Her til aften faldt jeg over fotografen Michael Wilsons websted, http://www.michaelwilson.pictures. Det er et besøg værd, hvis man vil se velkomponerede fotografier af kunstnere (musikere, komponister, skuespillere…) og ganske mange af navnene er nogen, man (dvs. jeg) kender godt til. Bl.a. billederne af Joe Ely er gode. Nogle vil vide, at Joe Ely i sin tid turnerede sammen med en engelsk rockgruppe, der hed The Clash. Det kom der forresten et ganske udmærket livealbum ud af.
Her er endnu et nummer med Los Coast —denne gang “Elvis Presley Blues”, der oprindelig kommer fra mesterværket Time, The Revelator af og med Gillian Welch (og David Rawlings). Det viser meget om både Welch og Rawlings’ sangskrivning og Los Coast’s evner som fortolkere, at det hele faktisk lykkes så godt.s
For lidt siden kom der en mail fra Gillian Welch og David Rawlings. Den var desværre ikke personligt rettet til mig, men den var næsten lige så god. Welch og Rawlings har nemlig siddet derhjemme med en gammel spolebåndoptager og gjort det, de er suverænt bedst til, her midt i krisen, – at spille musik. Resultatet er albummet All The Good Times (Are Past & Gone). Når man sidder ovre i Tennessee og ser, hvordan det hele er ved at køre af sporet, er det ikke en overraskende titel at komme frem til.
Sangene kommer fra fortiden og skyldes bl.a. Bob Dylan, salig John Prine og lige så salige Johnny Cash.
Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke bestiller noget, så jeg skyndte mig at bestille det nye album. Jeg lytter til det i skrivende stund, og det er slet, slet ikke dårligt.
Et nummer fra det nye album med Ray Lamontagne. Lad os håbe, at titlen taler sandt.
Det er for længe siden, der har været noget country her på siden, så her er en ny sang med Orville Peck. Dårlig er den ikke.
Ohio’s Bobby Bare synger her i 1964 ‘500 Miles Away From Home’, den sang der mange år efter skal blive til The Walkmen-sangeren Hamilton Leithauser’s ‘A 1000 Times’. Det er sådan man gør; tager en sang, ganger den med to, og hey, så har man pludselig en ny. ‘500 Miles Away From Home’ må have været et kæmpehit hos de amerikanske soldater i Vietnam…
Engang var opfattelsen den, at en karriere indenfor musik sluttede med ungdommen, altså ialfald inden de 30. De seneste mange år har et større antal voksne artister dog godt og grundigt smadret den ide. Med sange, der har lagt til i perspektiv og livserfaring. Med udgivelser, som har kastet ungdommens uskyld og umiddelbarhed af sig, ofte til fordel for det mere tidsløst erkendende. Tænk her f.eks. Leonard Cohen, Lou Reed, Nick Cave, Bob Dylan, Patti Smith, Neil Young, Lucinda Williams, Johnny Cash. Eller svenske fyrtårn som Thåström og Ulf Lundell. Men her har vi alligevel en ny udgivelse, der sprænger selv de voksne rammer. For to måneder før han runder de 87 har Willie Nelson i går udsendt sin nye single, ‘First Rose Of Spring’, titelnummer-forløber for alt-country legendens album nummer 70 i karrieren. Der er håb for enhver sålænge hjertet slår.
Det er på høje tid med noget country, inden året rinder ud. Her er Karen and The Sorrows, som jeg først blev opmærksom på i år. De er ikke dårlige.
Så oprandt atter dagen, hvor I kan Iæse vor kaminpassiar om årets albumudgivelser, nu i 2019-udgaven. Er jeg lige så positiv om Lana del Etellerandets udgydelser som jeg plejer? Nævner jeg countrymusik? Forbigår Jens The Clash i tavshed? Er der nogen albums, vi begge nævner? Hvor mange af de albums, I kan se ovenfor, nævner vi? Der er kun én måde at finde ud af det på.
Så er det blevet countrytid igen. En af årets bemærkelsesværdige udgivelser er Walk Through Fire med Yola, der er noget for genren så atypisk som en engelsk sangerinde med afrikansk baggrund. Dette er hendes debut som solist og er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys.
Herunder er er lige en sang mere med Yola.
Man bliver heldigvis aldrig færdig med at støde ind i oversete besjælede sange, der har gemt sig bort hele livet, i den uoverskueligt omfattende skattekiste som er amerikansk populærmusik. Aftenens catch her er en obskur South Carolina-sanger ved navn Tommy Faile og hans 1960-fængselsklagesang ‘The Rest Of My Life’…
På denne blog er der nogen, der er glade for lister. (Jeg overvejer af og til at lave en liste over de mindst interessante lister, der har været bragt her, og det er i så fald ikke utænkeligt, at den vil være selvrefererende.)
I Far Out Magazine giver Elvis Costello et bud på en liste over de 500 bedste albums nogensinde.
Jeg bringer af pladshensyn ikke listen her, men det lille udpluk herunder afslører, hvor eklektisk listen (og dens ophavsmand) egentlig er.
The Beatles
o With The Beatles – 1963
o A Hard Days Night – 1964
o Help – 1965
o Rubber Soul – 1965
o Revolver – 1966
o Sgt Pepper – 1967
o Past Masters Vol. 2 – 1988
• Beck
o Odelay
• Bee Gees
o Best Of The Bee Gees
• Ludwig Van Beethoven
o Otto Klemperer Live At The Concertgebouw – Symphony #9 – 1965
o Symphony #7 – 1975
o Late Quartets – 1997
o Violin Concerto – 1997
• Derek Bell
o Derek Bell Plays With Himself – 1981
• Tony Bennett And Bill Evans
o The Tony Bennett And Bill Evans Album – 1975
The Replacements er på listen med All Shook Down, og Crowded House figurer med Temple of Low Men – bestemt ikke dårlige albums, men heller ikke deres bedste. Ej heller Ziggy Stardust er at finde blandt de 500 albums (!!!). Ovre i den klassiske genre bemærker jeg, at Gustav Mahlers 1. symfoni er nævnt i en indspilning fra 1968; underligt at f.eks. Barbirollis indspilning af den 5. symfoni ikke er der.
Men London Calling er selvfølgelig med. Alle kan tage det roligt.
Det er altid tid til country. Så her er William Tyler, der i år har udsendt albummet Goes West. Alt, hvad der bliver sunget i dette flotte nummer, er – på dansk!
Den maskerede cowboy-crooner Orville Peck – vel næppe i familie med westernhelten Gregory, men hvem ved? – som Pastoren har postet nedenstående fine sang med, er nysignet til hippe SubPop, der netop har udsendt hans roste debutalbum Pony. Og sådan her ser Orville Peck ud. Et nærmest kulturtværgående billede er det. Tænker instinktivt fakeglitrende arabisk homoharem i Texas. Heldigvis er der også musikken.
Det er igen ved at være tid til noget country. Orville Peck er fra Canada og hedder egentlig noget helt andet. Hans image med sort maske er lidt underligt, men lad nu ikke masken eller den røde hat skygge for musikken. Dette nummer giver mindelser om Roy Orbison på en god måde.