TV2 News har i dag taget noget så uvant som kultur på programmet, da 60-årsdagen for The Rolling Stones’ debutsingle markeres. ‘Come On’ er en ret The Beatles-tro coverversion af et ældre Chuck Berry-nummer, Lennon/McCartney der iøvrigt selv leverer musik/tekst til næste Stones-single, den mere hidsige ‘I Wanna Be Your Man’. Men faktisk bliver The Rolling Stones vel først interessante, da Jagger/Richards selv begynder at skrive bandets sange. Her den første single – London-bandets sjette, udsendt april 1964 i Europa – med en Jagger/Richards-sang på A-siden. Knuselsker specielt det instrumentale vers/bro-stykke (fra 2:09 og frem) med Brian Jones’ funklende elektriske guitar-‘solo’. Hermed begynder The Rolling Stones kreative storhedstid…
Kategoriarkiv: Musik
Sundance kids
6. juni, Sveriges nationaldag i 2003: Kent er kommercielt på peaket af karrieren efter at have solgt svimlende seksdobbelt platin på det forgangne års så pop-helstøbte Vapen & Ammunition. Jocke Berg & co. manifesterer status med en stor koncert denne aften, hvor man samler tropperne på Stockholms Stadion og beder alle om at komme klædt i hvidt. Godt 30.000 – et enormt antal dengang før Håkan Hellström med sine Ullevi-koncerter smadrede ethvert sammenligningsgrundlag – dukker op til den hvide koncert, en kroning af de engang så håbefulde unge drenge fra Eskilstuna som Sveriges største rockband…
Almeria!

Navnet på den andalusiske by ved Middelhavet siges til allersidst af hovedpersonen i Serge Gainsbourg’s 1967-sang ‘Initials B.B.’. Og ja, BB er naturligvis Brigitte Bardot. De to har et forhold, der slutter brat, da hun tager afsted til netop Almeria for at indspille westernfilmen Shalako med Sean Connery. Og naturligvis kannibaliserer evigt kontroversielle Gainsbourg en så celeber affære i en højspændt popsang med musik baseret på Dvorak’s 9. Symfoni. Teksten, den låner mystik og kraft fra Baudelaire’s Les Fleurs de Mal, samt Edgar Allan Poe’s The Raven, og i dens første vers læser Gainsbourg på en pub i London den franske forfatter Louis Pauwels’ roman L’Amour Monstre. Så ja, der er andre end Håkan Hellström, som har skabt stor popmusik ved at støvsuge kreativt i kulturens enorme bagkatalog. Videoen er blot en ren kavalkade af vintage-Bardot…
Tina Turner RIP!
Vi markerer her Tina Turner’s bortgang med det vel kreative peak på Tennessee-sangerindens karriere, her med ægtemand/hustrumishandler Ike ved sin side og producer Phil Spector bag sin Wall of Sound på ‘Rivers Deep, Mountain High’, en aldrig før eller siden hørt unik sammensmeltning af girlgroup-pop, orkestralt attack og helhjertet soul. Alt syntes muligt i popmusik indenfor denne boomende mini-symfonis tre minutter og 38 sekunder…
Lørdag aften, Edgware Road
I går udkom duo-albummet med The Clash’s Paul Simonon og sangerinden Galen Ayers. Et frikvarters frisk sommerluft der i sit fjerlette spansk-influerede tråd skylder langt mere til en fjern fortids charme-pop a la Nancy & Lee end til ‘Guns of Brixton’-konfrontation eller noget nutidigt beat. Her er det lørdag aften i swinging London med Paul som guide…
Factory lørdag

Vil næsten være synd at slutte denne uges mini-sportlight på Factory Records uden at medtage det eneste Liverpool-band, der nogensinde bliver udsendt af selskabet. En måned før Joy Division udkommer med første udgivelse i eget navn singledebuterer Wirral-duoen Orchestral Maneuvres in the Dark i maj 1979 med det mest skamløst positive stykke musik på Factory vel indtil New Order’s ‘Blue Monday’ små fire efter. OMD’s ophold på Manchester-selskabet er kort, da de med det samme rykker videre til Virgin-underselskabet DinDisc. Coveret til 7″eren her er designet af Peter Saville, dens musik produceret af en Martin Zero, det tidlige punk-alias for Martin Hannett. ‘Electricity’ står sammen med de helt tidlige udgivelser fra navne som f.eks. The Human League, The Normal, Tubeway Army, Cabaret Voltaire og Thomas Leer som første britiske bølge af den genre, der snart skal vokse sig hitliste-stor som synth-pop…
Factory fredag

På dagen hvor The Smiths-bassist Andy Rourke meldes død synes det passende at slutte denne uges mini-fokus på Factory Records’ underskov af bands med Manchester-guitaristen Vini Reilly’s projekt The Durutti Column og deres Ian Curtis-hyldest ‘The Missing Boy’ fra mesteralbummet LC (1981). Vini Reilly, med fortid som guitarist i Manchester-punkbandet Ed Banger & The Nosebleeds, dannede Durutti Column i 1978 og var Tony Wilson’s første signing til Factory. Reilly så selv sin musik med Durutti Column som del af hele postpunken, men for alle andre voksede dens fjerlette rødder ligeså meget ud af klassisk, jazz, måske endda folk. Et helt specielt talent kan ofte være svært at kategorisere, således også Vini Reilly’s, der havde fortjent et langt større publikum end tilfældet blev. Det hindrede dog ikke Durutti Column’s specielt to-tre første albums for stor anerkendelse i de kredse, der havde udgivelserne fra Factory Records på radaren. Her sangen til Vini Reilly’s afdøde ven Ian Curtis, der er noget så sjældent som tidlig Factory-musik uden Martin Hannett som producer. Han stod godtnok for debuten The Return of the Durutti Column (1980), men her på opfølgeren er det en Steve Pickering og så Reilly selv…
Et nyt lys
Jeg har tidligere nævnt den amerikanske trio Nation of Language, der laver old school-synthrock med klare mindelser (på en god måde!) om især Orchestral Maneouvres In The Dark men også om lidt nyere navne som nu hedengangne The Chromatics, som jeg ved at Jens satte højt. Her er en sang fra deres kommende album Strange Disciple, og den lover godt.
Factory onsdag

Factory Records handlede ikke først og fremmest om at skabe profit, men langt mere om at tage excentriske chancer, udsende anderledes musik og generelt stole på sin intuition. På den baggrund er der i selskabets store katalog nogle sære outsidere. Som singlen her med amerikanske ESG, en søster-trio fra South Bronx, som Factory-boss Tony Wilson hører på klubben Hurrah under et af sine besøg i New York City. Han bliver straks tiltrukket af deres basale ur-hiphop, på det tidspunkt en næsten ukendt genre i Europa, og kun tre dage senere ankommer ESG til Manchester, hvor de straks indspiller med Martin Hannett i dennes foretrukne Strawberry Studios i Stockport. Så sært uskyldigt og fængslende lyder mødet mellem de tre helt unge søstre fra Bronx og Joy Division-lyddesigneren på debutsinglen ‘You’re No Good’, der udsendes i april 1981 med katalognummer FAC 34…
Göteborg synger
Håkan skriver, det i dag er 23 år siden hans debutsingle udkom og med et gjorde den lille dreng med de store sko til en usandsynlig men højt elsket popstar hinsidan. Her den første ubehjælpsomme TV-optræden med sangen i TV4’s morgenshow…
A thousand midnights…
DM’s Dave Gahan bliver 61 i dag. Ingen alder når man har en så vital ny sang at synge som den følgende, samt så stærk en stemme at bære den med…
Hvilken lang musikalsk rejse det har været for både Depeche Mode og Dave Gahan. Det hele starter herunder 31. januar 1981 med full on techno-pop i denne første version af ‘Photographic’ på London-pladeselskabet Some Bizarre’s opsamling Some Bizarre Album, hvor nye ubeskrevne synth pop-bands præsenteres. Tre uger efter single-debuterer DM med ‘Dreaming of Me’, resten er historie…
Yo te quiera infinito…
Om to uger udsender The Clash’s Paul Simonon og den engelske sangerinde Galen Ayers deres fælles album Can We Do Tomorrow Another Day. Her den nyeste single derfra, som i bedste Joe Strummer-stil synges på spansk, hvad formodentlig skyldes at albummets sange er skrevet af Simonon under et længere lockdown-ophold på Mallorca…
Un playboy impénétrable
I 60’ernes Frankrig er popidolet Jacques Dutronc den stilfulde charmør, refrainsangeren fra Paris, der med stiliseret corny chanson eller en bevidst harsk beatmusik spidder tidsånden med sine altid legende ord. Privat danner han i mange år fast par med yéyé-dronningen Francoise Hardy, offentligt er han svær at holde fast i sine uforpligtende ordlabyrinter. Denne weekend bliver Dutronc 80, hvilket vi markerer med den musikalsk noget bizarre, dog alligevel sært tilfredsstillende ‘Le Plus Difficile’, hvor Dutronc ytrer, det sværeste ikke er at knytte men at løsrive sig. Betyder det hele noget for ham? Muligvis ikke. Det karakteristisk afvæbnende smil her har været hans ubesværede elegances kompagnon gennem en hel karrieren, først som succesfuld popstjerne, siden også som filmskuespiller…
Ingen goodfella
Noget af et mysterie Martin Scorcese endnu ikke har brugt dette stykke musik til at sætte tonen i en af sine tidsdetalje-forelskede og gangsterfilm fra 1950’ernes New York City-kvarterer. Kan det være fordi nummerets sanger og sangskriver er født i Canada af forældre med baggrund i Mellemøsten? Ikke noget helt dårligt bud vel. Havde Paul Anka istedet været fra gaderne i New York med italiensk baggrund, ja så…
Pulp friction

Det er Britpop-hjørnestenen Different Class (1995) der skaber decideret Pulpmania i UK og gør den akavede outsider-frontmand Jarvis Cocker til en usandsynlig engelsk superstjerne. Men Pulp’s nok bedste album, det er forgængeren His’n’Hers, som údkom i dag for 29 år siden. Ovenpå det kreative gennembrud, 1993-singlen ‘Razzmatazz’, var dette albummet hvor Cocker’s evner til på sarkastisk spiddende vis at skildre britisk lowlife, så det fremstod lige dele tragisk og attråværdigt, først strålede klart. Musikken dertil var et billigtlydende dog sært glamourøst sammenstød af krampagtig indie-rock og europæisk kontinental popmusik, hvis oprindelse i en Yorkshire-stålby som Sheffield aldrig helt kunne forklares. Her repræsenteres albummet af kærlighedstraumet ‘She’s A Lady’, et nummer der tydeligvis har hørt ‘I Will Survive’, fra en 1993-optræden på BBC Scotland…