Kategoriarkiv: Blog

Orionstjernen

Hov, kalenderen åbner hukommelsen. Tre år siden dags dato og det kan med -14 grader have været årets koldeste aften i Stockholm. Vi gik skælvende i snevejret, sneen og mørket ude på det sydligste Söder og fandt frem til Orionteatern, hvor Thåström med band spillede næstsidste aften på den klubtour, der havde været forbi med afsnit i Helsingborg, GBG, Oslo, og nu sluttede med en håndfuld koncerter på Orion, et lille teater med meget højt til loftet. Der var udsolgt til allersidste mand med 500 mennesker, Thåström og band var på hjemmebane elektrisk sitrende, virkelig en sund, solid aften.

Senere gennem frostdampende Stockholm til hotellet ved Centralstationen, men ikke i seng før jeg alene et godt stykke bag midnat havde været ude at vandre på Sveavägen – forbi Olaf Palme’s mordsted og mindetavle – til Roslagsgatan op gennem Sibirien, hvor Hilmer og jeg en anden kold STHLM-vinter så mange år inden, sammen med Imperiet/Thåström-producer Stefan Glaumann, havde mixet sange i Mistlurs Studio til LS’s debutplade. Men det er en anden historie, og den her er bedre. Her en optagelse af de musikalske begivenheder i Orion på Söder den omtalte aften med sang nummer to og tre på setlisten…

Joe Ely RIP!

Som Pastoren skriver herunder, så er det en amerikansk musiker fra persongalleriet omkring The Clash’s storhedstid, der er forsvundet med Joe Ely’s bortgang. Men hvordan lød denne softspoken texaner så, når han sang? Her synger han han det på en optagelse fra 2010 om at leve evigt, og nej, det er ikke den med Oasis…

Måske flere er stødt på ham i den vidunderlige dokumentar Be Here To Love Me om Townes Van Zandt, hvor Ely i filmens åbning (fra 1:48) fortæller om sit første , helt tilfældige møde i 1968 med blafferen Townes på en landevej udenfor Ely’s daværende hjemby Lubbock, Texas…

Joe Ely er død

Joe Ely døde i går; han blev 78. For nogle er det måske lidt overraskende at denne dygtige countrymusiker fra Texas havde en tæt forbindelse til et ikke helt ukendt engelsk band, der ofte bliver nævnt her.

Joe Ely mødte The Clash i London; de udviklede stor respekt for hinanden og turnerede sammen. På ¡Sandinista! finder man da også linjen “Well there ain’t no better blend than Joe Ely and his Texas Men” (i sangen “If Music Could Talk”).

Jeg købte for mange år siden live-albummet Live Shots, der består af koncertoptagelser fra turneen lige efter London Calling. Det er et godt sted at starte.

Musik for voksne mennesker anno 2025

Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?

Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.

Da JD bliver til NO

Ian Curtis tager sit eget liv, Joy Division er ikke mere. De tre tiloversblevne fortsætter som New Order. Deres første single udkommer ti måneder efter Curtis’ død. Den indeholder to sange som blev skrevet – den ene endda fremført live – med Joy Division. Det er guitarist Bernard Sumner som tager skridtet frem til mikrofonen foran bandet. Sikke en debut…

Postkort fra Verlaine

Et bittersødt postkort fra New York City og Television-guitargeniet Tom Verlaine, der ville være fyldt 76 i dag. Kunne hans ekspressive spil nogensinde opleves her i landet? Jo, Television spillede i 1977 i Daddy’s Dance Hall ved Vesterport, Verlaine gav ti år senere en fornem koncert med sit soloband i Carlton på Vesterbrogade, han var helt alene en aften i Musikcaféen i Magstræde (der var ikke udsolgt) i 1991, og han kunne senere opleves som en del af Patti Smith’s band i Amager Bio. Jo, og så var det gendannede Television i 90’erne på plakaten på Roskilde Festival.

Drinking brew for breakfast

Skal vi? Bør vi? Må vi virkelig? Årsfejringen af dette album er efterhånden blevet en kliché på denne side. Historien er blevet fortalt før. For 46 år siden i dag i Lehmannn Radio & TV i Viborg og spørge pligtskyldigt (men uden meget håb) på London Calling, dagens nye udgivelse med The Clash, som til stor overraskelse straks bliver fundet frem under disken – hvilken glæde! Men lad nu hellere høre om dit møde og oplevelse med dette dobbeltalbum, hvis ellers det har sat sig spor i hukommelsen. Mens der tænkes efter, så her et levende spor fra London Calling, sidste nummer på side 1, ‘Rudie Can’t Fail’…

Sandinista 45!

Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og vel ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-insisterende Sandinista! i dag.

Altings blå

LS er ude med nyt album, som tager meget fokus her på siden lige nu, men hey, den her danske udgivelse fortjener også en shout-out. Henrik Olesen, den musikleverende del af Olesen-Olesen, har gennem de senere år uden store armbevægelser udsendt en række intime, lydhøre, nærmest minimalistiske soloplader af høj kvalitet. I fredags kom så et nyt album med titlen Sange, der kan købes sammen med bogen Essays, og ja, hvad mon dén indeholder? Her et af de ni indbydende nye tracks fra pladen…

Introducing…Dove Ellis!

Hvis man sætter sin Nick Drake, Tim/Jeff Buckley eller Bon Iver meget højt, så kommer denne 22-årige irske debutant som sendt fra Manchester, hvor han pt. holder til, laver musik fra og forleden udsendte sit debutalbum Blizzard, der lige nu modtager de vilde anmeldelser i engelske aviser og musikmagasiner. Mød hans kringlede sange og så flyvefærdige, flugtende vokal her på tre akustiske sange i en helt ny optagelse fra The Old Operating Theater i London…

Wire i december

Bandet Wire startede fra punk i London. Deres debutplade Pink Flag (1977), som indeholder 21 korte, observerende numre på 35 minutter, lyder ikke som noget andet band i verdenshistorien og er en meget kvik genreklassiker. Men lynhurtigt udviklede bandet sig i en retning, der rimede så langt mere på art school og formeksperimenter, end på på de store koncertsale og Top of the Pops. Wire’s første tre albums står ret essentielle nu, det tredje 154 (1979) er en svært eksperimenterende postpunk-affære, der indimellem støj, tableauer, udladninger, afveje og atonalitet træffes af de skønneste, nærmest uskyldsrene melodi-syner. Som nu her på ‘The 15’th’, en perfekt sang som opretholdelse til sådan en grå onsdag i december…