Diskuterede med en svensk Stockholm-bekendt, der som siden her i 1990’erne har Morrissey stående meget højt på den musikalske himmelhvælving. Vi kom til at tale om Södermalm-bandet Weeping Willows og deres sanger Magnus Carlson – ham med et ansigt som en dreng fra en hjerteskærende trist børnefilm fra 1964 – og udsagnet kom, at Weeping Willows-singlen ‘Stairs’ fra 2004 er “den bästa Moz-låt som Morrissey själv aldrig gjorde”. Jeg hører efter lige nu og kan kun erkende, det synes rigtigt. Og Magnus Carlson har ovenikøbet en stor nok stemme, samt de elegante fraseringer, til at kunne leve sig fuldstændig ind i rollen som forbilledet, hvis det altså er det som er hans store drøm. Men jo, det lyder sådan på denne stolte forkyndelse af Morrissey’s fortabte verden…
Kategoriarkiv: Blog
Lynch
David Lynch døde i år, 15. januar. En af hans store gaver var talentet for at kunne bringe ro til kaos og vice versa. Som her på denne nærmest doowop-lydende sang fra 2013, hvor Lykke Li synger for, en harmonisk drømmetilstand, dog med en ildevarslende skygge lige på grænsen af synsfeltet. Twin Peaks revisited i både stemning og attraktion…
Hey Joe!
Bob Marley har skrevet sangen, Johnny Cash synger første vers/omkvæd, Joe Strummer tager andet vers, de to deler andet omkvæd og så fremdeles. I dag ville det scenarie være AI, et illusionernes ligegyldige skuespil, men i sommeren 2002 var den slags virkelighed, affødt af et arrangeret møde i et studie i Los Angeles, hvor Cash indspillede med Rick Rubin. Joe Strummer døde pludselig få måneder senere, 22. december 2002…
Antony Price RIP!
Bryan Ferry har i går delt denne TV-reportage fra 1986 om det engelske modeunikum Antony Price, Ferry/Roxy Music’s tøjdesigner, art director og coverstylist, der døde forleden i London…
Årets korteste dag
Hvem har ikke brug for et fyrtårn på årets korteste dag?! Fra de år hvor Interpol fløj med brede vinger; dette nummer slutter den anden af de første tre plader, der stadig står tindrende klart. Sikkert ikke til at høre, men hørte netop Antics (2004) her voldsomt meget, da vi var i Berlin i januar 2005 for at indspille og formgive Vejen Hjem Fra Rocknroll-albummet…
Bryan F. from London
Det er lige før jul i London, 1974. Den travleste mand i engelsk rocknroll-showbiz lige da er muligvis Roxy Music-frontfiguren Bryan Ferry, der siden bandets debut i sommeren 1972 har udsendt hele fire studiealbums med Roxy. Som om det ikke er mere end rigeligt, har han også fundet tid til at indspille og lancere to soloalbums i samme periode, glimrende plader, der med en enkelt Ferry-sangs undtagelse består af covers fra populærmusikkens sangskat. Årets sidste store opgave for travle Ferry er tre solokoncerter – Newcastle > Birmingham > London – med stort band, der 19. december konkluderer med en aften i selveste Royal Albert Hall. Denne sidste koncert af de tre fik en forsinket men velkommen pladeudgivelse for fem år siden. Liveplader lever sjældent op til det de gerne skal, nemlig at bringe lytteren den vitale nærhedsfølelse af næsten at være tilstede, men det formår den optagelse fra Royal Albert Hall med en storsyngende Ferry og hans sublimt spillende band, hvor ikke mindst den hårdtslående Roxy-trommeslager Paul Thompson lægges positivt mærke til. Her er det Bob Dylan, der fortolkes på aftenen. Den heftige sangtekst er virkelig noget udover det sædvanlige og kan ses under kommentarer.
Bettina K. aus Berlin
Et stykke dekadent Berlin denne lørdag, sendt med Bettina Köster, mest kendt fra postpunk-årene i Vestberlin som sangerinde i kvindebandet Malaria!. Før det var Köster co-grundlægger af den undergrunds-centrale tøj- og kunstbutik Eisengrau, samt NDW-bandet Mania D. Efter Malaria!’s opløsning i 1984 boede hun en lang årrække i New York City, hvor hun arbejdede indenfor filmbranchen. Siden er hun vendt tilbage ikke bare til Tyskland, men også til musik, og her er hun for syv år siden med sin egen version af ‘Der Novak’, en lettere depraveret vesttysk populærsang fra 1956, som hun med sin livsbrugte stemme og forfinede dog rå seen-it-all-udstråling tager sit helt eget sted hen. Den heftige sangtekst er virkelig noget udover det sædvanlige og kan ses under kommentarer.
Hesten kommer ud
Koncertsektionen på denne side er netop blevet opdateret, så det kommende forårs aftener landet over med Duus, Tyrrestrup, Kjeldsen, Damgaard og Unmack nu kan tjekkes og sættes kryds i kalenderen ud fra.
Den tour vil naturligvis præsentere det nye LS-album I Love You, Goodbye, der nu har fået endnu et positivt vidnesbyrd med sig. Det står journalist Erik Jensen for på det seriøse musiksite allthat.dk, hvor den hvide hest tildeles fem stjerner i en anmeldelse på 5438 anslag, der kan læses lige her.
Årets julegave? Giv en hest.
U-BAHN
Troede et øjeblik U-BAHN var et band med et nummer der hed ‘This Eternal Decay’, men desværre forholder det sig lige omvendt, hvilket gør alt så langt mere ordinært. This Eternal Decay fra den evige stad Rom er helt sikkert en hurtigtvirkende postpunk-bouillonterning, men at håbe på mere end det vil vist kun ende i tårer…
R.E.M. efter begyndelsen
Vi havde her onsdag ‘Begin The Begin’, den heftigt tunge begyndelse på R.E.M.’s fjerde album Life’s Rich Pageant (1986). Men hvad sker der så umiddelbart efter på den pladeside, som måske har R.E.M.’s mest overbevisende udlæg af numre i karrieren? Jo, tempoet bankes ubesværet i vejret og grebet strammes yderligere med ‘These Days’, en disciplineret kegle af energi, der som nummer har stærk klang af manifest, for “we are young despite the years / we are concern, we are hope despite the times…”, som der stålsat gentages. Efter de mange tålmodige afveje, de så omstændige konstruktioner på den regntågede forgænger Fables of the Reconstruction (1985), kom denne hvirvelvindsenergi velgørende vital. Life’s Rich Pageant var allerede efter to numre pladen, hvor R.E.M. smed hvalpefedtet og fremstod udvokset. Ikke flere mumlede tekster eller stikken hovedet i sandet, derimod et toptrimmet ungt rockband, der syntes klædeligt beruset af at opdage mulighederne i eget brede vingefang…
Kirsty
Engelske Kirsty MacColl døde dags dato for 25 år siden ved en ulykke i Mexico. Her er hun i sin mest elskede sangrolle, som duetpartner med Shane MacGowan på The Pogues’ ‘Fairytale Of New York’. Den sang er lige nu netop blevet genudsendt som single og med på 12″er-versionen er en liveversion optaget 17. december 1987 i Glasgow. Den fornemt komponerede/arrangerede sang er da blevet udsendt for første gang et par uger tidligere og nu på vej op af hitlisten, men slet endnu ikke den selvskrevne sæsonklassiker, juledramaet står som overalt i dag. Den aften på Barrowlands spilles ‘Fairytale Of New York’ live for allerførste gang. Kirtsy MacColl har ligget underdrejet af sceneskræk en tid, men hun overtales af The Pogues til at komme op til Glasgow og synge med foran et rowdy skotsk publikum. Det lyder som en god idé…
Syng os den dødssang i en verden, der vil sin egen undergang, Blixa!
Og Blixa Bargeld sang Bowie i år. Hvem andre end han kan egentlig slippe godt afsted med det? En af årets stærkeste udgivelser, er det ikke?
10 år med Lazarus
I går blev det på dagen ti år siden David Bowie udsendte ‘Lazarus’ som single, tre uger før dens moderalbum Blackstar udkom, tre uger og to dage før han selv døde. Samme aften kunne nordamerikanerne se nummeret opført på Stephen Colbert’s TV-show af holdet fra Bowie’s Broadway-jukebox musical Lazarus, som netop havde haft premiere tidligere i december. Det er naturligvis Michael C. Hall, der spillede rollen som Bowie/Thomas Jerome Newton-karakteren på Broadway, der synger for denne aften i CBS studierne i New York. Vi kender Bowie’s egen studieversion, så interessant her istedet at høre nummeret givet helt friskt og levende på udgivelsesdagen…
End the end
Mike Mills fra R.E.M. har fødselsdag i dag. Man kunne vælge hundrede andre og mere kendte sange med det lille store band fra Athens, GA til at markere dette med, men valget denne onsdag falder på åbningssporet fra Life’s Rich Pageant (1986). Hørte ‘Begin The Begin’ forleden nat og måtte nærmest måbe over, hvor voldsomt godt dette umiddelbart lidt ansigtsløse nummer egentlig står med sine knaldhårde rytmeguitarer, Mills’ rygrad af en steady bass og de smarte – men aldrig dumsmarte – transponeringer nummeret tager i sit seje træk fremover. Tillykke til Mike med ønske herfra om snart at få gang i den genforening af bandet, ingen tror på længere, men som verden sådan har brug for. Talent forpligter, så begynd igen.
Hunky Dory, don’t worry
I dag var en ung artist formodentlig blevet opgivet af branchen inden, men der var større tålmodighed med talenter, da David Bowie i sit fjerde forsøg endelig trådte i karakter og med Hunky Dory leverede det gennemført helstøbte album, hvor talentet blomstrede så det kunne ses af selv et blindt øje, her var en sund kerne af noget helt specielt og særegent. Hunky Dory blev udsendt 17. december 1971 med denne altid lidt oversete perle som sit slutnummer…