Husker vi købte denne single på udgivelsesdagen 14. marts 1983. En stor omstilling efter Scary Monsters-albummets informerede rockmusik. Pludselig anedes her med et David Bowie’s ønske om at træde ind under scenes allerstørste projektør, hvor det helt brede publikum ville kunne se, høre og forstå ham. Men hvordan lød dette nye Nile Rodgers-producerede stykke state of the art-pop så for os andre, der kendte ham i forvejen? Præcis som i dag: Anderledes lyst, let og så friskt som smagen af en hel tube ny Colgate. Dette, den perfekte popstjerne, var endnu en rolle kamæleonen David Bowie kunne spille med overbevisning. ..
Det unge Birmingham-geni Lawrence med hans og Felt’s fjerde single, juni 1983. Har popmusik lydt så drømmende perfekt før eller siden?
I didn’t want the world to know That sunlight bathed the golden glow Loneliness is like a disease Triggers off my sense of unease I was lonely till I found the reason The reason was me Oh, Penelope Tree Why don’t you just enter the night? Why don’t you just do what you like? Loneliness and all that heartache That’s something I just can’t take You’ve got your head on back to front That’s easy, so easy for me Oh, that’s easy for me You know that’s easy for me Oh, Penelope Tree Hey, tell me: Why are you so scared? It’s like the beginning Go there Goldmine trash seeks brave dark warrior What are we doing and why are we here? Why must we die? Oh, no no no, that’s easy, so easy for me Oh, that’s easy for me You know that’s easy for me Oh, Penelope Tree For me Oh, Penelope Tree…
Vi hører på vandrørene, det denne regngrå mandag er syv år siden Kent med en selvmytologiserende video bekendtgjorde sit eget farvel som band. Eskiltuna-drengenes opløsning gjorde ikke på nogen måde verden bedre, tværtimod, men et mere effektivt eksekveret farvel-telegram end dette er vel aldrig blevet sendt afsted af noget livstræt poporkester…
I Kolding må der i slut-60’erne have boet en pige eller ung kvinde, der kunne lide soul. For i den lokale pladebutik Jungle Records stod der denne formiddag en håndfuld brugte singler fra dengang med navnet Tove Jensen skrevet sirligt bag på coverne. Blandt sange med Otis Redding, Wilson Pickett og Marvin Gaye fandtes denne, P.P. Arnold’s fine version af ‘Angel In The Morning’, udsendt på Andrew Loog Oldham’s mod-hippe Immediate Records i 1968. Vi ved at Led Zeppelin’s John Paul Jones har arrangeret smagfuldt her. Men vi ved ikke hvad der blev af soul-begejstrede Tove Jensen fra Kolding…
Før de skifter personale, justerer kurs og overraskende slår igennem som hitliste-superstjerner med state of the pop art-mesterstykket Dare (1981) er Sheffield’s The Human League en anderledes tværgående størrelse, der ved hjælp af moderne isenkram og alternative sangstrukturer skaber en musik, der lyder af en anden og kommende verden. I maj 1981 udkommer Travelogue, den første konstellations andet og bedste album. Her åbningsnummerets historie om et monsterhit ude fra rummet, der på sin vej op af hitlisten forsvinder alle dens andre sange, samt sluger de pladebutikker der sælger ‘the black hit of space’ og menneskeheden som sådan, for tilsidst at fortsætte sin himmelflugt fra nummer 1 videre op i de negative tal. De her tillagte levende billeder er fra en samtidig The Human League-promooptræden på østrigsk TV…
‘Blue Monday’ var øjeblikket da New Order smed sin sidste skygge af Joy Division, og helhjertet rakte ind i popmusikkens elektroniske fremtid. En monumental 12″er-single der i sin tid ikke lignede eller lød som noget andet, og som den i dag stadig bærer på et løfte om lys fremtid. ‘Blue Monday’ blev udsendt 7. marts 1983, altså i dag for 40 år siden…
Siouxsie Sioux har dette kommende forår med fem shows – fire europæiske og et nordamerikansk – sine første liveoptrædener siden 2013. Dengang for ti år siden var det helt naturligt med setlister, der trak tungt på kataloget med hendes da forlængst opløste The Banshees. Kunne Siouxsie mon være en mulig tilføjelse til det allerede opløftende juni-program, den nye store københavnske festival SYD FOR SOLEN har præsenteret? Her anden single fra Superstition (1991), det overraskende lyse og næstsidste Siouxsie and the Banshees-album…
Favoritsinglen her med amerikanske Neil Diamond er hans så suverænt førte ‘Solitary Man’, men der er andre fine bittersøde bolcher i den New York City-fødte sangers slikpose. Lørdag formiddag i sydfynske Svendborg dukkede således nedenstående 1967-single – der i dag nok mest er kendt for Urge Overkill-coverversionen i Pulp Fiction – op i en singlekasse. Bingo!
Det er her det sker. Med ‘This Charming Man’, en af de klassiske britiske singler i rockhistorien, ankommer The Smiths’ allerede på sin anden udgivelse i oktober 1983 som et formfuldendt band, hvor hele pakken spiller optimalt. Selvfølgelig har det hjulpet denne gang at have en rigtig producer – John Porter, der tidligere har arbejdet med Ferry/Roxy Music – til at få styr på det lydmæssige. Men udtrykket og dets renhed er tydeligvis The Smiths’ helt eget. Johnny Marr udviser her allerede – han er kun 19 år! – en forunderlig evne til at skrive musik med en ganske speciel nordengelsk tone og arrangere sine melodiske forløbs fjerlette guitarfigurer i lag. Rytmesektion Mike Joyce/Andy Rourke’s Motown-take på sangens uptempo-friske, uhm, skiffle-pop leveres som det naturligste uden nogen slinger, og den unge Morrissey er noget så (på dette tidspunkt i UK) sjældent som en indie-sanger, der både kan synge og afsøge profileret melodistruktur.
Morrissey’s stilsikre fortælling her om cykelpunkteringen ude i de øde Yorkshire-bakker, hvor en beleven, flirtende mand kommer ham til mere end bare almindelig undsætning, er en usædvanlig og billedstærk novellefilm. Med indbygget social kommentar endda. Og den koketterende unge Morrissey’s falset-skrig der signalerer omkvædskavaleriets angreb er ikke uden triumf. For et nyt popsprog er født, engelsk musik skal tydeligvis aldrig blive den samme som før…
Her i Danmark er det 12″eren man kan købe, 7″eren dukker aldrig op i importkasserne. Men det er måske også fint sådan, for hvor sidstnævnte har den lidt øvelokale-grovkornede ‘Jeane’ på b-siden, kommer 12″eren omvendt med hele to sange af en for b-sider sjældent høj kvalitet. Både ubesværede lette ‘Accept Yourself’ og den underskønt blåtonede ‘Wonderful Woman’ viser flere af de facetter frem, The Smiths vil byde på fremover. Det er Morrissey’s person der umiddelbart lægges mærke til ved dette møde med verden, men det er Johnny Marr’s musik, guitar og mundharpe der maler det fuldkomne billede, han kan stråle i. På 12″eren findes iøvrigt to versioner af ‘This Charming Man’; den rigtige ‘Manchester’-singleversion og – også på A-siden – en ‘London’-version, den første der blev indspillet af de to, som er langt mindre tør i lyden. Hvis man er til f.eks. jinglejangle-klangen på The La’s ‘There She Goes’ vil man nok foretrække denne. Her har den altid været favoritten af de to…
‘This Charming Man’ bringer The Smiths på forsiden af de ugentlige engelske musikmagasiner, endda lige ind på singlehitlistens top-30. Og rundt omkring i engelske byer begynder utilpassede unge, sikkert de der ikke kan se sig selv i Duran Duran-pop, at klæde sig som Morrissey og gå med blomster i baglommen, som de har set ham gøre det på billeder og på den omfattende efterårstour The Smiths giver dette år fra Ormskirk til Colchester. En outsidernes popstjerne er født.
Her demonstrerer Marr lige hvordan sangens musik er sat op. Det lyder måske ret enkelt og ligetil når han spiller det, men det er netop kunsten…
20. februar 1984 udsender The Smiths sit debutalbum, hvor ‘This Charming Man’ (samt disse tre b-sider) kun glimrer ved fravær. En nobel beslutning af bandet måske, men også en der i dag nemt kan stilles spørgsmålstegn ved, da albummet naturligvis ville stå langt stærkere et så uomgængeligt stærkt nummer ombord. Et mønster der iøvrigt skulle gentage sig i The Smiths’ korte karriere, hvor adskillige singler og deres b-sider kunne have højnet albumstandard, var de ellers blevet inkluderet. Omvendt gjorde den politik singleudgivelser med The Smiths ekstra attraktive, så snart man havde luret at guldet ofte kunne ligge kun der. I USA blev ‘This Charming Man’ aldrig udsendt, så som ses herunder var den derfor med på debutalbummet derovre, limet på som sidste skæring af side 1.
Depeche Mode pladedebuterer dags dato i 1981 med singlen ‘Dreaming Of Me’. Husker hvor næsten usandsynligt letvægts-friske og uskyldige de lyder hørt først på synthpop-sangen her, samt på single-efterfølgende ‘New Life’. De prikkende én-finger-synths ovenpå den sprøde rytmebox er i februar 1981 tydeligvis lyden af i morgen…
Verdens smukkeste hysteri? The Associates’ John Peel-version fra april 1981 af deres egen ‘Nude Spoons’ er et godt bud. Denne første indspilning af nummeret står i al sin hvileløse og anarkistiske sindssyge/genialitet endnu mere fascinerende speedet end den senere officielle og blivende version på Sulk, der udkommer i maj året efter. Billy Mackenzie og Alan Rankine har da slidt hinanden kreativt op, og Rankine forlader The Associates netop som de skal afsted på tour med Sulk…
Lørdag aften deltog Depeche Mode på italiensk TV i den traditionelle San Remo Festival med en gæsteoptræden på to numre. ‘Personal Jesus’ kan vi udenad i søvne, langt mere interessant den nye single ‘Ghosts Again’, der overraskende nærmest bliver ved med at vokse for hver gennemlytning. Om det er sangens glødende melodiske kvalitet eller bare en overreaktion på tidens kalorienærige populærmusik, det skal endnu ikke kunne siges. Jo ældre Dave Gahan bliver, jo bedre synger han øjensynligt, og jo mere bringer hans fysiske fremtræden diskrete mindelser om LS’s egen Dr. Risell. Specielt det sidste er et stort kompliment til Dave…
The Crucial Three, den myteomspundne Liverpool-trio af (for) store egoer, der aldrig nåede nogetsomhelst inden den gik i opløsning, bestod af Ian McCulloch (snart sanger i Echo and the Bunnymen), Julian Cope (snart sanger i Teardrop Explodes) og så Pete Wylie, der ligeledes som forsanger fortsatte med sine Wah! Heat, der var akkurat ligeså lidenskabeligt dedikerede og Merseyside-karakterkæntrende stærke som de to førstnævnte bands. I dag er han sørgeligt nok lidt overset, glemt og borte fra de større scener, men det er ialfald ikke hans dengang fornemt profilerede sangskrivnings skyld. Her en liveoptagelse fra Channel 4 i 1983, et tidspunkt hvor han med Wah! når helt op i top-3 på den engelske hitliste med sin Merseysoul-hitsingle ‘The Story Of The Blues’, der i klassisk Wylie-stil rækker ud efter de helt store følelsers klimaks. Wylie havde lige da med Wah! hele verden – okay så, den engelske del af den – for sine fødder, men i klassisk Scouse enspænder-stil lykkedes det ham at miste momentum og formøble karrieren. Sangene fra hans lift-off er dog ret vidunderlige endnu, hør blot den her startende ‘The Story Of The Blues’ med sit næsten Marc Almond-svævende melodrama…
