Den stilsikre hånd på coverets ekstravagante artwork fejler heller ikke noget, da London’s Roxy Music pladedebuterer med ovenstående album 16. juni 1972. Og musikken fra artschool-bandet, der ledes af den iøjnefaldende og vibrato-croonende Bryan Ferry? Rockmusikken har aldrig hørt noget lignende. Således slutter albummet, efter en rejse gennem nærmest uanede muligheder, på ‘Bitter’s End’. En stor karriere er født…
Matt Berninger’s ‘Bonnet Of Pins’ må være den bedste single, The National ikke har udsendt i mange år. Her opfører han den gnistrende med sit band på Jimmy Fallon’s The Tonight Show i forrige uge…
Joy Divisions debutalbum Unknown Pleasures blev optaget i Strawberry Studios i Stockport, ikke langt fra hvor mine to engelske søstre voksede op. Det udkom den 15. juni 1979 og blev et af de albums, mange af os har brugt ganske megen tid på at lytte til og stadig gerne lytter til. En hel masse andre senere bands ville ikke lyde, som de gjorde, hvis ikke det var for Unknown Pleasures. Det er nu også lidt underligt at tænke på, at denne blogs forfattere i dag er tæt på at være fyrre år ældre end Curtis, Hook, Morris og Summer var dengang.
Billedet er et negativ af radiobølgerne fra pulsaren CP 1919. En pulsar er en roterende neutronstjerne. Da CP1919 blev opdaget i 1967, troede astronomerne en kort overgang, at de regelmæssige radiobølger var tegn på at der var liv et sted derude.
Strawberry Studios var i øvrigt også det sted, hvor 10cc (som var fra Stockport – det var Joy Division ikke) optog deres første fire albums, men også dét er en anden historie.
Vært Anders Bøtter og Simon Kvamm snakker i denne helt nye udsendelse af Radio IIII-podcasten Portrætalbum en time om, hvad Love Shop-albummet Go! betyder – og har betydet – for sidstnævnte.
Hør Portrætalbum lige her.
Titiyo – selv med Thåström ombord som gæst – undervældede desværre lidt (mest pga. selve sangen), Suede var befriende Suede-naturlige, men den største overraskelse var denne Paul Weller-single. Havde aldrig troet at skulle se den tidligere benhårde frontmand fra The Jam og siden så højtravende soul-purist kaste sig over en kridhvid, tårefyldt Bee Gees-ballade, og tilmed levere den med et så løftende, indfølt, helt igennem uironisk sangforedrag ovenpå de bristende strygere. Måske det bare er mig, men jeg oplever det her som virkelig godt …
Skal hilse alle de, der aldrig har prøvet at blive genfødt efter døden, og sige at det er en fantastisk oplevelse. Sådan var dette første soloalbum for mig efter LS Mark I var gået helt i baglås og kørt i grøften. Tog med et nyt knivskarpt hold til Berlin og indspillede på Schlesische Straße i Kreuzberg. Dagene var lange, nætterne var høje, sangene flød frit. Proces og musik indeholdt alle de sunde elementer, som på det tidspunkt var ganske forsvundet i det andet band. I dag for 20 år siden udkom Vejen Hjem Fra Rocknroll.
Efter Thåström’s ‘Papirstunna Väggor’ fra Dom Som Skiner (2021), hvor Titiyo løftede som gæstevokalist, byttes rollerne om på den nye Titiyo-single denne fredag, som gæstes af Högdalens stolte søn. Nummeret der deles stemmer på er en cover af Ulf Dageby, kendt i Sverige som en af hovedmændende i progg-bandet Nationalteatern. Og resultatet? Altid godt at høre Thåström synge ud, men større er denne sang, en forsmag på Tityo’s nye coveralbum til september, altså heller ikke…
Suede har afsendt endnu en ny sang fra Antidepressants, det nye album der venter forude, på den anden side af sommeren. Den her Suede-musik er på sin egen enkle måde næsten som at komme hjem til noget, man aldrig troede at skulle se eller høre igen…
Et år siden Françoise Hardy, indbegrebet af den franske yeye-popmusiks lyd, gik bort. Her er hun på toppen af sin karriere i 1969 med den italienske (og bedste version) af hendes eget franske bud på det engelske baroque pop-band Nirvana’s ‘Tiny Goddess’. Elsker hvert sekund af denne sørgmodigt-lyse sang og video med ulastelige Hardy i sort læderfrakke på en formodentlig italiensk travbane engang for længe siden…
Tak til Brian Wilson for den særegne, sofistikerede popmusik og de ord, der nærmest eskapistisk præsenterede en bedre og mere salig verden end den, han egentlig besang. En vanskelig og udfordret person med et talent af de helt sjældne, for hvem det naturligvis undervejs måtte gå galt. Som f.eks. da hans psykolog Dr. Landy i en årrække fik fuld kontrol over Wilson’s liv og penge, ja, endda blev hans business manager, co-sangskriver og executive producer. Sådan noget sker ikke for normale mennesker. Men den slags bliver lige meget nu, hvor kun sangene fra Brian Wilson’s så følsomme indre står lyslevende tilbage. The Beach Boys er lyden af solskin…
Den geniale, men martrede sangskriver døde i dag, 82 år gammel. Misbrugsproblemer, overvægt og psykisk sårbarhed plagede ham i en stor del af voksenlivet, og i sine sidste år blev han ramt af demens. Dertil kom slægtsfejder – Beach Boys er endnu et af mange eksempler på at det ikke er en entydigt god idé at danne et band med sine søskende (for slet ikke at tale om at have en fætter med). Men så var der også musikken, og den er noget helt særligt. Her er et af Wilsons mesterværker fra det med rette legendariske Pet Sounds.
Siden her fylder tyve år i dag. Vildt nok alligevel. Således skrev Pastoren på åbningsdagen i 2005…
Og der kom rent faktisk nyt med jævne mellemrum; præcis 13.850 indlæg til nu, i gennemsnit lige under to om dagen.
Et kip med flaget for Pastoren, hvis idé og ønske det var at lave denne blog, samt uden hvis kyndige web-ekspertise det hele havde været – og ville være – umuligt.
13. januar 1980 er lovende The Ruts i Frankrig for at give koncert på Antenne 2-programmet Chorus. Her er de fra aftenen med en rock-heftig version af debutsinglen ‘In A Rut’…
‘Boss’ på scouse-dialekt i Liverpool fortæller at noget er fremragende. Men i aften på Merseyside er det også tilnavnet på ham, der spiller sin anden koncert på fem dage oppe på Anfield. Her en mægtig sang – i optagelse fra Darkness-touren i 1978 – der endnu ikke har været på setlisten i Europa dette forår. Måske i aften, hvis de er heldige i Liverpool?