Så hvor relevant lyder marxistisk postpunk fra nordengelske Leeds? Det er 1. januar 1981 på New York City-klubben Hurrah’s. På scenen er Gang Of Four, som i spasmer, skjorter og sved sender ‘Damaged Goods’, egen Fast Records-debutsingle fra to og et halvt år tidligere, afsted…

Der har sjældent været så mange koncerter som i dette forår. De seneste to års nedlukning har genereret en aktivitet, som nærmest kan synes overvældende. Siden her har den seneste lille halvanden ugen observeret fire vidt forskellige amerikanske acts på deres vej gennem København.

Først var det legenderige Iggy Pop, som forrige søndag rev Falkoner midtover med en af den slags eksplosioner, der ikke burde være en mand af hans alder mulig. Med et overraskende stærkt nyt fransk band (franskmænd kan ikke spille rock, remember?!), der kan så meget andet og mere varieret end ‘bare’ Stooges-rock, storsang Iggy Pop sig gennem koncerten, der indimellem fremstod som en veritabel æresrunde for hans unikke karriere. Så decideret rørende det var at høre ham tilsidst på aftenens sidste indslag, en nådesløs version af 1973-bangeren ‘Search & Destroy’, gentage mantraet ‘forgotten boy’ henover gigantisk tårnhøje guitarbredsider. Og de horn til venstre for Iggy på scenen altså, tre af dem sammen, bragte klare associationer til australske The Saints fra punkdagene. Fortid og nutid i vital omfavnelse. *****

Et ganske anderledes band samme sted torsdag var uforlignelige Beach House, hvis seneste to shows i København har været hypnotiserende seancer med en overraskende klædelig kant i leveringen. Så helstøbte fremstod live-trioen ikke i Falkoner, hvor aftenen nok blev martret af et for tidsfattigt set, domineret af numre fra de seneste to albums, der trods karakteristisk besnærende lyd og klassiske Beach House-arrangementer ikke kompositorisk matcher tidligere bedrifter. Storslåede stemningskonstruktioner som ‘Myth’ og ‘PPP’ vil altid funkle klart, men de stod uvant alene denne københavnske aften på en ellers for uklar Beach House-himmel. Kom igen! ***

Lørdag aften kl. 22 spillede The National på den nye lovende Syd For Solen-festival i Søndermarken. The National’s seneste to albums har så absolut ikke været deres mest blomstrende, men i de grønne omgivelser på Frederiksberg tog Matt Berninger & co. revanche på en forbløffende stærk tur gennem bandets efterhånden så imponerende bagkatalog. Har næppe før oplevet Dessner-brødrenes guitarspil så ekspressivt, klartdefineret og dynamisk, mens Berninger pålagde musikken sin varme Bo Bedre-vokalfernis på en for ham på scenerne bemærkelsesværdig atypisk sober aften. Overordnet smukt at så stort et hengivent publikum har fundet vej til et tålmodighedskrævende band, der aldrig nogensinde har haft et hit. Det er fuldt fortjent. *****

Mandag i Amager Bio gav albumaktuelle Wilco så et skønt tilfredsstillende to-timers-set, hvor den nye plades uforstillede, sagte amerikanske melankoli blev blandet effektivt op med de mere grænseafsøgende sider af Wilco-kataloget. Det ene øjebliks blåtonede sange af tvivl, søgen og tab blev det næste punkteret med forløb af en vel nærmest amerikansk krautrock, af Sonic Youth-chemtrails over dissonante randområder, samt af himmelfarende, hypersensitive guitarforløb, hvor bandets to/tre guitaresser (!) spillede suverænt i stil udfra Tom Verlaine’s Television-eliteskole. Og manden i midten, Jeff Tweedy, sang det hele så enkelt hjem uden de store armbevægelser, kun bevæbnet med sine søgende ord og den der sprukne Wilco-stemme af guld. En nydelse at opleve dette band, der tydeligvis har tusinder af kilometer i benene. Spillerne kender hinanden til et punkt, så sange og numre uden rationelt besvær angribes med synkroniseret temperament, en særdeles velsmurt organisk maskine. Musik kan. *****

For ikke få af os var det David Bowie’s kunstneriske genkomst efter 19 år, først i skyggen af goldt stjernestøv, dernæst i en frustrerende forgæves jagt på egen dagsordensættende legende fra de gyldne 70’ere. Men 10. juni 2002 udkom albummet Heathen, hvor stemmen der var forsvundet i kølvandet på Serious Moonlight-touren i 1983 pludselig var tilbage og uventet igen lød som den fritsyngende Bowie, verden efterhånden havde afskrevet som borte for altid. Ikke mere end på følgende længselssug af en sang fra Heathen, her i lyd, værdighed og smukt levende øjebliksbilleder fra samme efterår på l’Olympia i Paris…

Fra bowiesongs.com: ‘…And Bowie gave one of his finest sustained performances as a vocalist on record. It’s as if he’s playing the character he offered in interviews for the album—an older man drained of the potential to be surprised, a settled man, one content within his twilit world and accepting of barbarity—but the character keeps breaking script.‘

Falkoner, København er i morgen (søndag) næste stop på Iggy Pop’s Europa-tour dette forår, der forfriskende bringer et nyt band – inkl. horn – med sig, hvis aftener med Iggy dette forår har fået særdeles positiv omtale påhæftet. Denne gang er det endelig (!) ikke kun The Stooges-delen af hans fortid, som står altdominerende på setlisten, men mindst ligeså meget karrierehøjdepunkter fra soloårene. Her er James Osterberg himself (vistnok med sit nye band) i en nylig BBC-optagelse af New Values-højdepunktet ‘The Endless Sea’, som er med hver aften dette forår. Kan koncerterne nu leve op til det magiske niveau fra The Idiot/Lust for Life/Post Pop Depression-touren med Josh Homme-bandet, foråret 2016? Synes rationelt set ikke muligt, men det er gratis at håbe…

Søstrene fra PRISMA er klar med en catchy ny single, en smash-serv for deres travle skandinaviske sommersæson…

På dags dato 1977 kommer The Clash og deres White Riot Tour til nordengelske Middlesbrough’s The Rock Garden…

Brett Anderson fra Suede kan sin engelske punk. På vej ind i Falkoner fredag aften kunne man således et kvarters tid før Suede gik på høre dette heftige nummer, The Adverts’ anden single, blæse markant ud blandt andet musik fra PA’et. Først nu på YouTube jeg finder ud af, London-bandet – med TV Smith i front og den bemærkelsesværdige Gaye Advert på Gibson EB0-bass – havde en enkelt usandsynlig singback-optræden med ‘Gary Gilmore’s Eyes’ på Top of The Pops. Her deres 15 seconds of shame på BBC…

Overraskende opløftende gensyn med Suede, der i aftes i Falkoner spillede stærkt ud med så uforbeholdent hjerte, man stadig nemt kunne fortabe sig i de kontant belønnende sanges svajende sug og svæv. Eneste minus måske at et personligt håb herfra om nedenstående nummer måtte gå forgæves. Men hvem ved, måske det er på i aften. Og der er stadig billetter på Ticketmaster til den officielt udsolgte koncert…

PS – Det skete. “Europe is our playground / Copenhagen is our town…” blev der sunget i første nummer i 2. set fredag. Tak, Suede!

Nej, Suede spillede alligevel ikke debutsinglen ‘The Drowners’, som i dag fylder 30, forleden i Helsingør. Til gengæld fik de den på Annexet i Stockholm i aftes, endda inklusive dens to B-sider ‘To The Birds’ og ‘My Insatiable One’. I dag kommer Suede igen til landet her, hvor der venter to shows i Falkoner, Frederiksberg torsdag og fredag…