sit liv, der denne aften ikke kun er et show.
Da settet slutter med åndeløse ‘Det Årets Kallaste Kväll’ kan man næsten høre en svensk knappenål falde ned på Drott’s hjemmebane. Og udenfor bagefter, hutlende tilbage til hotelbarens trygge beskyttelse mod verdens fortrædeligheder, er det rent faktisk årets koldeste aften. Sådan føles det ialfald gennem knogler og ben. Det er ét år siden i dag. Her endnu et klip fra Halmstad Arena…
En central mand i moderne lyd, Daniel Miller, hvis Mute Records har præget engelsk elektronisk musik siden 1978. Herover er bare to vilkårlige håndfulde af de talløse markante plader, han har stået bag. Miller fylder 75 år i dag. Her kan han høres under navnet The Normal med den allerførste udgivelse på Mute. Den single lød altså vild, da den udkom i efteråret 1978…
Vic Godard’s Subway Sect havde ligesom The Clash den manipulative Bernie Rhodes som manager. Men i modsætning til dem nåede de aldrig at udsende det klassiske London-punkalbum, der så tydeligt ligger begravet i en række indspillede men aldrig dengang udgivne sange. Som nu ‘Parallel Lines’ her, der også som single kunne have været et glimrende supplement til de to stærke Subway Sect-7″ere der dog kom, begge i 1978; ‘Nobody’s Scared’ og ‘Ambition’…
Her er endnu et nyt nummer med The New Pornographers, “Pure Sticker Shock”. Den lover godt for det nye album, der kommer i næste måned.
A.C. Newman har altid skrevet iørefaldende melodier, men hans tekster har ofte været finurlige, grænsende til det kryptiske. Men denne sang tror jeg, jeg forstår – en sang om at tvivle stadigt mere på sig selv, efterhånden som årene går.
In a pure sticker shock At my price cut by half But you say I look happy And I start to laugh You see the problem I have
The heart is always here You forget it's beating The heart is always here You forget it's beating Like a gift that you didn't remember giving The gift you never remember giving
Så hvordan klarede Morrissey sig så i går i Aarhus? Siden her var ikke repræsenteret i SCC – scenen hvor LS spillede dobbeltshow med Sort Sol! – men i stedet i Helsingborg, på den perfekte rockklub The Tivoli nede i havnen, hvor stockholmske Hurula spillede et stærkt, intenst, højt show på den succesfulde tour, der i aften ligeledes har udsolgt på Filmstudion i GBG. Hurula er centreret omkring sanger/guitarist Robert Hurula, en sorthåret 46-årig tidligere punk fra Luleå med fortid i bands som The Vicious og Masshysteri. Det er dog under navnet Hurula og med en mere melodisk svensksproget indie-rock – tænk lidt en socialrealistisk Broder Daniel-version af Raveonettes, sidstnævntes americana-cool skiftet ud med Ebba Grön-betongförort – at han har fundet sig et større publikum, som har gjort det muligt at udsende og turnere til nu seks Hurula-albums. Her en anden af sangene fra i går aften (denne fra efterårets album EXISTENS), hvis repetitive guitarhook også stadig sidder fast et sted bag hyletonen i ørerne. 17 af den her slags lussinger på vel en time og 20 minutter; det var virkelig mægtigt.
Rockhampton, Queensland’s Grant McLennan ville kunne have fejret sin 68. fødselsdag i dag. Her er han fra The Go-Betweens’ allersidste plade Oceans Apart (2005) med et temmelig atypisk men opløftende, lyst nummer, som vel næsten kun han kunne skrive og synge dem…
Meat is Murder, The Smiths ikke uproblematiske toer, fyldte voksne 41 i går. Morrissey øver med sit eget band i København i dag og i morgen (fredag) aften står han (om alt er vel) med dem på scenen i SCC i Aarhus til deres europæiske tourstart. Lad disse tre ting være undskyldning for at bringe en af de to sange fra Meat is Murder, der her knuselskes ubetinget. Som den opmærksomme Smiths-aficionado måske vil lægge mærke til, så er det ikke album-originalen, men derimod session-versionen fra BBC’s John Peel Show, der spiller sangens nordengelske provinsby-drama ud her…
Første gang Jeffrey Lee Pierce var i Danmark at spille med The Gun Club, en højspændt efterårsaften på Gammel Kongevej, på tour for samme års The Las Vegas Story.
