Kategoriarkiv: Turnéliv

Bobby was

11. maj 1981 døde Bob Marley efter lang tids sygdom på Cedars of Lebanon Hospital i Miami, Florida. Her er Jamaica’s centrale stemme med The Wailers og sin fænomenale kortrojka I Threes i en 1976-liveversion fra Beacon Theatre, New York City, med en passende sørgmodig og sjælfuld version af ‘Johnny Was’…

Post Tempodrom Depression

Top-5-koncerter nogensinde er en liste, vi endnu aldrig har besværet os med her på siden. Men hvis vi gjorde – eller gør – så vil Iggy Pop i Tempodrom lørdag 7. maj 2016 med sikkerhed være en af de fem på min egen liste. En sjældent fantastisk og perfekt aften, hvor Iggy Pop med sit Josh Homme-styrede luksusband savede Berlin midtover med et elektrisk vitalt set bestående af sange fra da nye Post Pop Depression, samt dens to åndelige slægtninge, Berlin-pladerne The Idiot (1977) og Lust For Life (1977). Her ‘China Girl’ fra den aften. Nyd guitarernes ridt mod slutningen…

GREVE – BIRKERØD – FREDERIKSVÆRK – AALBORG – VEJLE – ROSKILDE – THISTED – ODENSE – AARHUS – KOLDING – HERNING – KØBENHAVN

Venner, tak til alle jer så mange, der kom ud og var med på den nu overståede apriltour for Brænder Boksen Med Smukke Ting – en fornøjelse! LS-indendørstouren fortsætter på den anden side af foråret/sommeren, der først byder på en række LS-udendørsshows. Vi sætter tid og sted på her meget snart. Tak for nu!

Brisbane i København

Denne nye uge starter med fornemt besøg i Lille Vega, hvor australske The Go-Betweens’ flamboyante Robert Forster i aften kl. 21.00 er på besøg med sit band og det nye fine soloalbum Inferno i bagagen. Der var tourpremiere i aftes på Nalen i Stockholm, så der er desværre endnu ikke en setliste at dulme enhver eventuel autistisk forventningsusikkerhed med. Forster kan også opleves tirsdag i Berlin, her i Festsaal Kreuzberg…

Pop 72

Lige nu er Iggy Pop i Australien for at spille nogle shows med sit brutalist-band, så det er der han, stadig en fontæne af vitalitet og overskud, i dag kan fejre sin 72-årsdag. For tre år siden turnerede han i foråret Europa med sin da helt nye plade Post Pop Depression, det med et opsigtsvækkende, verdensklassespillende luksusband centreret omkring Josh Homme. Denne side var tilstede ved tourens udsolgte show i Berlin’s Tempodrom, hvor alt gik op i absolut højeste klasse. Her, med et stort tillykke til Mr. Iggy Pop, livsstykket ‘The Passenger’ i en amatøroptagelse, som den lød den mægtige forårsaften. Og ja, det er Matt Helders fra Arctic Monkeys på trommer. Han blev anderledes unge 30 år denne dag i Berlin. Tradition og fornyelse på scenen sammen…

Nothing left to burn?

Da han nærmede sig de 40 år skrev og indspillede Robert Smith med The Cure ’39’, en mægtig sang om alderens hærgen. ‘I used to feel the fire / there’s nothing left to burn’, sang han uden spor af sarkasme eller ironi. I dag runder han de anderledes voksne 60 år, og at dømme udfra The Cure’s efterhånden meget sjældne nyudgivelser, fremstår det på afstand ikke voldsomt sandsynligt, Smith har fået mere gang i den døende ild. Denne sommer vil han dog med The Cure på landevejen atter stå i sin gothlook-tidslomme af hårspray og udtværet læbestift, spillende sit og bandets fornemme katalog af notorisk depressive sange…