Hvor mange kender egentlig Mariannne Faithfull’s version af Leonard Cohen’s dødserklæring ‘Going Home’? Hvis nogen skulle kunne løfte den sang, så var det da netop hende. Sangen ligger på Faithfull’s tredjesidste album Give My Love to London fra 2014…
Kategoriarkiv: Blog
LC
Leonard Cohen blev født i Montreal for 91 år siden i dag. Så her et personligt favoritklip på kun 51 sekunder med ham fra østrigsk TV, som bare ikke kan ses nok gange…
Endnu en sang om satellitter
Der er skrevet mange sange om satelliter. Denne er fra i år og skyldes S.G. Goodman fra USA. Hvad initialerne S.G. dækker over, ved jeg ikke. Men dette nummer vil jeg godt anbefale, ligesom jeg vil anbefale hendes album Planting by the signs, hvor denne sang er at finde. Vi er et sted i omegnen af alternativ country, og på det nye album er Bonnie Prince Billy med.
Mere Brooke Combe
Denne lørdag med en coverversion af Womack & Womack’s ‘Teardrops’, der ikke behøver at skamme sig over noget som helst. Det gør skotske Brooke Combe sandelig heller ikke. Altid klædeligt med en soulsanger, der ‘bare’ synger sin sang med sjæl og ikke bruger den som cirkusmanege for ekvilibristiske fraseringer. Miles Kane (fra The Last Shadow Puppets) er også med her. Han slipper tydeligvis bedst fra det, når han ikke optræder solo i eget navn…
Introducing…Ist Ist
Post-punk fra Joy Division’s hjemby Manchester? Den bør ligge lige til højrebenet. Og det gør den. Dance, dance, dance to the radio…
Pennie Smith
Den engelske fotograf Pennie Smith er sendt på opgave for NME i USA, hvor hun skal lave en fotoreportage til et The Clash-interview i musikmagasinet. Under bandets show på Palladium i New York 20.september 1979 ser hun fra siden af scenen noget uventet ske og trykker instinktivt på udløseren. Billedet er i skyndingen blevet uskarpt, så hun bryder sig ikke selv om det, men The Clash er vilde med dets energi og insisterer på at bruge det som forsidebillede på den plade, de netop har indspillet færdig i London. Resten er historie…
“I said, ‘It’s completely out of focus, it won’t work!’ But Joe wouldn’t have it. He said, ‘That one is the photo.’ So I thought, ‘OK, I’m not going to argue. It’s your bloody album, get on with it.”
En mandag aften på…
Stærkt line-up i aften for 48 år siden nede på 100 Club i Oxford Street: Sex Pistols, The Clash, Subway Sect, Siouxsie and the Banshees og franske Stinky Toys for kun £1.50…
From this moment
Nogle gange hører man en sang på en helt ny måde, fordi verden har forandret sig.
Sådan har jeg det med sangen “Roads” med Portishead. De har netop genindspillet denne gribende sang fra 1994 (også et år, hvor utallige civile blev dræbt i Bosnien og i Rwanda) som en kommentar til folkedrabet i Gaza. Her er teksten.
Oh, can’t anybody see?
We’ve got a war to fight
Never found our way
Regardless of what they say
How can it feel this wrong?
From this moment
How can it feel this wrong?
Storm in the morning light
I feel no more can I say
Frozen to myself
I got nobody on my side
And surely that ain’t right
And surely that ain’t right
I aften Aalborg…
Sommerens sidste.
Néapolis
Nogle gange kan man ramme rigtigt én gang, og bagefter ved man ikke rigtig hvorfor det gik så godt. Man prøver igen, men rammer bare ved siden af igen og igen. Sådan var det vel med Simple Minds. De kunne aldrig genskabe magien fra New Gold Dream og fortabte sig i velment, men næsten altid ligegyldig stadion-bulder i metermål. Jens har ofte begrædt det her på bloggen, og jeg er også ærgerlig over at det endte sådan for dem. For New Gold Dream er et usædvanligt dejligt album fra den tid.
Der er selvfølgelig også mange andre musiknavne, der kun havde ét rigtig vellykket album i sig (hvem sagde The Stone Roses?), så der er ret beset ingen grund til at være specielt hårde ved Simple Minds. Og efterhånden er det gået op for mig, at Jim Kerr og Charlie Burchill med tiden indså, at de havde lavet noget særligt med New Gold Dream.
I 1998 forsøgte Kerr og Burchill at samle noget af holdet fra dengang i 1982. Derek Forbes og Brian McGee og Mel Gaynor var tilbage, og det samme var producer Peter Walsh. McGee kom ikke med på Néapolis, det album, der kom ud af anstrengelserne. Gaynor blev til gengæld taget til nåde og var med igen for en stund. Det var måske ikke så godt, for min fornemmelse er at bulder-tendenserne bl.a. skyldtes ham.
Her er “War Babies” fra Néapolis dengang i 1998. Det er godt at høre Derek Forbes’ enkle og melodiøse basspil igen, men det er tydeligt at Kerr og Burchill helt har glemt at holde igen og at Peter Walsh ikke kunne tæmme lydbilledet. Det var netop dét, de kunne på New Gold Dream – lade være med at buldre igennem. Less is more. Men det havde de desværre glemt 16 år senere.
Vi kan høre dig, David
For 50 år siden i dag optrådte David Bowie – da aktuel med sin plastic soul-plade Young Americans – på Cher’s TV-show. De to performede en yderst showbiz-bizar medley af gamle amerikanske pop-evergreens sammen, men øjeblikket af musikalsk værdi indtraf på den smægtende ‘Can You Hear Me’ fra Young Americans, hvor Bowie positivt får levet sin sorte soul-drøm helt ud, mens Cher til gengæld holder sin del af duetten rodfæstet i kridhvid professionel mainstream-underholdning…
Strummer kaldte den først
…If Adolf Hitler flew in today
They’d send a limousine anyway…
Life moves so fast…
Der bliver arbejdet hårdt på postpunk-fabrikken. Simple Minds udsender den hvalpede debut Life in a Day i 1978, sin langt mere bevendte Reel to Reel Cacaphony i 1979, et decideret kunstnerisk gennembrud i form af Empires And Dance i 1980, samt den ambitiøst afsøgende dobbelt-udgivelse Sons And Fascination/Sister Feelings Call i 1981. Så kunne man tro batterierne var tømt, men nej, 17. september 1982 tændes det anderledes varme lys af ungdoms sommer som er mesteralbummet New Gold Dream (81-82-83-84). Her en af pladens sange optaget samme efterår, hvor Jim Kerr i bevægelse og udtryk for en kort sæson i den nye bølge indtager rollen som dens førsteelsker…
Den store musik
90’ernes britiske ironi og endimensionelle ladism-rock var så langt fra Mike Scott og hans The Waterboys’ febersvimle himmelstræben som tænkes kunne. Nok derfor blev bandets første tre albums, der var skudt fra samme romantiske verdenshjørne som Bunnymen, tidlig U2 og lidt senere australske The Triffids, hurtigt glemt. At Mike Scott i mellemtiden var blevet aktivt forelsket i irsk folkemusik gjorde heller ikke noget godt for bandet. Men længe inden da, helt præcis 16. september 1985 udkom This is the Sea, The Waterboys’ kronende tredje album, hvor løfterne fra de to første blev indfriet på den brede hovedvej, man da fejlagtigt troede ville føre til alverdens arenaer. Det var også den udladning af et album bandet havde i ryggen, da de en torsdag eftermiddag sommeren efter satte en flæsende ild til Roskilde Orange. I dag lyder This is the Sea i form og produktion meget af sin tid, men Scott’s selverklærede store musik klarer fint skærene på både sangenes særegne styrke og hans egen specielle sans for den intense levering af dem…
A murderous desire…
40 år i dag siden dette ædle stykke musik udkom på single, det mere end et halvt år før det kunne opleves som hjørnesten på The Queen is Dead. Stod Johnny Marr og Morrissey’s respektive talenter nogensinde bedre til hinanden end her, hvor ikke én tone, frasering eller nuance ikke passer perfekt ind i et større hele? Musik kan.
Det ville næsten være kriminelt ikke også at markere 40-årsdagen for denne sensationelt stærke B-side på samme single…