Det er fredag og Bowie’s mest sælgende album nogensinde blev udsendt i dag for 40 år siden. Købte albummet på dagen dengang og husker mest, at det først og fremmest lød så voldsomt friskt. Som alt det ubrugte liv foran en. I dag giver det mest en bittersød smag at høre Let’s Dance. Fordi albummet var overalt det forår og den sommer står det fastlåst i sin tid. Så lad mig ikke nævne her, hvor dårligt Steve Ray Vaughan’s så fremtrædende lead guitar har klaret turen frem til i dag. Det ville være synd for dette mindesmærke over en svunden tid. Her en af albummets lidt mindre kendte sange, et Let’s Dance-deep cut der vel burde have været et hit…
