Duran Duran har været meget synlige de sidste dage, op til deres show på Amager i aftes. Der var fotos af dem til udstilling på Louisiana, foran Arne Jacobsen-benzintanken på Strandvejen, fanfotos foran hotellet, en fik underskrevet debutpladen med det hvide cover, og så alle koncertbillederne fra i aftes sendt afsted med gensynets kun hengivne ord. En avisanmeldelse i dag skriver dog, at Birmingham-bandet ikke havde hits nok til at styre aftenen sikkert i begejstringens havn. Lyder ret besynderligt at det skulle være tilfældet, specielt da setlisten kun havde tre sange med fra karriere-peaket Rio (1982). Det album købte jeg selv først for et par år siden i Berlin, en velholdt engelsk førsteudgave, den med det teksturerede pladecover. For de var aldrig mit band dengang overhovedet med highlife-posing og new romantic-letvægtspop, observerede dem kun på hitliste-afstand via deres mange (!) hitsingler. Af dem var ‘Planet Earth’ en tidlig guilty pleasure, som naturligvis blev spillet til showet i aftes, i modsætning til min egen absolutte DD-favorit her, som helt kriminelt ikke blev givet…
Lokalt 12C, blæst og let regn her til aften er nok ikke hvad folk i Sverige havde drømt om, da de for længe siden købte billet til aftenens første af de tre juni-shows med Håkan Hellström på hans enorme Nya Ullevi-hjemmebane i midten af Göteborg. Håb herfra om at den svenske sanger, der på det seneste tydeligvis har ændret kurs og lige nu styrer mod en form for kunstnerisk rehabilitation, varmer sig selv, sit store band og de i aften +70.000 med de fire nye sange/numre han hidtil har udsendt i år…
Til efteråret genudsender Talking Heads sit debutalbum 77 i en voldsom super deluxe version med over tre timers musik. I den forbindelse er der i dag for første gang blevet udsendt en officiel musikvideo til 77-singlen ‘Psycho Killer’. Har netop set det Mike Mills-instruerede (nej, ikke ham fra R.E.M.) klip om en helt almindelig kvinde, der langsomt men sikkert mister den i repetitionens hamsterhjul. Først affødte oplevelsen let kedsomhed, så let irritation, til sidst blot en erkendelse af, hvor meget de forkerte ledsagende billeder kan tage fra oplevelsen af den rigtige musik. Iøvrigt er opfølgeren More Songs About Buildings and Food (1978) da overordnet et langt mere givende album, før det mesterlige Brian Eno-samarbejde Remain in Light i 1980 fortjent gør David Byrne og New York City-bandet til verdensstjerner…
De usandsynlige Sheffield-vindere fra Pulp udsender i dag første nye album i 24 år. Umiddelbart lyder alt det gode og specielle fra dengang intakt, ingen udbrændthed at spore, da slet ikke i Jarvis Cocker’s elegante bryderier med livet, selvom det musikalske momentum måske fortaber sig omme mod slutningen af side 2. Men det skal være en mindre indvending imod et nyt album, hvis mest gavmilde sang måske helt utippet kan vise sig at blive denne…
Der var førerhundene Echo and the Bunnymen fra Liverpool. Og lige under dem ved Merseyfloden – men dog højere på singlehitlisterne i England – lå Ian McCulloch’s rival Julian Cope og hans The Teardrop Explodes. De nåede at lave to regulære, absolut høreværdige albums, inden epicenter Julian Cope og band gik i opløsning. Her hovedsinglen ‘Treason’ fra det første, der både viser hvordan bandet havde hitpotentiale, men også lader ane mellem linjerne, hvor nemt det helt kunne gå galt. Som det også meget hurtigt gjorde, da Cope insisterede på at spille popkarrieren i Smash Hits-projektørerne ud på helt egne ubøjelige præmisser. En enkelt dansk koncert nåede det at blive til, i vinterferien 1982 i Saltlageret på Gammel Kongevej, hvor Cope var engelsk popstjerne i ordets mest excentriske og elskelige forstand…
Dette ret punkede udspil med engelske The Ruts nåede aldrig Danmark, men i London lige omkring 1979-1980 var ‘Babylon’s Burning’ en af de sange man hørte overalt. The Ruts blev set af den engelske musikpresse som en af arvtagerne til den rolle The Clash først havde haft, men før det kom så vidt døde forsanger Malcolm Owen af en overdosis i sommeren 1980. Her er han og bandet på Top of the Pops med singlen i det heftige cover, der udkom dags dato 1979…
Var det ikke, set nu i bakspejlet, et sært spøgelsesblegt comeback Kent begik i marts måned? En flygtig uge var de der – på stadion i Johanneshov og på alle de store medier – med en for ueventyrlig setliste, der gav os alle en lidt tam middle of the road-oplevelse af et band, der tidligere i levende live aldrig var netop dét. Og så var de ellers straks sporløst væk igen, næsten som var det hele bare en luftspejling. Hvis de seks koncerter og deres enormt anlagte scenografi trak tråde tilbage til noget i Kent’s egen historie, så var det jo afskedstouren i 2016. Og en genkomst der minder om det tunge farvel der gik op til, nej vel, det er en dræber. Men måske det hele alligevel var godt for noget. Måske den kollektive erkendelse af triste ens scenekostumer og de lidt for kolossus-stivbenede aftener i arenaen én gang for alle slog mange års heftige drømme ihjel om en egentlig Kent-genopstandelse, altså den med ny musik, noget på spil og de fire individualister, der engang var et så levende band. For den tanke ligger anderledes død nu. Herfra er der isåfald med Kent kun musikken tilbage. Men den fejler heldigvis stadig slet intet. Her er det Joakim Berg, der helt alene synger et nummer af Olle Ljungström. Som kun han kan gøre det…
Bruce Springsteen er ankommet til Liverpool, hvor han i morgen spiller den første af to koncerter på Anfield. I går havde hans Darkness on the Edge of Town – den første plade jeg selv i 1978 lærte ham at kende igennem – fødselsdag. Den markeres her med en af de store sange der blev frasorteret og lagt på langtidslager, fordi de ikke passede ind i Springsteen’s koncept om præcis, hvad Darkness skulle være for en plade. Mageløse ‘The Way’ her ville nu have klædt albummet uanset, en ubetalelig skam vi ikke fik den med også som soundtrack dengang til liv på vej…
Northampton-vampyrerne Bauhaus udsendte deres tredje single i disse junidage i 1980. En interessant afpillet affære med tørt discobeat under den lakoniske tekst om skæbne og vesttysk terrorisme. Den antirockede guitar, som glider ind og ud og ligesom hakkes op, kan så sandelig også noget. Undervældende og sultent dragende på samme tid…
Tre live-numre for Jools Holland og hans BBC Later-program blev det også tid til på den imponerende travle dag for Pulp i London. To nye sange og ‘Something Changed’…
Og her seks-syv andre Pulp-numre – nye som gamle – i en optagelse fra samme sted, men denne til BBC Radio 6. En sjældent spillet B-side-favorit her, ‘Seconds’, er utippet inkluderet…
Pulp udsender nyt album på fredag. Her kan fire af de nye numre høres -sammen med en håndfuld gamle klassikere – i en helt ny koncertoptagelse for BBC 2…
