Det er fredag og Bowie’s mest sælgende album nogensinde blev udsendt i dag for 40 år siden. Købte albummet på dagen dengang og husker mest, at det først og fremmest lød så voldsomt friskt. Som alt det ubrugte liv foran en. I dag giver det mest en bittersød smag at høre Let’s Dance. Fordi albummet var overalt det forår og den sommer står det fastlåst i sin tid. Så lad mig ikke nævne her, hvor dårligt Steve Ray Vaughan’s så fremtrædende lead guitar har klaret turen frem til i dag. Det ville være synd for dette mindesmærke over en svunden tid. Her en af albummets lidt mindre kendte sange, et Let’s Dance-deep cut der vel burde have været et hit…
5 tanker om “Vild med Let’s Dance?”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
1888, jeg er 100% enig med dig.
nc, undskyld, mislæste hvad du skrev. Troede du skrev ‘MINDRE mindeværdige’, my mistake. 😉
Nile Rodgers mente vist det var en fejl at hyre SRV, men Bowie bestemte. Hørt i dag er pladen skæmmet af for mange ret forfærdelige blues klichéer. Mest skadelige DB guitarist må nu alligevel være Reeves Gabrels?
Jeg tænkte fx på Low, Heroes og Scary Monsters. Og så selvfølgelig Ziggy Stardust.
Før? Så er det før Hunky Dory? Efter, ja, Let’s Dance var porten der åbnede mod det forfald. Og den leadguitar? Kan slet ikke med SRV’s rock-manerer. Ikke at Earl Slick der afløste på touren var et hak bedre. Bowie havde valgt en ny kurs, der på guitarsiden omfavnede det traditionelle, blues-affødte. Det klædte ikke hans musik.
Jeg tænker – helt omvendt – at den leadguitar nærmest er det eneste oplivende ved det nummer. Bowie har både før og siden præsteret langt mere mindeværdige album end Let’s Dance.