Den betragtelige mentalitetsforskel på USA og Skandinavien spejlet i to pladecovers; Kent’s spejlvendte fra 2007, Beyonce’s fra i dag…
Horses
Kategoriarkiv: Musik
Cold as ice cream but still as sweet…
Blondie fanget i absolut zenit 19. januar 1979 på det amerikanske TV-show Midnight Special. De største amerikanske popbands ever? The Ronettes, The Shangri-Las og Blondie. Siden rammer vel ingen samme himmelske klasse?!
Gårsdagens pladebutik
På vestberlinske Neukölln’s Karl-Marx-Strasse ligger det smukke vrag af, hvad engang må have været en yderst attraktiv radio- og pladebutik.
Dagens pladebutik
I Lissabon’s Chiado-kvarter ligger den fotogene pladebutik Sound Club.
In the sun?
Hvad er sommermusik? Juli her næsten hvert eneste år med glædelig genberigelse af den klassiske, nærmest filmfortællende Springsteen-musik fra 1973>84, men også af New York City-fænomenet Blondie, da ikke mindst som de lød, når de prøvede at lyde som den lyd, de selv var blevet forelsket i fra radioen som teenagers i det østlige USA. Blondie-sangerinde Debbie Harry fyldte 15 år i sommeren 1960, bandets kapelmester Chris Stein ti det samme år, så de har begge haft alderen til den bedste passive uddannelse i amerikansk popmusik, man overhovedet kunne få. Det høres på denne så enkle og skødesløst perfekte sang fra 1976, skrevet af Chris, sunget af Debbie…
Husker du hvem vi var og hvad vi skulle blive til?
Pet Shop Boys’ Neil Tennant fyldte 68 denne weekend. Men allerede for 32 år siden var han istand til med forbløffende klarhed og bittersød elegance at længes efter sin tabte ungdom i Newcastle, det på en af de allerstærkeste PSB-singler, som tilmed nyder godt af sin MTV-alders meddigtende billedeside her, stilgenkendeligt instrueret af modefotografen Bruce Weber. Og det endda på trods af Weber’s supermodel-ved-Rivieiraen-verden, der ikke kunne have været mere fjern i sin blændende overdådighed fra det kulsorte og sammenfaldent udmarvede Newcastle i 70’erne, Tennant besynger. Alligevel går det hele rent hjem sammen, så universel er den skarptskårne tematik i ‘Being Boring’…
Starman lander i England
Hvor har man gennem årene læst mange interviews med britiske punk-, postpunk-, synth- og britpop-bands, hvor ét og samme øjeblik står ud, der alle sendte dem afsted på drømme mod et liv i musik; nemlig Bowie og The Spiders’ optræden med ‘Starman’ på BBC’s Top of the Pops, da Ziggy Stardust-figuren landede i de britiske hjem foran flimrende TV-skærme og og intet nogensinde var det samme igen. I dag er det 50 år siden. Læs lige her en Guardian-artikel om begivenheden, der muligvis havde større ungdomskulturel betydning i Storbritannien end noget andet i hele 1972.
“…That was the moment Bowie went above ground and nationwide. The hype may have led us to expect something edgy and challenging. The record was as simple and hummable a radio hit as you could possibly desire. For the post-Beatles generation coming into their albums-buying majority, the record wasn’t really the point. The point was the way he looked at them.”
(Cab $4)
Kig ind i fremtiden, Debbie
Debbie Harry fotograferet tilbage da Blondie startede ydmygt ud inde i klubben her til højre bag hende på The Bowery, Lower East Side i New York City. Hurtigt i 1975-76 blev de en del af Manhattan’s spirende punkscene, men dog først med deres klare musikalske girlgroup-referencer taget som en charmerende men synkende joke. To-tre år efter grinede CBGB-konkurrenterne nok ikke længre, da Blondie indtog hitlister verden over, og sangerinde Debbie Harry strålede klart fra pladebutikker og bladkiosker som ikonisk zeitgeist-stjerne. Således også i midtjyske Viborg, hvor hun gav drømmestof om et andet, fjernt og bedre liv. Det takker vi af hjertet for her, og ønsker stort tillykke med de 77, hun bliver i dag. Og hvad laver Debbie Harry så på sin fødselsdag i dag? At dømme efter Blondie-kapelmester/guitarist Chris Stein’s Insta/Twitter-kontoer er hun lige nu i studiet med Blondie, at indspille opfølgeren til overraskende stærke Pollinator (2017). Og Sex Pistols’ Glen Matlock er med på bass denne gang, så hvad kan gå galt?! Verden er ung.
Destri forbigået igen
Hvorfor dette power pop-vemodige Jimmy Destri-skrevne track fra Parallel Lines (1978) aldrig blev udsendt som single er et af denne verdens store uløste mysterier. Hele seks andre sange derfra blev ellers singleudsendt. ‘11.59’ står til enhver tid her blandt de fem øverste favoritsange med Blondie…
Take me back…
Hvorfor dette Motown-strømlinede Laura Davis/Jimmy Destri-skrevne track fra Eat to the Beat (1979) aldrig blev udsendt som single er et af denne verdens store uløste mysterier. ‘Slow Motion’ står til enhver tid her blandt de fem øverste favoritsange med Blondie…
TR/ST never sleeps
Ovenpå en sært aflyst Europa-tour, der bl.a. i start-juni siden skulle have budt på en københavnsk koncert på Refshaleøen til Distortion Ø, er canadiske Roland Alfons’ synthpop-enestående TR/ST i dag aktuelle med denne spritny single…
Den usynlige mand
Der er ikke ligefrem blevet skudt med store missiler i pladeselskabslanceringen af Kent-centralen Joakim Berg’s nye comeback-album. Helt sikkert efter ordre fra Berg selv, der tydeligvis ønsker at forblive i den anonymitetens bagrund, opløsningen af Kent signalerede indgangen til. Men musikken klarer sig heldigvis fint uden, således også på denne nye lyrics video, der netop er blevet officielt udsendt til et af albummets mange formfuldendte popnumre…
Dusty i Berlin
Den største sangerindestemme i 60’ernes britiske popmusik tilhører Dusty Springfield. Her har hun 15. marts 1969 taget den helt til Vestberlin for på Freies Berlin-senderen at synge til ARD-Eurovisionen Gala-Abend der Schallplatte, en live-fremførsel med stort orkester af en blandt de allermægtigste Dusty-sange, den da aktuelle ‘I Close My Eyes And Count To Ten’-single. Danske Nina & Frederik medvirker også ved showet den aften, men det er Grethe Ingmann der snart herhjemme indspiller Chris Westlake’s Dusty-sang på dansk…
Arven fra Kent
Hans liv blev sikkert bedre af ikke at skulle være artist, men manges liv blev værre af, han ikke længere ville være det. De kan ånde lettet op i dag, hvor den tidligere Kent-frontmand Joakim Berg, der forsvandt for seks år siden ned i sit bands pertentligt selvskabte gravmonument, debuterer som soloartist. De seneste to uger, siden nyheden om genopstandelsen rejste sig, har budt på tre bittesmå atmosfæriske videos, der ikke gav indtryk af, om et ætsende savn efter flere Kent-udsøgte sangspejl kunne blive indfriet. Det ved vi fra i dag, at det rent faktisk bliver.
Albummet Jeg Fortsätter Glömma byder på 11 musikalske versioner af Joakim Berg’s bittersøde længsel efter – og arbejde med – den uskyld, der forsvandt med voksenliv, travlhed, tid der rev med sig. Ordene i albummets sange er forskellige, men fornemmelsen, at det er et identisk omdrejningspunkt de alle har, den samme fortælling de sværmer omkring, er umulig at slippe. Ligeså med selve sangenes musik, der i melodisk kurs, tempo, instrumentering og temperament står hinanden meget nær. Den gennemførte homogenitet kunne skabe et tomgangstrist album, men nej, dertil er Berg’s melodiske talent for vidunderligt forfinet og hans elegante tekster for filmisk sanselige.
Der er ikke mange musikalske kanter her, ingen himmelkæntrende Sami Sirviö-guitarer, ingen uptempo Kent-knytnæveslag, til gengæld en fuldbyrdet samling sange, der hviler i eget univers. Der er tydeligvis ikke mere Joakim Berg skal bevise overfor verden, ingen fronter der skal markeres, nej, musikken her står jo nærmest – bortset fra sin sikkert arbejdsskaderamte brug af autotune – helt uden for sin tumultariske samtid. Som Berg undervejs i pop-oasen ‘Aniara’ befriet selv udtrykker det: ‘Det är nån annans tur att stå på barrikaden / Jag är sikker på att kidsen klarar av det’. Her følger dog et andet Jag Fortsätter Glömma-track, der ligeledes bærer arven fra det sene, melodisk voksne Kent videre på fornemmeste vis…