Ifølge frontmand og sangskriver Greg Dulli på Twitter er det i dag ét år siden The Afghan Whigs udsendte In Spades, deres andet og klart bedste album siden bandgenoplivningen. For tiden turnerer The Whigs i USA sammen med Built To Spill, men her en KEXP-session fra tidligere på året, der inkluderer et seriøst tungt take på The Beatles’ ‘Dear Prudence’…
Oriole
Toy Automatic
Demon In Profile
Dear Prudence
Jeg var lige fyldt 18 da The Cure’s Pornography udkom 4. maj 1982. Husker jeg købte den på dagen i København på ekskursion med min gymnasieklasse, samt at vi sad et par stykker i solskin på Gl. Torv og læste tekstarket, hvis skrevne ord allerede lovede ingen nåde og undergang længe inden deres knugende musik åbenbarede sig. I dag fylder albummet 36 år, det med en velfortjent status som Robert Smith og co’s kulsorte, næsten triumferende ultradystre hovedværk. Mit Viborg-band Næste Uges TV havde chancen for at møde den muntre trio foråret før, da vi havde fået tjansen som supportband i Saltlageret, København på The Cure’s europæiske Faith-tour. Desværre blev den aften aflyst pga. alt for få solgte billetter. Bizart at tænke på nu, hvor The Cure med netop musikken fra den tids udgivelser i bagagen med lethed kan sælge Europas største koncertarenaer ud.
RSD-liveudgivelsen med David Bowie fra London-besøget på hans 1978-tour Isolar II har kastet et velkomment nyt og bedre lys på den del af Bowie’s live-løbebane, end den dengang udsendte Stage (1978) nogensinde formåede. Her en redigeret video af ‘Heroes’ fra et af de tre London-shows…
Det tidligere Jazzhouse i København hedder nu Hotel Cecil og lægger i aften scene til Detroit-fænomenet Protomartyr, der med Relatives in Descent stod for et af sidste års allerbedste og mest originale rockalbums. Der er utroligt nok billetter at få endnu…
Her Protomartyr’s setliste fra i fredags på Blå i Oslo…
My Children I Stare at Floors Don’t Go To Anacita Corpses In Regalia Wait Windsor Hum Up the Tower Male Plague What the Wall Said The Devil in His Youth Trust Me Billy Principalities A Private Understanding Here Is The Thing Come & See Half Sister + + + Why Does It Shake? Scum, Rise!
I går og i dag for 42 år siden spillede David Bowie for første gang nogensinde i Danmark. Det skete på hans tour for Station to Station, der 29. og 30. april 1976 bød på koncerter i Falkoner Teatret på Frederiksberg. Billedet ovenfor – fotografen er os desværre ukendt – er fra en de københavnske aftener, hvis setlister gik således:
Station to Station
Suffragette City
Fame
Word on a Wing
Stay
I’m Waiting for the Man
Queen Bitch
Life on Mars?
Five Years
Panic in Detroit
Changes
TVC15
Diamond Dogs
+ + +
Rebel Rebel
The Jean Genie
Håbet indfriet. David Bowie’s RSD-udgivelse Welcome to the Blackout: London ’78 er præcis den kvalitative opgradering af Stage (1978) fra samme tour, hvor Bowie for første gang præsenterede sangene fra Low (1977) og “Heroes” (1977) på en scene. Men hvor der altid var noget underligt glat, nærmest upersonligt over Stage, er Blackout spillet/mixet mere subjektivt og kommer tættere på David Bowie som person. Bare en feeling, men sandelig en vigtig en. Hør selv pladen her…
6. marts 1971: Mick Jagger introducerer sin kæreste Bianca Perez-Mora Macias for den eksotiske bilindustri-by Coventry i engelske West-Midlands, hvor hans band The Rolling Stones senere samme aften skal spille på Coventry Theatre. Nicaraguanske Perez-Mora Macias, der godt to måneder efter hedder det noget nemmere Bianca Jagger, ser ikke videre imponeret ud. Det er trommeslager Charlie Watts forrest til venstre.
Stones-kaptajn Keith Richards går heller ikke alene den dag. Her ankommer han til Coventry Theatre med en hundehvalp…
Festivalernes massive fremkomst over de sidste to årtier har skabt en idé om, at festivaler er afslappede steder, skriver New York Times. Det har ifølge mediet haft den tragiske effekt, at musikere ikke optræder for et større formål. Sådan var det ikke med Beyoncé.
Et højest mærkværdigt vinklet – og ukritisk vidererefereret – kultursyn af journalist Perry Macleod Jensen i Politiken, om Beyonce’s show i weekenden på californske Coachella.
Hvem skulle have troet?! Brian Jones fra The Rolling Stones trøjereklamerer her for den danske OL-cykelrytter Rudolf Rasmussen. Måske de begge hang ud i venteværelset hos Dr. Fuentes, hvem ved?
Hele to meter bred og 124 cm høj er denne specielt stilfulde Sort Sol-plakat for bandets Next Stop Sovjet-koncert i Sovjetunionens hovedstad Moskva, efteråret 1989.
Peter Sommer & Tiggerne havde sig en fremragende, fornemt løftet og varm aften i Roskilde i går, på tour med nye Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske. I aften (fredag) spiller de Elværket i Holbæk, i morgen (lørdag) i DR Koncerthuset – lad dette stå som anbefaling uden forbehold.
Så sort/hvidt ser coveret ud til David Bowie’s tredobbelte livealbum fra Isolar II-touren, der udkommer på RSD. Godt hans hånd hviler på den mikrofon, for ellers ville kontroverserne jo ingen ende tage. Vi håber indholdsmæssigt på en kvalitetsopgradering af samme tour’s Stage (1978), der som livealbum altid syntes lidt mekanisk og sært fragmenteret, nok ikke mindst pga. af en troløs hulter til bulter-tracklist i forhold til tourens egentlige setlist og dramaturgiske flow. Hvor Stage udgøres af optagelser fra april/maj 1978 i amerikanske Philadelphia, Providence og Boston, er dette søsteralbum Welcome To The Blackout (Live London ’78) som titlen afslører en strictly engelsk affære, optaget i Earls Court, London 30. juni og 1. juli. ‘Be My Wife’, ‘Sound And Vision’ og ‘Rebel Rebel’ er ekstratracks i forhold til den originale Stage-udgivelse.