Det er efteråret 1980. Echo and the Bunnymen bliver lagt mærke til med debutalbummet Crocodiles, som er blevet udsendt samme sommer. Forsanger Ian McCulloch stiller op til det engelske musikblad Smash Hits, hvor han skal vælge sine ti favoritsange…
Da vi først kom til København omkring 1980 og var til koncerter i miljøet, blev der lagt mærke til den aparte ældre mand – han har vel da været næsten 50! – som skilte sig ud blandt det meget yngre publikum. Iklædt åben sort læderjakke, stramme jeans, rodet vigende hår og et sært fortrukket ansigt lignede han et vildt dyr. Vi lærte senere, det var digteren og skribenten Poul Borum, der havde en kamæleons evne til at følge tidens trends og stilistiske drejninger, men som også lynende intelligent altid var værd at lytte på, når han dissekerede tidens udtryk, det være sig i litteratur eller musik.
Borum, der holdt til i en stor herskabslejlighed langs havnen, ville være fyldt 91 år i dag. Her er han i en for ham helt uvant rolle som sanger på postpunk-bandet Tristan T’s bud på Lou Reed-standarden ‘Walk On The Wild Side’. Det er naturligvis Poul Borum selv som bramfrit poetisk har oversat til denne version, hvor hans så specielle diktion også kommer til sin ret. Sangen her – iøvrigt coproduceret af en vis Finn Verwohlt – blev udsendt som single i 1986, og har delt vandene lige siden…
Og det er ikke en hvilkensomhelst. 14. oktober 1977 følger David Bowie op på samme års Low – udsendt kun 273 dage tidligere! – ved at udgive “Heroes”; lyden af fremtiden, lyden af Vestberlin, lyden af en befriet mand, der er brudt ud af traditionens fængsel…
Liverpool-sangerinden Luvcat, hende der som kun 16-årig løb bort med et cirkus, fik stor britisk opmærksomhed sidste år, ikke mindst på indie-stærke ‘He’s My Man’, som øjensynligt var perlen på det samtidige debutalbum. Her et år efter udsendes succes-sangen nu igen, men denne gang med den berygtede Manchester-punkdigter John Cooper Clarke ombord ved mikrofonen. Hans mørke, svimle stemme fungerer faktisk overraskende langt bedre i denne umage pop-melodiske sammenhæng, end man måske lige umiddelbart havde turde håbe på…
Var det sjovere at være pladekøber med penge på lommen dengang lige omkring punk, da rockmusik skød i alle retninger? Ja, måske. Tag nu 14. oktober 1977, som vi har oppe at vende lige herover i forbindelse med David Bowie. Den dag udkom ikke blot hans “Heroes”, men også Ultravox!’s andet, så heftige album Ha!-Ha!-Ha!. Skulle man ønske sig en single eller to med hjem fra sin pladebutik den fredag, var der også fristende muligheder. Ikke blot udsendte Elvis Costello sin The Clash-inspirerede ‘Watching The Detectives’, nej, Sex Pistols varmede op til deres voldsomt imødesete debutalbum Never Mind the Bollocks to uger senere med en endnu mere spektaulær single…
47 år siden i dag at Public Image Ltd debuterede med dette singlebrag. For sangen lød jo ikke som noget hørt før, og da slet ikke Sex Pistols som John Lydon havde forladt ti måneder tidligere. Det her var hans nye band med en lyd, der med et fik Pistols til at fremstå som konservative traditionalister med deres samtidige The Great Rock’n’ Roll Swindle-udgivelser…
Post-punk som genre opfindes vel dels med denne single, dels ved udsendelsen en måned senere af The Scream, debutalbummet fra Siouxsie and the Banshees. Svært at gengive i dag, hvor vildt og friskt og helt nyt disse to udgivelser lød i efteråret 1978.
Mandag på bloggen med et australsk band, vi aldrig her havde hørt en tone fra før i går. RVG kommer fra Melbourne, Victoria i Australien, er centreret omkring sangerinde Romy Vager og har til nu udsendt tre albums. Dette så enkle nummer, der tålmodigt folder sine vinger ud og endelig letter på en lys synth, er en single fra seneste udspil Brain Worms (2023)…
Engang udsendte Lawrence my(s)tiske, underskønne indieplader af en anden sløret og hemmelig London-verden med sit band Felt. Man skal nok læse sidste års opsigtsvækkende biografi A Year with Lawrence for nogenlunde at forstå, hvorfor han i dag med Mozart Estate i fulde alvor laver en musik, der lyder som den slags top-cheasy reklamejingler, der kørte på engelsk TV i 1970’erne. Her er Mozart Estate’s nye single, en forløber for albummet Tower Block In A Jam Jar…
Endnu et ikonisk Peter Saville-design er det sort/hvide coverarbejde til Depeche Mode’s livealbum 101 (1988), der dokumenterer englændernes triumftog i USA, hvor verdenstouren for Music for the Masses (1987) rundes af – show nummer 101 på touren, naturligvis – i Pasadena Rose Bowl i Los Angeles. Her aftenens tredje – og tourens sidste – ekstranummer…
Københavns Lufthavn, torsdag aften.
Håber ikke det var for chokerende, da George Michael dukkede op her på siden under gårsdagens fødselsdagshilsen til cover-maestro Peter Saville. Der stod hans cover lidt under Joy Division’s, og hvor mange mon egentlig ved, at George Michael havde side 2 på deres Closer (1980) som et af sine stykker yndlingsmusik overhovedet? Så aldrig noget lys i Wham, men George Michael’s solosingle ‘Careless Whisper’ (fra juli 1984) er noget af det mest forædlede stykke 80’er-pop, jeg har oplevet. Sådan en sang man har billeder for livet til, en sæsonbestemmer, en duft der forsvandt men som pludselig kan komme tilbage, båret af vind fra nu opløste drømme. Her er sangen i den overlegne 12″er-version, der stadig kan gøre mangen en nordisk sommernat vægtløs og blid. Musik kan…
Tillykke til art director/grafisk designer Peter Saville, som i går rundede de 70. Fra først Factory Records til dernæst hele den engelske musik som sin scene at boltre sig på har Saville’s udsøgte sans for muligheder, udfordringer og æstetik indenfor den berømte vinylkvadrat på 30 cm været stærkt udslagsgivende for rockmusikkens visuelle udvikling. Ja, hvor havde den mon været i dag uden hans stilsikre stigfinding? Her fire i hast fundne eksempler på Peter Saville’s talent. Det kunne ligeså godt have været 60 andre covers og det ville have fremstået ligeså overbevisende. Så dygtig er han.
1986 er en brydningstid for The Stranglers. Efter et tiår med først de attitude-punkede tre albums, der skaber bandets ry, siden en række imponerende plader, som med evne og held bevæger sig eksperimenterende vægtløst omkring alt fra postpunk-moderniseret krautrock til en stemningsblå europæisk popmusik af helt eget snit, mavelander Guildford-bandet tungt på drømmeløse Dreamtime, der i 86’er-steril produktion præsenterer en flok nye numre generelt uden den klasse eller det personlige engagement, The Stranglers’ lyttere er blevet opdraget til at forvente.
Et godt eksempel er førstesinglen ‘Nice In Nice’, en sært anonym affære. Men vend den 7″er om og find det egentlige guld på B-siden ‘Since You Went Away’, der hørt i dag ikke blot burde have klaret cuttet til selve albummets tracklist, men nok også været udsendt som single i eget navn. Noget så sjældent for The Stranglers i 1986 som en rigtig sang, der ånder og lever…
Så et sted sanger Cameron Winter fra Geese, årets vel uden sidestykke mest hypede amerikanske band, blive sammenlignet med Van Morrison. Det forklarer måske de af os, der endnu ikke er blevet inviteret indenfor bag lyden af hans stemme på det nye album Getting Killed…
Blitzglimt af markører som The Triffids og The Walker Brothers skyder gennem hjernen samtidig med at dagens nye single fra canadiske The Dears udspiller sine dramatiske tre minutter. Klassisk, stort opbygget popmusik der kom, levede og forsvandt før i morgen blev i dag…