I dag blev jeg ved et tilfælde mindet om Krigerne (engelsk: The Warriors), en amerikansk film fra 1979 instrueret af Walter Hill. Fra dengang, da filmen kom frem (jeg var 15 på det tidspunkt) husker jeg at filmen fik et ry som en, der var ekstrem og ansporede til vold. Der var da også nogle voldsepisoder (herunder tre drab) i USA i dagene efter premieren.
Her, set på fire årtiers afstand, virker filmen slet ikke ekstrem, skal man dømme efter dens indledning, som man kan se ovenfor. Den analoge filmoptagelse, hele farvebilledet og dialogen er på én og samme tid bedaget og noget, der ofte er sørgeligt fraværende i moderne Hollywood-produktioner. Ikke mange tænker på at filmen er inspireret af Xenofons Anabasis, som er beretningen om græske lejetroppers deltagelse i et mislykket internt oprør i Perserriget (til støtte for kong Kyros – en hovedperson i filmen hedder da også Cyrus) og efterfølgende lange tilbagetog til Grækenland i årene 401 f.Kr. – 399 f.Kr.
Noget, jeg ikke kan lade være med at bemærke, er underlægningsmusikken, der er meget tidstypisk (også på en god måde). Den har klare mindelser om en lyd, der bl.a. skyldes Giorgio Moroder og kunne høres lige fra Donna Summer (“Hot Stuff”) til Pink Floyd (“Another Brick In The Wall, Part 2”).
Jeg har faktisk stadig ikke fået set filmen, men nu får jeg lyst til det.
