Pixies-gallionsfiguren Kim Deal spiller i aften i Store Vega (der er ikke udsolgt) på Europa-tour med sit gendannede The Breeders. Med den nye single herover på display – ja, et album meldes på vej – så setlisten således ud i forgårs i TRIX Foyer i belgiske Antwerpen:
No Aloha
Saints
S.O.S.
Invisible Man
Wait In The Car
I Am Decided (The Amps cover)
Tips City (The Amps cover)
Night of Joy
Fortunately Gone
Walking With a Killer
Pacer (The Amps cover)
Bang On
Off You
New Year
Cannonball
Happiness Is a Warm Gun (The Beatles cover)
Glorious
Hag
Archangels Thunderbird (Amon Düül II cover)
I Just Wanna Get Along
Do You Love Me Now?
+ + +
Gigantic (Pixies cover)
Divine Hammer
Drivin’ on 9 (Ed’s Redeeming Qualities cover)
Iris
Hamilton Leithauser har i dag udsendt levende billeder til sin nye single ‘Heartstruck (Wild Hunger)’. Skulle nogen være på de kanter, spiller han med sit band i aften i Delmar Hall i St. Louis, Missouri…
Dengang vi i 1983 så en storskrigende, narkotynd Nick Cave rulle rundt i Saltlagerets musikalske rendesten med The Birthday Party, var der vel ingen af os der havde sat penge på, at han en skønne dag, langt ude i en fjern fremtid, skulle vende tilbage i folkelig triumf til København, og sælge byens nye store arena ud så let som ingenting. Her er han undervejs på den lange rejse mellem de to yderpunkter, på Letterman’s show i 1992. Og nej, engagement og form fejlede aldrig noget hos Nick Cave and the Bad Seeds. Hav et fantastisk show med dem i Royal Arena i aften!
Dagene løber som heste, efteråret kan ikke længere gemme sig, og for os her betyder det, at Jens Unmacks solotour landet rundt kører afsted fra denne weekend. Torsdag aften er der start i FREDERICIA (Tøjhuset), fredag aften gælder det HERNING (Fermaten) og lørdag formiddag står den på early kick off i ODENSE (til Morgenrock på Dexter). Quiet is the new loud – kom med, det bliver heftigt!
Nick Cave fanget tirsdag eftermiddag på en svensk tankstation, et sted undervejs fra Oslo til Stockholm, sidste show før Københavns Royal Arena fredag aften.
I disse dage for et år siden var Kent igang med den norske del af den enorme skandinaviske afskedsturné, der hen over efteråret lagde Eskilstuna-bandet behørigt i graven som afsluttet fortid. Koncerterne på den tour var lantgfra de bedste Kent nogensinde spillede, da arenaerne var blevet så store, scenografien så enorm, backtracks så omfattende, at bandet og dets musik som levende organisme ligesom forsvandt i opsætningen og begivenhedens enormitet. Eller også skyldtes manglen på liv og nærhed måske snarere, at Kent allerede havde set dødsskriften på væggen og ikke længere så sig selv som band, men snarere som et rejsende afskedsmonument for alt der havde været. Nej, det kan ikke have været nemt at skulle være aktivt med til sin egen begravelse, og da slet ikke når den blev gentaget aften efter aften, fra lys sensommer-september til kulsort december, endestation Stockholm.
Så hvordan mon de har det nu, de fire medlemmer af bandet der tog sit eget liv?! Jeg spørger af forundring, fordi jeg ikke helt kan forestille mig hvor man går hen, hvordan man nulstiller sit indre ur, når noget har fyldt så meget hele ens voksenliv som Kent må have gjort for dem. Mon trommeslageren fik sig en god citronhøst i sin have oppe i Eksilstuna i år? Mon sky Jocke Berg glædes over ikke længere at skulle tage de for ham så tunge skridt op på scenen hver aften, og iklæde sig rollen som udadvendt rockstjerne? Mon guitar-es Sami Sirviö har gang i et projekt med en håbefuld, ubeskrevet sangerinde, eller noget? Og mon de overordnet er tilfredse med og glade for, at Kent ikke findes mere som bibringer af fornøjelse, arbejde, levebrød, oplevelser i nær og fjern? Men også som leverandør af et konstant forventningspres, fra verden derude som fra egne kunstneriske ambitioner?!
Og mon de fire Eskilstuna-venner slet ikke savner Kent? For det gør jeg ialfald. Ikke mindst nu, hvor det efterår har sat ind, som Kent plejer at være det perfekte soundtrack til. Og i en svensk rockvirkelighed, hvor engang så brillante Håkan Hellström er blevet fanget og synes fortabt som dansende lirekasseabe i egen giga-popularitet, kunne det være så velgørende med netop Kent på banen med det for dem så typisk klare, kølige og sødt smertende overblik, vi plejede at kunne spejle os og vores nutid i. At Thåström så er i sit livs form, og på Centralmassivet vel netop har udsendt en af årets bedste plader, er naturligvis både en velsignelse og et plaster på næsten hvilketsomhelst sår. Men alligevel….Kent! For fanden, Jocke, du stak kniven ind. Hvor kunne du gøre det?!
‘Jag såg The Clash på Stora Hotellet i Örebro Sen blev det aldrig bättre än så…’
Så konkret selvbiografisk synger Joakim Thåström i sin ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’ på åbningssangen fra Kärlek Är För Dom (2009). Men hvad er historien bag? Jo, søndag d. 9. oktober 1977 afsluttede The Clash en mindre Europa-turné af i Stora Hotellets spisesal i den svenske provinsby, godt 200 kilometer vest for Stockholm. Tilstede var Thåström, der andetsteds har beskrevet aftenen således:
– Jag såg The Clash på Gröna Lund i juni 1977. Jag såg dem fyra månader senare också, i Örebro. De tvåkonserterna är de absolut bästa jag nånsin varit på! Aldrig har något slagit mig så hårt, jag var helt paralyserad. De såg fantastiska ut. Mitt liv förändrades den sekunden dom gick upp på scen, för evigt. De kom ut så här…totalt ursinniga. Förfärligt ljud! Alla mina polare tyckte det var värdelöst, men jag var helt skakad. De hade allt! Det bästa jag nånsin sett.
Aftenens show blev umiddelbart forsinket pga. en indtelefoneret bombetrussel, og samtlige hotelgæster, personale, The Clash og deres betalende publikum på hotellets Club 700 måtte evakueres for en stund. En svensk fotograf spottede Mick Jones ude på gaden i svensk oktoberregn , mens politiet undersøgte hotellet…
Siden blev alle lukket ind igen og The Clash kunne gå på scenen i Stora Hotellet med denne hårdtslående setliste:
London’s Burning
Complete Control
1977
Jail Guitar Doors
Remote Control
Capital Radio
Hate & War
Police and Thieves
I’m So Bored With the U.S.A.
What’s My Name
Cheat
Career Opportunities
Janie Jones
Garageland
White Riot
1977
Og Thåström? Han kunne drage hjem til Stockholm og tage ilden fra The Clash med ind i sit nye band Ebba Grön, der snart skulle blive Sveriges vigtigste punkband. Siden blev Thåström national rockstjerne med Imperiet, og i dag optræder han med stor succés i eget navn som en uforlignelig ener, hvis begsorte musik formår forene folk i Sverige på tværs af sociale skel og alder. I den egenskab er han netop draget ud på tour for sit nye anmelderroste album Centralmassivet. Og i aften spiller han Conventum Arena i Örebro – små 500 meter fra Stora Hotellet – hvor denne sang vil være med på setlisten…
En meget anderledes aften end den første. Thåström mere sensitivt brutal og i øjenhøjde med det 100% hengivne publikum. Og et par numre skiftet på setlisten. Dog stadig alt for lidt fra forrige album, mesterlige Den Morronen. Slutnummeret ‘Aldrig Av Med Varandra’ er ubetaleligt fint live…
Bluesen i Malmö Beväpna dig med vingar Jag är en idiot Gräsfläckar Låt det goda Kort biografi med litet testamente Körkarlen Brev til 10:e våningen Nere på maskinisten Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce Utanför Old Point bar Kom med mig Vacker död stad Karaokebaren Stjärna som är din + + + Centralmassivet St Ana katedral Alla vill till himlen + + + Aldrig av med varandra
En syndflodspåmindende regn piskede ubønhørligt ned over Göteborg, da Joakim Thåström onsdag aften indledte Centralmassivet-touren i en udsolgt Lisebergshallen. Og det vejrlig syntes helt passende, for sjældent i nyere tid har vi oplevet det så distortet, elektronisk benhårdt og undergangskæntrende fra en konstant kropsudbrydende Thåström og hans på denne aften så smukt præcisionsbombende men nådesløst hårdtspillende rockbands side. Blandt sidstnævnte strålede især silverfox og guitar-es Pelle Ossler med et mørkt skælvende spil, der stod perfekt til Thåströms barberblads-distortede vokal. Og settet? Enkelte få ballader placeret som åndehuller strategisk velvalgte steder, og så ellers videre på det vilde ridt mod den sorteste nat. Her nedenunder er hvad blev spillet ud på tourpremieren. Torsdag aften går det løs i Göteborg i samme bokseringslignende hal igen. Hyletonen i disse ører glæder sig allerede til at blive genforenet med den skabere.
Bluesen i Malmö
Beväpna dig med vingar
Jag är en idiot
Gräsfläckar
Låt det goda
Kort biografi med litet testamente
Körkarlen
Fan fan fan
Det enda du behöver
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Utanför Old Point bar
Kom med mig
Vacker död stad
Karaokebaren
Stjärna som är din
+ + +
Centralmassivet
St Ana katedral
Alla vill till himlen
+ + +
Aldrig av med varandra
Siden her er i Göteborg et par dage, bl.a. for at se Thåström’s første to aftener på hans nye tour. Så hvad mere naturligt her, end at spille denne fine GBG-video med Håkan Hellström?!
Broadway
One More Time
This Is Radio Clash
Know Your Rights
The Guns of Brixton
Protex Blue
Train in Vain
The Magnificent Seven
(White Man) In Hammersmith Palais
Ivan Meets G.I Joe
Clash City Rockers
Koka Kola
Junco Partner
The Leader
Spanish Bombs
Complete Control
Ghetto Defendant
Somebody Got Murdered
Clampdown
London Calling
Charlie Don’t Surf
+ + +
Police and Thieves
Safe European Home
Janie Jones
The Street Parade
Så kan vi endelig præsentere spillesteder og datoer samlet. Lige om lidt tager Jens U på sin egen efterårstour i Danmark, hvor han for første gang nogensinde vil være helt alene på scenen, dog i udsøgt selskab af både Love Shop-sange og egne solonumre. Her de 11 Risiko Helt Alene-aftener landet over:
Alt stort starter i det helt små. Det er således i dag 35 år siden de siden så musikalsk mægtige The Smiths livedebuterede. Det skete mandag 4. oktober 1982, da det så uprøvede nye band spillede opvarmning for London-hitlistedøgnfluerne Blue Rondo a la Turk til fashion-begivenheden “An Evening of Pure Pleasure” på Manchester-spillestedet The Ritz.
I mandags, ved en livetransmitteret BBC 6-præsentationskoncert for nogle numre fra sit kommende soloalbum, endte Morrissey på forsiderne af de engelske medier, men igen af alle de forkerte grunde, da han fra scenen mere end blot antydede, at valget til ny formand for det nationalkonservative parti UKIP var blevet svindlet, så den højreekstreme anti-islam-aktivist Anne Marie Waters – åbenbart en kvinde Morrissey støtter op om – ikke skulle komme til magten. Publikum i London reagerede med måbende tavshed på dén udmelding.
Morrissey må synes lige hvad han vil, men for pokker, hvor er det pinefuldt på afstand, at den engang så inkluderende og sensitive The Smiths-outsider med alderen fremstår så tiltagende formørket, hadefuld, stigmatiserende, ja, flere og flere bruger det utilslørede ord ‘racistisk’ om ham, som tilfældet er. Det til et punkt, hvor Morrissey’s nye og nyere musik – som om den i sig selv ikke lyder blodfattig nok i forvejen – efterhånden er blevet meget vanskelig at være i selskab med.
Her den unge og så anderledes Morrissey på scenen i musikalsk ledtog med Guds gave til menneskeheden, Johnny Marr. Ja, hvad må han ikke tænke om sin tidligere makkers deroute?!
