En TV-reklame for R.E.M.’s koncert dags dato 1995 i Auckland, New Zealand på Monster-touren. Noget af en heftig Monster-setliste de heldige på Western Springs Stadium fik sig:
What’s the Frequency, Kenneth?
Circus Envy
Crush With Eyeliner
Turn You Inside-Out
Try Not to Breathe
Me in Honey
You
Orange Crush
Revolution
Tongue
Near Wild Heaven
I Don’t Sleep, I Dream
Country Feedback
Man on the Moon
Losing My Religion
I Took Your Name
Pop Song 89
Finest Worksong
Get Up
Star 69
+ + +
Let Me In
Everybody Hurts
Bang and Blame
Drive
It’s the End of the World as We Know It (And I Feel Fine)
To enkeltstående januarshows for Jens Unmack, der torsdag aften spiller til Northern Winter Beat i AALBORG. Fredag aften gælder det Cold Hawaii, mere præcist Hanstholm Madbar i HANSTHOLM.
Classically Smiths er forbi. Et af de vel korteste – og mest ynkelige – kupforøg i Manchester’s rockhistorie ligger allerede nu, kun få dage efter sin fødsel, i ruiner. Begyndte ellers lovende Twitter-mystisk i weekenden med posteringer af navnene ‘Rourke – Joyce – Gannon’ på sort baggrund. Det var hverken logoet på et nyt advokat- eller bedemandsfirma, men derimod forvarslet om, at The Smiths’ tidligere bassist, trommeslager samt tour-guitarist mandag offentliggjorde planer om kommende koncerter som Classically Smiths, hvor de sammen med et kammerensemble fra Manchester, samt nogle til nu aldrig navngivne vokalister, ville turnere med The Smiths-sangkataloget. Rourke og Joyce udtalte i en pressemeddelelse hvor fantastisk de mente det hele ville kunne blive. Og tre The Smiths-sange fra den kommende setliste blev endda nævnt. Men ak, ikke mange timer skulle gå mandag inden bassist Rourke kom på banen og undsagde sig projektet, som han pludselig aldrig havde forpligtet sig til, eller sagt noget til referat i pressen omkring. Iøvrigt var han meget såret over, alt dette svig og bedrag skulle ramme ham samme uge, som hans nære veninde Dolores o’Riordan fra Cranberries pludselig var gået bort. Tirsdag eftermiddag meddelte trommeslager Joyce så via Facebook, han efter grundige overvejelser fandt en videre deltagelse i projektet ville føles forkert uden Rourke. Og ikke mange timer senere kastede tour-guitarist Gannon naturligvis også håndklædet i ringen. Kupforsøget var således faldet og The Smiths-navnet kunne atter indtage sin til nu 31-årige venteposition på den dag, hvis nogensinde, dets egentlige indehavere skulle få lyst at skrive historie under det igen…
Ialfald ikke til at høre, nyde og lade sig berige af Station to Station, et af David Bowie’s indiskutabelt allerbedste albums, der udkom på dags dato i 1976. Her pladens åbnings- og titelnummer som majestætisk fremført på den store efterfølgende nordamerikanske og europæiske tour, der kørte fra februar til maj…
Ja, den der annoncerede The Smiths-‘gendannelse’, hvor trommeslager Joyce, bassguitar Rourke, ekstra tourguitarist Gannon, et kammerensemble fra Manchester, samt nogle endnu unavngivne gæstevokalister, skal turnere The Smiths’ sangskat uden Morrissey og Marr, synes en meget uheldig idé. Lige før Peter Hook’s endeløse tour-opførelser af Joy Division/New Order-bagkataloget til sammenligning forekommer helt tilforladelige. Den regulære The Smiths-gendannelse, der i tilhængerkredse længe har været en kun meget fjern drøm, synes nu – for better or worse – helt umulig efter dette besynderlige træk.
December 1976: De to tidligere New York Dolls-medlemmer Jerry Nolan og Johnny Thunders er i Manchester, England, hvor deres nye Heartbreakers spiller med på den Sex Pistols-headlinede Anarchy Tour. I baggrunden til venstre på spillestedet Electric Circus ses Joe Strummer, The Clash, også med på punkkaravanen mod ‘nowhere’, som der malerisk står på tourbussens destinationsskilt. Billedet er taget af en vis Stephen Morrissey.
I aftes på scenen i National Concert Hall i Dublin blev The Pogues’ livstørstige Shane MacGowan’s nylige 60-års fødselsdag fejret med en hyldestkoncert af de større, hvor det meste af hvad der kan kravle og gå inden for irsk musik var kaldt sammen. Bono sang ‘Rainy Night In Soho’, Sinead O’Connor ‘You’re The One’, skotske Bobby Gillespie gav ‘A Pair Of Brown Eyes’, Jesse Malin var der på scenen, Libertines’ Carl Barat, Catatonia’s Ceryl Matthews, Sex Pistol Glen Matlock, Blondie’s Clem Burke, Damien Dempsey, Imelda May og det meste af The Pogues blandt mange andre ligeså. Shane’s gamle ven Nick Cave rundede aftenens gæstesolistparade af med ‘Summer In Siam’, hvorunder Shane selv blev kørt ind på scenen i rullestol – temmelig worse for wear, som det så rammende hedder på engelsk – for at synge med…
Vestberlinske Blixa Bargeld, kendt først gennem uforglemmelige Einstürzende Neubauten, siden ikke mindre for sit bærende medlemsskab af Nick Cave & The Bad Seeds, fylder 58 i dag. Her er han omkring 1998 som absolut kompetent og ikke-dilettantisk sanger sammen med Nick The Stripper…
Hvis nogen udenforstående må have lyst til at lære Blixa lidt bedre at kende, er her et tysk TV-portræt af ham…
På deres bevidst skandaleopsøgende tour gennem det sydlige USA er Sex Pistols denne aften for 40 år siden nået til Longhorn Ballroom i Dallas, Texas. Som kan ses på billedet er touren ikke længere nogen fest for stofafhængige Sid Vicious, som at dømme på sit døde blik har fået så cowboyhatten passer. Endnu fire dage til sidste show i San Francisco, der også skal blive Johnny Rotten’s sidste aften med bandet.
Et af mine absolutte yndlingsbilleder af David Bowie. Hvad gør en engelsk mand med flyskræk, når han skal hjem fra Japan? Det er slut-april 1973, og Ziggy Stardust-tourens ni koncerter i Japan er ovre. Bowie tager den transsibiriske jernbane fra Vladivostok og hele vejen hjem vestover, gennem enorme Sovjetunionen. Med på rejsen er hans barndomsven, fotografen Geoff McCormack, som undervejs en morgen tager dette billede af den sovende starman.
For 40 år siden var Sex Pistols afsted på deres første USA-tour, en hård rejse gennem junk og kaos, som effektivt skulle tage livet af bandet. På dags dato 1978, Elvis Presley’s fødselsdag, gav Malcolm McLaren’s synligt wastede band show på spillestedet Randy’s Rodeo i San Antonio, Texas. Der var endnu en lille uge tilbage til det endelige break-up ude i Californien.
Læs en Please, Kill Me-agtig publikumsskildring fra The Austin Chronicle af aftenen på Randy’s lige her.
Aftenens setliste:
God Save the Queen
I Wanna Be Me
Seventeen
New York
E.M.I.
Holidays in the Sun
Bodies
Belsen Was a Gas
Submission
No Feelings
Problems
Pretty Vacant
Anarchy in the U.K.
Nytårsaften 1977: Punk rock-sensationen The Ramones fra Forest Hills, Queens, New York City, USA har siden 17. december været på tour i England og Skotland. Nytårsaften indspilles på The Rainbow Theatre i Finsbury Park, London en af de allerbedste og skarpeste liveplader i rocknrollhistorien. It’s Alive, der først udkommer som dobbeltalbum i foråret 1979, varer små 54 minutter, men indeholder samtlige 28 numre spillet den nytårsaften i Nordlondon. I anledning af 40-årsjubilæet her de fantastiske filmoptagelser fra halvdelen af koncerten, der først så dagens lys på en Ramones-DVD-udgivelse i 2007. Tillykke til Da Brudders, hvis enkle musik skulle vise sig indeholde uovervindelig langtidsholdbarhed…
Gasolin’s take på den traditionsfaste amerikanske nytårssang ‘Auld Lang Syne’, i deres hænder kaldet ‘Stakkels Jim’, her i en optagelse fra Hovet i Stockholm 18. august 1978, bandets tredjesidste regulære koncert nogensinde…
The Only Band That Matters holdt sig sjældent i ro. Julen 1979, to uger efter at have udsendt London Calling, spiller The Clash 25/26. december to aftener i træk – og temmelig uannonceret – den lille Acklam Hall under The Westway-motorvejen, for enden af Portobello Road, i hjemmekvarteret Ladbroke Grove, London W10. 50 pence er hvad det koster at komme ind – her er hvad man den 2. juledag fik for dem:
Clash City Rockers
Brand New Cadilac
Safe European Home
Jimmy Jazz
Clampdown
Guns of Brixton
Train in Vain
White Man
Koka Kola
Keys to Your Heart
Revolution Rock
Wrong Em Boyo
Stay Free
Bankrobber
Janie Jones
Londons Burning
Armagideon Time
Police and Thieves
White Riot
London Calling