Nej, isdronningen fra The Banshees smilede sjældent, hverken i bandets mørktonede musik eller på billeder. Der var i det hele taget en konsekvent alvor over bandets tilgang, mange her i det undskyldende smils hjemland nok ville kalde selvhøjtidelig. Men fra den genredannende post-punk på debutalbummet og afsted i en blomstrende udvikling fremover var der netop intet at undskylde. Pladerne holdt som oftest en klasse, hvor den stålsatte alvor blot var et afsæt til at frembringe musik, der gjorde en forskel.
Ovenpå den seneste uges Banshees-posts her på siden blev jeg i går med LS på Jelling spurgt, om det ikke var på sin plads med en 100% subjektiv liste over bedste albums/singler med Siouxsie and the Banshees. Naturligvis er det det. Efterhånden lang tid siden vi har haft en top-10 her, så…
The Chameleons’ 1983-debutalbum Script of the Bridge er en i postpunkens historiebog næsten kriminelt overset klassiker med sit unge engelske vemod under konstant tindrende guitarguirlander. Greater Manchester-bandet, der nu bare kalder sig Chameleons, bringer denne weekend nyheden om et nyt album – det i alt femte og det første i 24 år – til september. Lyden fra den nye forløbersingle herunder er trofast overfor bandets tradition, men tonesproget dog en kende lysere end dengang i 1983…
Udover ekstremt dynamiske Clem Burke fra Blondie, var der så mere virtuose og teknisk velfunderede trommeslagere på punkscenen end The Clash’s Topper Headon, som fylder 70 i dag? Lidt af et mirakel at en mand med så store og udtalte narkoproblemer er her endnu. Her er Headon, som efter sigende nu har været clean siden 2004, i hovedrollens storform med The Clash i december 1979 til Concert for Kampuchea…
Inden Kaleidoscope udkommer i august 1980 når Siouxsie and the Banshees at udsende to singler derfra. Den anden af dem – altså opfølgeren til ‘Happy House’ – kan købes fra 30. maj. Bandets nye guitarist John McGeoch, der ikke er med i promovideoen herunder, giver på sangen tydeligvis bandet mod på nye musikalske retninger. Artworket herover fortjener også at blive nævnt, så mesterligt udført er det…
I denne sides kollektive bankende hjerte vil The National altid hvert eneste forår stå dér, på det forladte slot i det nyudsprungne løv oppe ad New York’s Hudson River, og spille denne dugfriske, sprøde version af ‘Anyone’s Ghost’ fra bandets hovedværk High Violet (2010)…
PS – Og mange vil nok atter finde det glædeligt at blive forsikret om, John Lennon aldrig blev skudt foran The Dakota Building, men lever, har det godt og skulle blive en så fremragende trommeslager for The National.
PPS – Og det her endda på dagen hvor forsanger Matt Berninger udsender sit andet soloalbum, ti numre under titlen Get Sunk. Så er det sagt.
Ikke hver dag Echo and the Bunnymen’s mesterlige Heaven Up Here fylder år. Pladen med det smukke cover udkommer 29. maj 1981 og katapulterer bandet op fra sin status som yderst lovende til et af tidens allervigtigste. Hemmeligheden bag dette kvantespring skal muligvis findes i trommeslager Pete Freitas, der godtnok allerede er kommet med på 1980-debuten Crocodiles, men på Heaven jo fremstår helt anderledes dynamisk integreret i Bunnymen’s måde at lave og spille musik på. Det giver også pote ude på scenerne, hvor der fra nu af ikke tages nogen gidsler. Dette specielle klip fra YouTube dokumenterer Echo and the Bunnymen i aktion på en fransk festival i sommeren 1981. Godt at disse optagelser findes, der viser præcis hvad som gjorde Liverpool’s bedste band til netop det og så meget mere fra 1981 og håndfuld gyldne år frem…
I forbindelse med albumcoveret her foroven fortjener pladens eneste single ‘A Promise’ også eksponering, da de to visuelt spiller så godt op mod hinanden. Det er den engelske fotograf Brian Griffin som står bag disse fotos og iøvrigt coverbillederne til samtlige fire første Bunnymen-albums. Griffin ses også mange andre steder i pladereolerne, ikke mindst på de tidlige Depeche Mode-plader.
For tredje dag i træk en Siouxsie and the Banshees-sang her. Har hun nogensinde sunget en finere og mere majestætisk melodi end ‘Last Beat Of My Heart’ fra 1988?
Forsiden af det ugentlige musikmagasin Sounds 28. maj 1977, da Bob Marley and the Wailers kommer til England for at spille fire shows på Rainbow Theatre i London og optage dette klip til BBC’s Top of the Pops…
Der er ikke mange TV-optrædender med Roxy Music fra omkring udgivelsen af bandets sidste album Avalon, som bliver udsendt 28. maj 1982. En af de meget få er på dette spanske TV-program, som besøges ugen lige efter udgivelsen. Den så Bryan Ferry-længselsfulde og über-romantiske Avalon bliver med sin state of the art-popproduktion, hvis luksuriøse lyddesign sætter en helt ny standard, den sommers udbredte lyd i Europa…
Nej, ingen tvivl om dét. Efter debutsinglen ‘Anarchy In The UK’ udsender Sex Pistols ‘God Save The Queen’. Sådan her lyder en protestsang udsendt dags dato i 1977, Dronning Elizabeth’s højhellige jubilæumsår…
Siouxsie Sioux har fødselsdag i dag. Derfor her fra de tidlige gyldne år med The Banshees, et for bandet atypisk deep cut fra tredjealbummet Kaleidoscope…
Ovenpå min webmasters post i går om verden derude er det straks videre ind i en ny uge. Siouxsie and the Banshees fører an med to versioner af ‘Israel’, den nyeste sat ned i toneart og med en lidt anderledes klang…
Det er ikke tit, vi skriver her på bloggen om alt det ude i verden, der gør os bedrøvede og vrede. Musikken er vores fristed her. Men det er svært ikke at tænke på, hvad der sker et sted i verden, der egentlig ikke ligger så langt fra Europa. Det ligger på breddegrad 31° 30′ 0.00″ N og længdegrad 34° 28′ 0.01″ E.