Kategoriarkiv: Turnéliv

Johnny

Der findes mange koncertbilleder, der på fornemmeste vis indkapsler den energi og fortabelse som er essensen af rocknroll, men det her Ian Dickson-foto af Johnny Ramone – sammen med The Ramones på Liverpool-klubben Eric’s, 19. maj 1977 – må være et af de bedste i den disciplin. Mener, bare ved at se på billedet kan man  nærmest høre, hvor sensationelt medrivende The Ramones lyder på dette gyldne tidspunkt i deres løbebane. I dag er det 13 år siden Johnny Ramone døde i Los Angeles.

Men et enkelt billede mætter bare ikke, gør det?! Så her bandleader Johnny Ramone og co. i levende live nytårsaften 1977 på The Rainbow i Finsbury Park, London. ‘Jag såg The Clash på stora hotellet i Örebro / sen blev det aldrig bättre än så’, synger Thåström på en af sine tilbageskuende sange. Mon ikke crowden her i London må føle ca. det samme om The Ramones’ magtdemonstration denne aften?!

LCD Soundsystem i Vega

Fremragende show i Vega lørdag aften med New York City’s heftige LCD Soundsystem. LCD-leader James Murphy’s største talent er på fornemmeste vis at kunne dykke ned i sin helt sikkert fremragende pladesamling, stjæle dér med arme og ben, og så give tyvekosterne det personlige fingeraftryk, den vigtige drejning, det respektløse touch, som uigenkaldeligt gør hele rovet til hans eget, uanset man som udenforstående hele tiden kan droppe utallige rockarkæologiske referencer til, hvor præcis de enkelte fragmenter LCD-musik oprindeligt kommer fra. Hør f.eks. denne sang fra nye storslåede American Dream. Kan man opleve bare dette trommespor uden straks at tænke The Cure og deres mesterlige Pornography (1982)?! Og dukker der mon en Robert Smith-agtig guitar op senere i nummeret?!

Wolf Parade går igen

Canadiske Wolf Parade gik i opløsning i 2011 efter at have udsendt og turneret bandets tredje album Expo 86 (2010) uden den store respons. En skam syntes vi her, for der gemte sig ligesom noget uforløst i Wolf Parade’s store potentiale, hvor et helt specielt eksalteret sørgmodigt melodisk særpræg i den abrupt rastløse musik gjorde sit til at bandet i den grad var bekendtskabet værd. Heldigvis er Wolf Parade nu gendannet og udsender til oktober sit nye album Cry Cry Cry. En stor nordamerikansk/europæisk tour kører udenom Danmark, men Wolf Parade kan opleves 29. november på Bi Nuu i Kreuzberg, Berlin. Her den nye single ‘You’re Dreaming’…

PS – Tak til sidens opmærksomme bruger Yugo Star, der kan oplyse at Wolf Parade rent faktisk spiller Loppen på Christiania 1. december.

Turn on the bright lights

Ifølge ordet på gaden er der mange udenlandske soulturister i København denne weekend, kommet fra nær og fjern, hovedsageligt for den allnighter som løber af stablen fredag aften på Søpavillionen, hvortil også engelske DJ’s er fløjet ind. Fredag aften byder andetsteds på albumaktuelle Sort Sol, der spiller deres sidste show i år, kl. 20.30 til arrangementet For Evigt Rock på Rødovre Rådhusplæne. Er man til mere hvidt beat end det, spiller Interpol – NYC-bandet Lorenzo fra Baby Woodrose ikke uden humor forleden omtalte som ‘pølsemandens Joy Division’ – søndag aften i DR Koncerthuset, hvor de vil fremføre deres nu 15-år gamle debutklassiske Turn on the Bright Lights. Forstår præcis hvad Lorenzo mener, men Interpol’s numre kan som æstetiske monumenter af lyd og form heldigvis så meget mere end dét. At formen så er faldet gevaldigt siden Our Love to Admire (2007) er en anden og langt mere alvorlig anke, end deres lækre noir-appeal.

Meget apropos den københavnske allnighter kørte The Guardian i går en ‘Northern soul – 10 of the best‘-liste.  Vi er slet ikke enige i udvalget – kun én af de ti sange ville komme med på en tilsvarende liste her – men lige netop det er vel genrens charmerende eklektiske natur.

Den store test

En hel sæsons hårdt slidt for at ende i den top-4, der åbnede op til den forjættede Champions League. Så langt så godt, men her kommer problemet så. 4. pladsens vilkår er en kvalkamp om at komme i selve turneringen, og her har Liverpool trukket opkomlingen Hoffenheim, der overraskede alt og alle med en fornem 4. plads i Bundesligaen. Sydvesttyskerne spiller en solid gang bold, og er iøvrigt det hold som nu seneste sæson scorede flest mål på set pieces, en vigtig disciplin, LFC i sæsondebuten i Watford i lørdags med gru demonstrerede ikke at være blevet et hak bedre til over sommeren. Det vil være en fiasko af dimensioner, skulle CL glide Liverpool af hænde over de to kval-kampe. Ikke mindst fordi man har haft en hel sommer til at arbejde med åbenbare spilmæssige svagheder, samt med en påkrævet forstærkning af specielt et kronisk rystende usikkert forsvar. På sidstnævnte punkt er der til nu ikke sket meget. Jo, man har købt Jack Robinson, en skotsk venstre back i Hull, men han var ikke engang med i truppen mod Watford, hvor Moreno uforklarligt startede istedet og spredte vanligt kaos. LFC er rejst til Tyskland uden en småskadet Sturridge, uden en langtidsskadet Lallana og uden en transferskadet Coutinho. Så det er – trods en absolut godkendt offensiv – en bekymrende bleg trup til så vigtig en kamp. Det bliver nervepirrende spændende.

Hoffenheim – Liverpool, tirsdag, kl. 20.45, 3+/downthelocal

Haven up here

Ovenpå en super weekend med specielt et helt igennem uforglemmeligt godt, vitalt Iggy Pop-show på den debuterende og meget fint anlagte Haven Festival – vi håber du er kommet til København for at blive, Haven! – starter vi denne august-uge med et netop sluppet uptempo-nummer fra det nye, snartkommende The War On Drugs-album. Udfra de fire sange der hermed er sluppet ud, lyder A Deeper Understanding til at blive en af efterårets helt essentielle udgivelser. Hvis man ikke er til heartbreak malet af smeltende, svævende, distortet el-guitar, så gå langt udenom…

A marriage made in Haven

Efter at Iggy Pop fredag aften har kastet napalm over Københavns nye Haven Festival på Refshaleøen, vil det være op til hypnoseartisterne Beach House at samle tidens vraggods, begå svævende gør-det-selv-stjernekasteri og sende Haven-folket ud i natten med lysende øjne. I aftes spillede Baltimore-amerikanerne det første af fem europæiske sommershows. På Kampnagel i Hamburg gik setlisten således:

Levitation
Wild
Walk in the Park
PPP
Equal Mind
Silver Soul
Space Song
10 Mile Stereo
One Thing
New Year
Master Of None
Wishes
Elegy to the Void
Take Care
Sparks
+ + +
Wherever You Go
Myth

H for Haven

Fredag ser en ny og kunstnerisk meget ambitiøs dansk musikfestival løbe af stablen. På Refshaleøen i København inviterer The National’s Dessner-brødre, kokken Claus Meyer og bryggeriet Mikkeler til Haven Festival, et træf der over to eftermiddage/aftener præsenterer så fornemme internationale navne som Iggy Pop, Beach House, Conor Oberst, Bon Iver, Band of Horses, Feist, Perfume Genius, Tinariwen, samt Dessner-brødrens egne snart albumaktuelle The National. Der meldes på forhånd så godt som udsolgt, så noget kunne tyde på at Hovedstaden, selv med konkurrence fra så prominente danske musikfestivaler som Roskilde, Tinderbox, Heartland og Northside, kan bære så stort et tiltag. Her lørdag aftens headlinere The National med ‘Carin At The Liquor Store’, et spritnyt nummer, hvor formen synes i top op til albumudgivelsen i starten af september. Yndlingsøjeblikket her er fra 2:34 og frem: Aldrig har nogen The National-guitar lydt mere sfærisk svævende og potentielt hjerteknusende…