2. maj 1980 spillede Joy Division på Birmingham University sit sidste show nogensinde inden sanger Ian Curtis’ selvmord to uger efter. De tre tiloversblevne besluttede snart at fortsætte sammen, fik selskab af trommeslager Stephen Morris’ kæreste Gilian Gilbert på keyboards og New Order var født. Bandets tidligste musik voksede helt naturligt ud af Joy Division’s dystre lyd og tilgang, hvad høres mest tydeligt på førstesinglen ‘Ceremony’ og debutalbummet Movement (1981). Men i marts 1983 udkom 12″er-singlen ‘Blue Monday’, der med sin top-moderne og fuldfede elektroniske lyd skød det nye band ud af egen fortids skygge og ind på alverdens hitlister. Den tilgang fortsatte da Power, Corruption & Lies, det svære andet album, udkom 2. maj 1983. Fra Factory-husdesigner Peter Saville’s stilfulde blomstercover med de påtrykte farvekoder til indholdets legende elektroniske dog organiske musik stod det straks klart, at New Order pludselig formåede at lukke lyset ind og kollektivt skabe en ny slags popmusik, der var langt mere end blot et ekko af sine skaberes allerede da myteomspundne fortid. Hør f.eks. bare mesterpladens åbningsnummer her, hvor det nu endda er lykkedes at vende ersatz-sanger Bernard Sumner’s vokale svaghed og tekstmæssige naivitet til umiddelbar kommunikativ styrke…
Ja, hvad sagde Bill Drummond egentlig? Født ind i en skotsk præstefamilie i Sydafrika dags dato i 1953, opvokset i Skotland, men formativt landet i Liverpool, hvor han fra slut-70’erne var en central figur i byens postpunk-miljø, dels som grundlægger af Zoo Records, dels som manager/producer (AKA The Chameleons sammen med David Balfe)/mentor for Echo and the Bunnymen og tildels også Teardrop Explodes. Senere – efter et excentrisk folk-album (!) i eget navn på Creation – bliver han regulær popstjerne med elektroniske KLF, der i dag måske mest er kendt for det stunt, da Drummond og hans KLF-makker Jimmy Cauty ‘for sjov’ lader £1.000.000 i pengesedler gå op i røg. Den berygtede happening er vel sigende for Drummond’s senere år, hvor han mestendels har været aktiv inden for situationistiske eksperimenter og kunstprojekter. Her Teardrop Explodes-sanger Julian Cope’s fine popsang til ham fra 1984. Samme Cope har dog nu et mangeårigt horn i siden på Bill Drummond, da adskillige af de føromtalte afbrændte penge efter sigende tilhørte ham…
Paradise Lost begyndte som gotisk doom-metal, men blev efterhånden tydeligt inspireret af Depeche Mode. Det kulminerede på Host fra 1999, der på én og samme tid var et særdeles vellykket album med stærke sange og formåede at blive upopulært hos ganske mange af deres gamle fans. Derefter gled Paradise Lost lige så stille tilbage til doom-metal og glemte tilsyneladende at skrive holdbare sange. Men sidste år lavede sangskriverne fra bandet, Greg Mackintosh og Nick Holmes, en duo ved navn Host og vendte tilbage til den elektronisk prægede lyd på albummet IX. Her er et vellykket nummer fra dét album.
Gad vide om Depeche Mode stadig har berøring med den humdrum town nordøst for London, hvorfra deres techno-pop – det blev stilen altså kaldt dengang – drog ud og langsomt men sikkert besejrede Europa og Amerika? Duoens nye album Memento Mori har været en stor positiv overraskelse, fyldt med ny vitalitet og stærke sange, der kun vokser her i ugerne efter udgivelsen, det til et punkt så det ligner DM’s stærkeste album siden måske Songs of Faith and Devotion (1993). Først var det den underskønne single ‘Ghosts Again’ og de mere oplagt catchy sange der fængede, men nu er balladerne også begyndt at åbne sig op og invitere indenfor. Som denne, hvor Psychedelic Furs’ Richard Butler igen er krediteret som sangskriver sammen med Martin Gore…
Med Anton Corbijn og Depeche Mode. For i dag for 36 år siden udsendes ‘Strangelove’ på single som forløber for Music for the Masses. Lyder stadig knivskarp i dag og den parisiske video spiller godt med. Apropos så høres DM’s nye single ‘Ghosts Again’ lige nu og stadig her med uforbeholden begejstring. Tradition og fornyelse…
På den anden side af forår og sommer får København besøg af det levende museum, der er New Order. Så dem senest i Tempodrom i Berlin, hvor det igen stod klart, at NO’s koncerter nuomdage – ligesom det gør sig gældende for electro-pionererne Kraftwerk – først og fremmest er en æstetisk hyldest til og præsentation af bandets nu historisk anerkendte state of the art-synthpop, der her kan nydes på 7″-er-versionen af New Order’s tredje single, den fra 1982 mesterligt konstruerede som udførte ‘Temptation’…
Nej, overskriften er en tilsnigelse. For da denne Depeche Mode/’Ghosts Again’-cover med irske Tiny Magnetic Pets kører afsted her er første tanke, at præcis så indbydende godt lød London-trioen Saint Etienne i deres bedste, mest elektroniske år. Den observation skal dog ikke tage nogen ære fra Tiny MP, hvis sangerinde det lykkes at tage ejerskab over sangens fraseringer og ord. En opgave der aldrig er så nem som den udført med succes lyder…
Ville have bragt dagens nye Håkan Hellström-single her, men efter to gennemlytninger synes det en dårlig idé. For det synes officielt nu: Håkan er død. Stendød. Mage til kreativt karrierefald skal der ialfald ledes længe efter. Så hvad gør vi istedet? Tuner over på BBC, der netop har frigivet denne fine Piano Room-optagelse, hvor revitaliserede Depeche Mode fremfører deres egen nye single med BBC-strygere på og helt anderledes vitalt højt til loftet…
De havde været væk og de kom igen. Der var kun gået fire år siden fremtidsafsøgende Technique, men meget syntes anderledes. Bernard Sumner havde haft travlt og stor succes med sin Johnny Marr-duo Electronic. Peter Hook havde foldet sig ud med solo-projektbandet Revenge. Og de andre to i New Order, trommeslager Stephen Morris og keyboardspiller Gillian Gilbert, havde arbejdet med det album, der snart skulle udkomme under navnet The Other Two. ‘Regret’ var således New Order’s comeback-single, der udkom 5.april 1993. Et effektivt popnummer, hvis vers dog klart overtrumfer omkvædet, men også et der sært mere lyder som New Order, der prøver at lyde som New Order, end det egentlig bare lyder naturligt som New Order. En tendens der skulle vise sig at fortsætte på det snartkommende NO-album Republic og sådan set i al fremtid op til i dag. Og sådan er det måske med bands, der fortsætter, men ikke længere har en personlig vibe sammen. Her ‘Regret’ fra BBC’sTop of the Pops to uger efter udgivelsen…
Så Stockholm-baserede Viagra Boys rykke Store Vega midtover i onsdags med en særegen tung blanding af kloak-Stooges, dunkende electro-sequencer og terror-skrattende No New York-saxafon. De kan måske bedre beskrives som en rockificeret udgave af Sleaford Mods. Her høres bandets karismatiske, amerikansk-fødte frontmand Sebastian Murphy på 2020-singlen ‘Common Sense’, et nummer Thåström sidste forår brugte som walk-off-musik på sin svenske tour…
Endnu en levende version af ‘Ghosts Again’, en sang der her mere og mere lyder som en af de bedste singler nogensinde fra Depeche Mode. Denne nye version – fra en Vinegar Hill Session – kommer mere rå og kantet i lyden end originalen på det nye album…
Lørdag morgen på hotel i Aalborg, regn driver ned udenfor. Hører den nye Depeche Mode igen. Det her track fra Memento Mori kan også noget specielt, når først omkvædet bryder frem…
Også Depeche Mode rejser sig pludselig igen. Dagens nye album skal naturligvis lige fordøjes og kortlægges, men fra første lyt er der allerede håb. Hør bare her på ‘Wagging Tongue’, Memento Mori‘s anden skæring. Melodi og ny målrettet klarhed…
Depeche Mode’s album Memento Mori, der udkommer nu fredag, omtales allerede i flere anmeldelser som bandets bedste siden Ultra (1997). Førstesinglen ‘Ghosts Again’, der præsenterer DM mere melodisk sødmefulde end meget længe, svigter ikke det udsagn. Her samarbejdet med Psychedelic Furs’ Richard Butler fremført af Depeche Mode tirsdag aften på amerikansk TV…
