Fordi også Mlle. Hardy kan sit efterår. Og fordi mester Ennio Morricone har begået denne sang. Originalen er med den italienske sangerinde Mina og hedder ‘Se Telefonando’. Dramaturgien er speciel; det opbyggende vers kører fra start og de første 48 sekunder frem, hvorefter resten af sangen er ét langt omkvæd, der hele tiden holdes i fremdrift gennem transponering.
Kategoriarkiv: Blog
Introducing…Gabel/Ossler!
Pelle Ossler (den fornemme ex-guitarist hos Thåström og medlem af Sällskapet) har netop udsendt et nyt album sammen med Christian Gabel (kendt fra Bob Hund og for sit eget projekt 1900). Sådan her går åbningsnummeret på den stemningsfortættede plade…
Fra station til station
I dag rejste jeg hjem fra Stockport efter et besøg hos min søster og hendes familie. Ved stationen var der opsat en mindeplade (som endda havde form som en plade!) til minde om hin aften i april 1970. hvor David Bowie var nødt til at sove på perronen. Han havde ikke nået det sidste tog tilbage mod London efter at have givet en akustisk koncert, som nogle skoleelever havde arrangeret (formodentlig til ære for denne blogs anden forfatter, der dagen forinden var fyldt seks år).
Hvad så, Ken†?
Et år i dag siden Kent pludselig annoncerede deres genkomst med de store stadionkoncerter i det sydlige Stockholm. Først var der tre, så blev de til seks. En lille uge som krævede masser af forberedelse for at banke liv i det døde band igen. Og fem måneders lang ventetid med feberdrømme og tanker fra bandets enorme tilhængerskare. Mange blev siden forløst ved at opleve bandet spille sine hits foran dem. Men der var også en skuffelse, som var til at tage og føle på. Den over at Kent stod der på scenen, men netop ikke var tilbage som den faste og bestandigt levende del af tilhængernes liv, der måske var mest savnet.
Sker der virkelig ikke mere nu? Hvor stor må fristelsen ikke være for Jocke Berg & co at skrive videre på historien, igen at føle sig i levende fremdrift og måske – i al hemmelighed naturligvis – indspille de nye Kent-sange, der virkelig vil fucke med alles forestilling om, hvad der er op og ned, hvad der er slut og begyndt? En god bekendt foreslog forleden dette scenarie som en realistisk mulighed. Og jo mere jeg tænker det igennem, jo mere tror jeg også på det; der kommer et nyt Kent-album inden for de næste par år. Du læste det her først. Måske Jocke alligevel er bange for mørket.
Her kommer efteråret
Et efterår ankommer ikke rigtigt på denne blog uden et eftersyn af dette lykkelige sammestød mellem musik og billeder. Sangen er Lee Hazlewood’s, filmen L’Enfer d’Henri-Georges Clouzot, drømmebilledet Romy Schneider, oplevelsen vores.
Lørdagaftenspunkrock
Belfast’s Stiff Little Fingers er opkaldt efter et nummer fra League 1-Londonbandet The Vibrators’ debutalbum. 17. oktober 1978 rykker SLF selv et par divisioner højere op med sin anden single, der bringer denne hjemstavnssang fra The Troubles, i dag en selvskreven britisk punkklassiker. Samme unge nordirske generations udgangspunkt, men en helt anderledes tilgang og lyd end hos samtidige The Undertones…
Rattus Norvegicus igen
Med Buzzcocks som klassisk support fra punk-årene har The Stranglers lige nu påbegyndt en to ugers tour i England. I aftes var det O2 Academy i Leeds, i aften gælder det O2 Academy i Manchester. Da punk brød ud i England var det tæt på umuligt at læse en omtale af The Stranglers uden musikalske samligninger med The Doors. Dette skyldtes naturligvis det nu afdøde keyboard-es Dave Greenfield, hvis hurtige, rullende orgelspil i sin klassiske form uværgeligt gav lydassociationer til The Doors’ Ray Manzarek.
Døm selv herunder om Doors-referencen har noget på sig på startnummeret fra Leeds i aftes, som tillige er åbningsnummer på Rattus Norvegicus, debutalbummet, der udkom i april 1977. Iøvrigt en interessant og yderst brutal basslinie, Jean Jacques Burnel får spillet. Så travl i sine løb, at JJB undtagelsesvis har måttet bede Hugh Cornwell om hjælp til at synge sin farvelsang til moderens hjemby Toulouse.
Rattus Norvegicus bliver iøvrigt genudgivet netop i dag på gennemsigtig grøn vinyl. Kan kun sende de varmeste anbefalinger af albummet herfra til hvem, der ikke måtte kende det. Selvom udgivelsen dengang kom påstemplet som punkplade har den så mange andre musikalske og melodiske facetter, som tager den helstøbt udover og frem til i dag fra sin sikkerhedsnåls-påhæftede samtid…
Når sommeren er gået vil Jim være væk
Det er sommer. Jim døser i en hængekøje, Jim hænger ud ved kysten med The Doors. Jim drikker vin af en flaske i skygge af træerne. Jim ruller som et firben på en mosklædt klippe. Jim svømmer i en vild bjergstrøm. Jim sidder på sejlskibets bom med mægtige Californien til styrbord. Jim sejler ind i solnedgangen. Og her kommer efteråret. Sigende små filmsekvenser af rockgud Jim Morrison i sit voksne livs korte blomstring. The Doors’ bedste sange står i en 60’er-klasse helt for sig selv. Med sin elegante melankolske grundtone af at miste noget dyrbart er ‘Summer’s Almost Gone’ en af dem…
Arven fra The Gun Club
Jeffrey Lee Pierce’s særegent sprængfarlige Gun Club-cocktail af prærieulvs-punk rock og nederlags-blues skulle vise vejen for mange. Bare her i landet havde f.eks. begyndelsen på Disneyland After Dark (med Stig på sydstatsflags-dekoreret bass) været en musikalsk umulighed uden de to første Gun Club-albums. Især i USA trak bandet dog et langt spor af inspiration efter sig. Her et slående eksempel fra californiske The Leaving Trains’ debutalbum i 1984, hvor Gun Club’s egen Terry Graham endda sidder bag trommerne. Nummeret ‘Creeping Coastline Of Lights’ versioneres iøvrigt senere af Mark Lanegan på det album, hvor han også giver sit afdæmpede take på Gun Club’s Miami-klassiker ‘Carry Home’, ja, tingen hænger sammen. ‘Creeping Coastline Of Lights’ kunne fint i melodi, tone og tekst have været en Gun Club-sang, selvom Leaving Trains-sangeren Falling James – godt navn! – heldigvis har sin egen personlige lyd. Jeffrey Lee Pierce fik sig desværre aldrig i levende live den brede anerkendelse, hans kerne af musik ellers gør ham så fortjent til…
Arh altså, Lawrence!
Siden her blev kørt lidt rundt med i går. Skrev om Mozart Estate’s nye album i den tro, at det var, well, et nyt album. Viser sig nu i stedet, der mere end mindre er tale om en regulær genindspilning af den tidligere inkarnation Go-Kart Mozart’s 2005-album Tearing Up the Album Chart. Så er det hermed skrevet.
Nedtælling igang
I dag er der fem uger til I LOVE YOU, GOODBYE udkommer. Det nye LS-album kan allerede nu forudbestilles signeret på denne nye webloveshop: http://www.loveshop.nu
Lawrence mod Verden
Lawrence’s nye Mozart Estate-plade er udkommet i dag. Som ventet er hans lav-socialrealistiske TV-jinglepop – sangtitler som ‘Fuzzy Duck’ og ‘A Lorra Laughs With Villa’ siger vel mere end ord – umulig at elske eller bare holde af, selvom det paradoksalt nok forholder sig lige modsat med den fortabte mand der står bag.
En sang der dog skiller sig meget og positivt ud på Tower Block In A Jam Jar er ‘Listening To Marmelade’s tre speedede minutter, der lyder mindre som beundringsværdige men ultimativt frygtelige Mozart Estate og ret meget mere som Denim, Lawrence’s band i start 90’erne, hvis plastic glam-duftende debutalbum Back in Denim (1993) hørt herfra er en alt for hemmelig Britpop-klassiker.
Befriende efter alle disse år med Lawrence’s destillerede muzak, at høre ham give et straightforward rocksmash uden brun/orange 70’er-gulvtæpper på gulvet eller lurvede Benny Hill-synthlyde. At nummeret så øjensynligt handler om at lytte til et bedaget skotsk softrockband (Marmalade), tiden nådigt har glemt alt om, det er en anden sag. Man kan ikke få det hele på én gang…
Light in my head, you in my arms…
Efter ‘the big music’-mægtige This is the Sea (1985) gav Mike Scott og The Waterboys sig god tid med de øjensynligt endeløse sessions til opfølgeren, hvor både bandets fascination af keltisk folkemusik og den amerikanske tradition blev forfulgt ud i alle kroge. Langt senere udkom et boxset med hele 121 sange fra de to års optagelser, hvilket kun viser det enorme forarbejde til det enkelte album på 13 sange, der udkom dags dato i 1988. Fisherman’s Blues er det spændende brydningsalbum, hvor The Waterboys står i grænselandet mellem en Bunnymen/U2-storladen rockmusik, som havde båret de tre første albums, og så den irsk-smagende folkemusik, der skulle tage helt over på Room to Roam to år senere. Her er albummets klassikerlydende åbningssang og titelnummer, der bringer det bedste fra begge de to verdener…
Absolute beginners of the end
16. oktober 1981, dagen da The Jam skiftede kurs og begyndte at dø. Både som band for Paul Weller, der tydeligvis – og naturligt nok – var tiltrukket af en anden musik, men også for mig, der havde haft dem helt på toppen siden begyndelsen med ‘In The City’, fire år tidligere. Det var ikke i sig selv de nyindbragte horn på den nye single ‘Absolute Beginners’ der var noget galt med, for blæseinstrumenter fungerede så fint hos de samtidige Two-Tone-bands. Det var derimod deres bisværme-hidsige, funk-synkoperede arrangementer og den stressede ikke-sangmelodi, som signalerede at The Jam’s guldalder var forbi.
Og det var den jo så egentlig slet ikke, for næste singles ‘Town Called Malice’ skulle vise sig at være et perfekt #1-hit-ægteskab mellem vital anglificeret Tamla Motown-pop og Margaret Thatcher-armod, men man fornemmede også instinktivt der, at Paul Weller’s souldrømme havde vokset sig for store til The Jam. Så var ‘Absolute Beginners’ da kun skuffelse i oktober 1981? Nej, B-siden ‘Tales From The Riverbank’ kunne stadig meget af det A-siden ikke formåede i sin forcerede ambition; en klassisk bittersød Paul Weller-komposition af levet engelsk liv og rustne tårer. Så det er den der kører her…
Introducing…Night Tapes!
London-trioen Night Tapes, hvis navn ret fyldestgørende fortæller i hvilken retning deres musik lyder, er netop albumdebuteret med Portals//Polarites. Her ‘Helix’, en af albummets singler…