Ovenpå den mørktduvende, tætsiddende, elektroniske Den Morronen (2015) føltes det som en slags ny start for Thåström, da han 29. september 2017 udsendte den mere direkte, rocktunge og omkvædssøgende Centralmassivet, der nummer for nummer stadig står tårnende i dag. Tog et tog op til Göteborg til de to premiereaftener i Lisebergshallen et par uger efter, fandt ud af det var stærkt vanedannede, og endte med en gavmild håndfuld svenske shows den næste halvanden måned. Her åbningsnummeret ‘Bluesen I Malmö’ første gang nogensinde det fremføres live, som første nummer på setlisten den første efterårsaften i Göteborg…
Sådan her slutter det. Efter kun fire brillante, hektiske år afrundes det sidste The Smiths-album med den nedbøjede ‘I Won’t Share You’, muligvis et kald fra Morrissey til Johnny Marr, som han ikke længere er på talefod med. The Smiths’ svanesang af et stærkt afskedsalbum Strangeways, Here We Come udsendes dags dato i 1987…
“It’s live music,” siger Pulp’s Jarvis Cocker forklarende til publikum i Hollywood fredag aften, da første forsøg på en fælles duet med LCD Soundsystem, bryder sammen på scenen. Sangen der gik galt er et take på Heaven 17’s ‘We Don’t Need This Fascist Groove Thang’, der stod voldsomt stærkt i Margaret Thatcher’s England, men så sandelig også kan noget midt i det amerikanske samfund lige nu…
Det her velsmurte oldboys-ensemble fra nordirske Londonderry spiller i aften på Peter Bangs Vej 147, ude på Frederiksberg. Har deres musik nogen relevans, eller er den blot et glansbillede fra en fjern tid der gik bort? Må tilstå jeg af hjertet hælder til det første. Og det endda selvom bandet nu kun spiller med en vellydende ersatz-sanger for Feargal Sharkey, der forlod The Undertones for 42 år siden…
Og versionen af Skebokvarnsv. 209-sangen ‘Stjärna Som Är Din’, en sang der ofte bruges til specielt barnedåb og navngivningsfester i Sverige, ligger som åbningsspor på Titiyo’s nye coveralbum Hemland, der udkommer i dag. Turnepremiere i Skåne-byen Kristianstad i aften, inden det bliver Malmö City i morgen…
The Beatles havde fra 1968 og frem sit eget pladeselskab Apple Records. Udover at udsende bandets egne indspilninger – og efter bruddet soloudgivelser med dets medlemmer, samt the Plastic Ono Band og Wings – signede man også artister udefra til Apple. Således var f.eks. Badfinger, Billy Preston, Doris Troy, James Taylor, Mary Hopkin, Jackie Lomax, Brute Force, Radha Khrishna og Trash tilknyttet. Ja, selv Hot Chocolate udgav en single med det berømte æble-label i midten. Men slet ikke alle artister havde talent nok til at komme indenfor i Beatles-varmen. Sådan her kunne et standardafslag se ud…
Det var slet ikke atypisk for Siouxsie and the Banshees, når bandets postpunkede numre var centreret omkring – eller direkte syntes at udspringe i – tonerne og spillet fra Steve Severin’s bass. Tag nu f.eks. bare singlen ‘Israel’ herunder, som vi markerer Severin’s 70-årsdag i dag med.
At storladne Banshees en dag bliver gendannet forkommer næppe sandsynligt efter tromme-es Budgie’s nyudsendte biografi, der ifølge omtalerne ikke ligefrem skåner Siouxsie Sioux, som Budgie levede sammen og var gift med i 16 år. Og Severin? Ifølge rygterne holder han til og lever livet i Edinburgh…
Der er udgivelsesdage hvor man som pladekøber har kunnet forkæle sig selv langt udover det sædvanlige. En sådan dato er 23. september 1977. Tænk den dag at være vendt hjem med en bærepose indeholdende The Stranglers’ andet album No More Heroes, samt David Bowie’s nye single ‘Heroes’ OG The Clash’s punk-banebrydende 7″er ‘Complete Control’. Derfra kunne det vel næsten gå nedad bakke…
Ordnung muss sein. Beklager at vi tog fejl af et udgivelsestidspunkt for et par uger siden. Derfor genbringer vi nu dette indlæg på den rette dato i dag. For Parallel Lines, Blondie’s tredje album, udkom nemlig 23. september 1978. Side 2’s åbningsnummer ‘11.59’ burde have været en single, men var ikke blandt de seks (!) A-sider Chrysalis udsendte fra Lower East Side-bandets kunstneriske og kommercielle gennembrud…
Der er en kold snert i luften denne sene mandag i september. Den signalerer det måske bør være tid til at bringe denne sang fra 1938 af Kurt Weill og Maxwell Anderson, som både Frank Sinatra og Lou Reed har prøvet kræfter med. Her er det dog Echo and the Bunnymen’s Ian McCulloch, som i 1984 – ovenpå samme forårs triumf med Ocean Rain – havde planer om at indspille og udsende en række solosingler med klassiske sang-numre. Det blev dog kun til denne første, hvor også han på ‘September Song’ forhandler med det svindende lys. Og imens skyller efterårets bølger nådesløst ind mod den engelske kyst på en elskelig old school promovideo, der viser hvor ambitiøst man kunne gå til værks med det medie i dets unge MTV-guldalder…
…Well, it’s a long, long time From May to December But the days grow short When you reach September And the autumn weather Turns the leaves to gray And I haven’t got time For the waiting game…
Hvor mange kender egentlig Mariannne Faithfull’s version af Leonard Cohen’s dødserklæring ‘Going Home’? Hvis nogen skulle kunne løfte den sang, så var det da netop hende. Sangen ligger på Faithfull’s tredjesidste album Give My Love to London fra 2014…
