Kategoriarkiv: Musik

Vild med Let’s Dance?

Det er fredag og Bowie’s mest sælgende album nogensinde blev udsendt i dag for 40 år siden. Købte albummet på dagen dengang og husker mest, at det først og fremmest lød så voldsomt friskt. Som alt det ubrugte liv foran en. I dag giver det mest en bittersød smag at høre Let’s Dance. Fordi albummet var overalt det forår og den sommer står det fastlåst i sin tid. Så lad mig ikke nævne her, hvor dårligt Steve Ray Vaughan’s så fremtrædende lead guitar har klaret turen frem til i dag. Det ville være synd for dette mindesmærke over en svunden tid. Her en af albummets lidt mindre kendte sange, et Let’s Dance-deep cut der vel burde have været et hit…

Torsdag i Paris

Med Anton Corbijn og Depeche Mode. For i dag for 36 år siden udsendes ‘Strangelove’ på single som forløber for Music for the Masses. Lyder stadig knivskarp i dag og den parisiske video spiller godt med. Apropos så høres DM’s nye single ‘Ghosts Again’ lige nu og stadig her med uforbeholden begejstring. Tradition og fornyelse…

Fyrværkeri i sneen

Det er nok ikke nogen overraskelse, at jeg er glad for det nye album med The New Pornographers. Det hedder Continue As A Guest, og en af de første sange, der fangede mig ind denne gang, var denne – “A Firework in the Falling Snow”, her i en live-udgave med A.C. Newman, Kathryn Calder og den “nye” trommeslager Joe Seiders.

Søndag i Saint Etienne

Nej, overskriften er en tilsnigelse. For da denne Depeche Mode/’Ghosts Again’-cover med irske Tiny Magnetic Pets kører afsted her er første tanke, at præcis så indbydende godt lød London-trioen Saint Etienne i deres bedste, mest elektroniske år. Den observation skal dog ikke tage nogen ære fra Tiny MP, hvis sangerinde det lykkes at tage ejerskab over sangens fraseringer og ord. En opgave der aldrig er så nem som den udført med succes lyder…

Liv og død

Ville have bragt dagens nye Håkan Hellström-single her, men efter to gennemlytninger synes det en dårlig idé. For det synes officielt nu: Håkan er død. Stendød. Mage til kreativt karrierefald skal der ialfald ledes længe efter. Så hvad gør vi istedet? Tuner over på BBC, der netop har frigivet denne fine Piano Room-optagelse, hvor revitaliserede Depeche Mode fremfører deres egen nye single med BBC-strygere på og helt anderledes vitalt højt til loftet…

30 års beklagelse

De havde været væk og de kom igen. Der var kun gået fire år siden fremtidsafsøgende Technique, men meget syntes anderledes. Bernard Sumner havde haft travlt og stor succes med sin Johnny Marr-duo Electronic. Peter Hook havde foldet sig ud med solo-projektbandet Revenge. Og de andre to i New Order, trommeslager Stephen Morris og keyboardspiller Gillian Gilbert, havde arbejdet med det album, der snart skulle udkomme under navnet The Other Two. ‘Regret’ var således New Order’s comeback-single, der udkom 5.april 1993. Et effektivt popnummer, hvis vers dog klart overtrumfer omkvædet, men også et der sært mere lyder som New Order, der prøver at lyde som New Order, end det egentlig bare lyder naturligt som New Order. En tendens der skulle vise sig at fortsætte på det snartkommende NO-album Republic og sådan set i al fremtid op til i dag. Og sådan er det måske med bands, der fortsætter, men ikke længere har en personlig vibe sammen. Her ‘Regret’ fra BBC’sTop of the Pops to uger efter udgivelsen…

Gainsbourg’s Frankrig

En tur på fire minutter til Frankrig. Vi skal i et sort/hvidt Paris af i går markere, landets nationalsanger Serge Gainsbourg søndag ville kunne have fejret sin 95-års fødselsdag. Så vi følger ham på gaderne, i butikker, på en af Seine-broerne, derhjemme ved flyglet, samt på en travl parisisk frokostrestaurant. Musikken der spiller henover det hele er Gainsbourg’s egen fra 1971-albummet Melody Nelson, selvom den sin melodiske overlegenhed tiltrods slet ikke lyder ulig Arctic Monkeys af i dag. Serge Gainsbourg var ofte forud for sin tid. Derfor lever hans musik i dag.

Seymour Stein RIP!

Teenage kicks? Seymour Stein – nummer to fra venstre – skriver her pladekontrakt med The Undertones.

Hvad har et overflødighedshorn af stærke navne som The Ramones, The Dead Boys, Talking Heads, Richard Hell & The Voidoids, The Saints, Radio Birdman, The Rezillos, The Undertones, Pretenders, The Cure, Echo and the Bunnymen, The Beat, Madness, Soft Cell, Tom Tom Club, Depeche Mode, The Associates, Modern English, Madonna, Aztec Camera, Jonathan Richman & The Modern Lovers, The Go-Betweens, The Smiths og The Replacements blandt mange, mange andre tilfælles? Jo, de blev enten udgivet eller USA-distribueret af Sire Records, pladeselskabet med de karakteristiske gul/blå labels, hvis karismatiske direktør Seymour Stein i de mange turbulente år omkring og efter punk var en dynamo i New York City’s pulserende musikmiljø. Han døde i går, 80 år gammel. Tak som fanden for al den fremragende musik, Seymour!

Søndag med deep cuts

Tag nu dette track fra Blondie’s 1978-gennembrud Parallel Lines. Det Mike Chapman-producerede hit-album kaster hele syv singler af sig, men alligevel er det andre af dets 12 numre, der måske står som de allerbedste. Som nu f.eks. den af bandleader Chris Stein skrevne ‘Fade Away (And Radiate)’, en drømmende sløret artrock-progression, dets tekst angiveligt en kærlighedserklæring til det da forlængst afdøde Hollywood-ikon James Dean, med gæsteoptræden af guitar-es Robert Fripp, frisk ind fra sin markante medvirken på David Bowie’s “Heroes” (1977). Et fantastisk kunstnerisk spænd på Parallel Lines, fra de oplagte pophits til et fuldbyrdet stemningsnummer som det her…

To byer vågner i samme sang

I 1968 udsender den franske playboy-popstjerne Jacques Dutronc, der er kæreste og siden bliver gift med selveste Francoise Hardy, en ret mageløs sang om, hvordan storbyen Paris kommer til live igen i den allertidligste morgen. Sangen bliver fortjent et så stort hit, nogen får den smarte idé at oversætte den og istedet lade den handle om Vestberlin. Så året efter udkommer Bob Telden på tysk med nedenstående copypaste-version. Selvom Dutronc klart synger sangen med mest sjæl, vil man nok foretrække den af de to, hvis by står en nærmest…

Omsider forstår jeg

Det tog mig lang tid at forstå storheden i Lana Del Reys musik. Alt for længe har jeg afvist musikken fra Liz Grant som selvcentreret, men dygtigt markedsført operette-agtig pop afleveret med sukkende vokal og tekster, der signalerede overfladisk spleen og undertrykt dekadence.

Men i dag, den 1. april 2023, indså jeg omsider hvor dybt og storslået et værk der her er tale om og hvad jeg dog er gået glip af! Jeg danser rundt i stuen til tonerne af “Summertime Madness” og “Born to Grants”, omsider forløst.

Ghosts Again igen

Depeche Mode’s album Memento Mori, der udkommer nu fredag, omtales allerede i flere anmeldelser som bandets bedste siden Ultra (1997). Førstesinglen ‘Ghosts Again’, der præsenterer DM mere melodisk sødmefulde end meget længe, svigter ikke det udsagn. Her samarbejdet med Psychedelic Furs’ Richard Butler fremført af Depeche Mode tirsdag aften på amerikansk TV…

https://www.youtube.com/watch?v=d6mL52cZmaM

Lana Del Rey’s minder

Lana Den Rel viser nye, nærmest spirituelle sider af sig selv på denne tredje forløbersingle for det nye album, der udkommer lige om lidt. På ‘The Grants’ kommunikerer Del Rey, at alt hun ifølge sin pastor får med sig hinsides en skønne dag, det er minder. Og hvilke af sine minder vil hun så tage med sig? Jo, blandt mange andre hendes søsters førstfødte barn. Samt sin bedstemors sidste smil. Men hun beder os også om at huske for hende, at det er et smukt liv. Lana Del Rey er en amerikansk sangerinde som ingen andre før eller nu…

Onsdag med Talk Talk

Bevæg jer så meget I kan. Se engagerede og intense ud. Vær levende foran kameraet. Læresætninger popbands tit får smidt i hovedet, når de skal mime playback på TV-shows. Sjældent lykkes øvelsen overbevisende, men Talk Talk formår her i 1984 på det italienske TV-show Popcorn, at give hele seancen en forunderlig vital følelse af begivenhed. Men okay, de har også en sang med på dagen, der som emotionel popbanger kan langt mere end de fleste andres. Frontmand Mark Hollis er savnet…