Ian Dury’s søn Baxter Dury spiller denne sommer Europa med sit band. Hans udfordrende spoken words-disco, der måske bedst kan beskrives som et Sleafords Mods for de kreative klasser, kan her opleves i en fuld koncert-optagelse fra årets Primavera i Barcelona…
Alpha Dog / Hapsburg / I’m Not Your Dog / The Night Chancers / Mockingjay / Almond Milk / Aylesbury Boy / Return of the Sharp Heads / Kubla Khan / Pleasure / Miami / Cocaine Man / Allbarone / Schadenfreude / Baxter (these are my friends)
The Clash (med ekstraguitarist Keith Levene) på The Black Swan I Sheffield, 4. juli 1976
Og nu er det lidt sent, for datoen er overskredet, men det bør vel nævnes at 4. juli 1976 var en skæringsdag for punkrock i England. Det var dagen hvor The Ramones fra Queens, New York City satte flaget ned for første gang i England; deres nu så myteomspundne 4. juli-show på The Roundhouse i Camden, hvor alle de der blev til noget på punkscenen synes at have været tilstede og være blevet ændret. Undtagen de to vel snart vigtigste bands, for oppe i Sheffield på en pub ved navn The Black Swan livedebuterede The Clash som medbragt opvarmning for de lidt mere rutinerede Sex Pistols. Næste aften – det må så være i aften for 50 år siden – var de begge tilbage i London og kunne der overvære The Ramones’ koncert på Dingwalls, hvor billeder også blev taget bagefter af de langhårede amerikanere i blå jeans og t-shirts sammen med nye engelske venner. Og denne blog? Gemt væk på en familieferie oppe i Skotland, lykkeligt uvidende om alt det som skete sydpå. Hvilket har været et behandlingsværdigt traume næsten lige siden. Her et covernummer som var på The Clash’s første setliste oppe på The Black Swan i Sheffield…
Den røde Ford Galaxie: Elvis er lige død, Springsteen er i Nevada
Hvor kom Bruce Springsteen’s monolit ‘The Promised Land’ fra? Wikipedia fortæller kort den konkrete baggrund for det stolte, mægtige, trodsige amerikanske stykke musik:
Wikipedia: “The Promised Land” originated through a trip to Utah and Nevada on August 16–20, 1977, with photographer Eric Meola (who shot the Born to Run cover) and guitarist Steven Van Zandt. After flying to Salt Lake City and renting a red 1965 Ford Galaxie, the group set out towards Reno, Nevada, Meola looking for photo ops, Springsteen to see some of the places he envisioned in his dreams. He was also upset, because one of his heroes, Elvis Presley, had just died. Springsteen “wanted to take every single side road that we could in Nevada”, according to Meola. On the trip, they slept in the Galaxie, saw the wilderness and got caught in a thunderstorm.
Versionen af ‘The Promised Land’ her er fra The River-touren i 1980, optaget i Tempe, Arizona. E Street Band spiller den aften – som kotumen var de sæsoner – så fornemt helhjertet, at selv Sugar Miami Steve har taget beret og fint tøj på. Bittersødt i dag at overvære sådan en performance af netop den sang, for alt hvad der siden er sket med det forjættede land i baghovedet. Springsteen og E Street Band spiller den stadig næsten ved hvert eneste show, men nu mere som et idealistisk billede fra en anden tid, en fælles arv af styrke og modstandskraft.
USA bliver 250 år i dag. Springsteen’s ‘Independence Day’ har altid været en sorgladet sang, men måske i dag mere end nogensinde for det dens titels bagland lige nu repræsenterer. ‘Independence Day’ udkom på The River-dblalbummet i 1980 som en af dets store, udfoldende fortællersange, men her fremføres faderopgøret to år tidligere helt ukendt og uprøvet af Al Pacino’s lookalike og hans E Street Band på Darkness-touren i 1978 . De levende billeder her er ikke noget at skrive hjem til Europa om, men det er musikken…
Iceage får mange roser for en højelektrisk åbning onsdag af Roskilde, hvor de kvitterede ved at spille hele deres nye album kronologisk. Dagene da Roskilde-koncerter blev optaget og transmitteret af en årvågen DR-kulturredaktion er desværre blevet sparet brutalt væk, så her istedet en håndholdt entusiast-optagelse fra The George Tavern i East End fra for fire uger siden, da Iceage holdt en lignende præsentationskoncert for et lille London-publikum. Elias Rønnenfelt er en stjerne og midt i en poptid er det en befrielse at have et ungt rockband som Iceage i Danmark til at give noget andet og mere ophidsende end refrain-musik…
27 numre på setlisten hos The Cure på Roskilde Orange i aftes. Dog ikke et eneste af dem fra forrige års så overraskende mesterlige og i superlativer bredt roste requiem Songs of a Lost World. Den slags er svært at forstå. Når et gammelt band med så sjældne udgivelsesmæssige nedslagspunkter i dette årtusinde endelig går ind og med velgørende konsekvens favner sin nutid, hvorfor så ikke spille den lyslevende ud når scenen og lejligheden er så fornem som i aftes? Her et af de nye numre, der utvivlsomt havde gjort lykke med sin bastant huggende Simon Gallup-bass i centrum…
Det var første aften nogensinde på Roskilde. Hvilken glæde at være der, klar til tre aftener med henholdsvis Simple Minds, Siouxsie and the Banshees og Echo and the Bunnymen. Jim Kerr’s troppers stjerne stod i absolut zenit i 1983. Bandet skulle snart blive meget større, men til gengæld – berømmelse og succes kommer aldrig uden en pris – give fatalt køb på den flimrende letheds musikalske poesi og europæiske vision, der lyste det så vitalt op indefra. Her en times sært uvirkelig TV-optagelse fra den milde sommeraften på Orange, fredag 1. juli 1983 på tour for New Gold Dream (1982)…
The Cure spiller på Roskilde i aften, 41 år og to dage efter deres første danske optræden i 1985, som var på Orange samme sted. Men hvorfor skulle der gå så lang tid inden de kom forbi Danmark? Svaret er enkelt; The Cure var simpelthen for upopulære her på de første hovedværker – Seventeen Seconds (1980), Faith (1981) og Pornography (1982) – til at deres europæiske turnéer svingede forbi København. En koncert i Saltlageret på Gammel Kongevej blev faktisk sat op som en del af deres Faith-tour i slut-maj 1981 – mit eget postpunk-band fra Viborg (Næste Uges TV) skulle endda spille support – men det hele blev desværre aflyst få uger før. Hvorfor? Der var solgt under 40 billetter. Så der røg chancen for at opleve Robert Smith, Simon Gallup og Lol Tolhurst på tæt hold. De to førstnævnte er endnu med, når bandet i aften kl. 22 går på foran en helt sikkert tætpakket dyrskueplads. Ja, det går op og ned i showbiz. Her er singleudgaven af ‘Fascination Street’ fra Disintegration (1989). Forleden i Dublin var der pludselig hele syv numre fra det album på setlisten…
18. februar 1978: Blondie’s Debbie Harry fotograferet af Staffan Johansson på færgen mellem Dragør og Limhamn. Blondie skal samme aften Sverigesdebutere på Malmö City’s fashionable rockklub Dad’s. Debbie Harry er da allerede 33 år gammel. I dag bliver hun 81. Livet i rocknroll bevæger sig nådesløst hurtigt, synes det. Tillykke til kvinden den vinterdag på færgen fra Dragør.
En kortfilms-montage af Justin Lockey, der veksler mellem forberedelse til sommerens første Editors-koncert (i Roubaix) og umiddelbart efter show på Pink Pop to dage efter…
Sidste weekend var Editors på besøg på den store Pinkpop Festival i Landgraaf. Her hele deres show fra den tidlige lørdag aften på Hollands svar på Roskilde. Her setlisten…
The Racing Rats Munich Call It In Sugar A Ton of Love Karma Climb An End Has a Start The Rush Smokers Outside the Hospital Doors The Phone Book All the Kings Papillon
Har indimellem behov for at genopleve denne liveoptagelse med Talk Talk. Året er 1986, englænderne er afsted på tour med da aktuelle The Colour of Spring og får en koncert TV-optaget i schweiziske Montreux ved byens traditionelle festival. Selvom der kun er gået to år siden forrige album, den identitetsstærke It’s My Life, har Mark Hollis og hans band musikalsk bevæget sig langt videre. Så det er i den nye ånd og med dens mere følelsesdirekte tilgang at titelnummeret fra It’s My Life her gives. Personligt kunne jeg virkelig godt have undværet det breakdown med percussion-solo før omkvædsfinalen, men det er svært ikke at elske alt andet omkring den storsvedende, skælvende version, Mark Hollis synger som gælder det selve livet…
En bekymrende langhåret Hamilton Leithauser varmer lige nu op for The Strokes på deres USA-tour. Tirsdag i Boston inviterede Julian Casablancas ham på scenen for at synge med The Strokes, der til aftenen havde indøvet The Walkmen’s ‘Heaven’. At den sangs stive new wave-beat ligger perfekt til Strokes overrasker ingen. Men hvor er det svært at se Hamilton synge The Walkmen uden igen at blive syg af savn efter en regulær gendannelse af et band, hvis helhed var så meget større end den logiske sum af dets enkelte dele…
Elvis Costello er lige nu med sit band The Imposters på en europæisk tour, hvor der stilles skarpt på de tidlige sange, altså dem fra hans første 4-5 år som pladeudgivende artist midt i en punk/postpunktid. Den første gang vi her hørte Costello var i 1977 i Danmarks Radio, som dengang, med sine mange specialprogrammer med fokus på al mulig forskellig musik, havde en helt anderledes, gavmild opfattelse af begrebet public service. Selveste P3 præsenterede således også helt ny, muligvis smal musik fra England og i den forbindelse blev Elvis Costello hevet frem som bemærkelsesværdig udspringer af den nye punkbølge, der var ved at vokse sig stor lige da. Den notorisk vrede Costello havde sammen med sit nye band The Attractions netop udsendt sit andet album og fra This Year’s Model ville man spille åbningsnummeret med den punk-mundrette titel ‘No Action’ og den punk-korte spilletid 2:01. Nummerets billige Farfisa-orgel, de galopperende trommer, den generelt kriblende rastløshed og så det catchy omkvæd; var straks solgt. Hvor kunne man dog købe den plade?
Satte This Year’s Model på afspilleren denne mandag morgen. Kan det muligvis være Elvis Costello and the Attractions’ allerstærkeste udspil? Et hårdt dilemma, for der er to-tre deroppe om budet, men ialfald en rystende stærk samling sange på hans britiske gennembrudsalbum (det var en STOR plade af sin tid derovre, blev set og hørt overalt), leveret med engelsk saft og ung imponeret kraft.