Her i går skrev jeg dette:

De sidste par gange, Jens og jeg har talt sammen, har han spurgt mig: Er det nye album med Animal Collective virkelig så godt? Og så henviser han til anmeldelsesportalen Metacritic, hvor Merriweather Post Pavillon scorer 9,2 på en skala, der går til 10.

Jens kan nemlig ikke helt forstå begejstringen. Det kan jeg egentlig heller ikke. Det er ikke fordi vi bander dette album ned i helvede, sådan som vi uden rysten på hånden ville gøre med hvad som helst, der måtte blive udgivet af vores yndlingsaversioner (som I allerede kender godt, hvis I følger med på denne blog).

Merriweather Post Pavillon er for mig snarere den bløde mellemvare: På den ene side er der nogle interessante lydbilleder og sine steder også vellykkede numre. På den anden side er albummet lidt rodet og inspirationen fra Beach Boys’ psykedeliske fase noget, jeg har hørt bedre før. Hvis man kan huske min liste over årets albums fra 2007, vil man vide, at jeg var særdeles positiv i min omtale af Panda Bears soloalbum; den pågældende bjørn er med i dyrekollektivet. Så det er ikke genren eller dens udøvere, jeg har noget imod. Der er vel endda mere panda i musikken end der plejer.

Hvor går vi galt i byen?

Og samtidig skrev Jens et andet indlæg med denne tekst:

Nyhippie-moderne prog-rock med Smiley Smile-flavour light eller, som det hed sig i en amerikansk anmeldelse forleden, “et af det nye årtusindes ‘landmark’-albums”…? Merriweather Post Pavillon med Animal Collective roses ialfald som bare pokker allevegne lige nu, for fremtidsskabende originalitet og et mesterfriskt take på det gamle trætte rockdyr. Hypen står ret unik, men det er sværere med indtag af selve pladen, uden at måtte lægge den ind i tidens skæve slipstrøm, efter førnævnte psycho-Beach Boys, Mars Volta, Wayne Coyne/Flaming Lips og de mest udsyrede elementer af Grandaddy. Lettere solsvimmel og selvbevidst finurlig musik i æteriske arrangementer, der ofte her meget travlt med at komme hen på rytmekonservatoriet til masterclass i synkoper og undervandslyde. Og nej, det er ikke begejstret ment. Hvad synes andre derude – uomgængeligt mesterværk eller pænt overvurderet?