Jonathan Richman er en amerikansk sangskriver, jeg har lyttet meget til. Jeg tog ham for alvor til mig efter en koncert i Aalborg, og op gennem firserne blev albums som Jonathan Sings, It’s Time For… og Rockin’ and Romance blev fast inventar på min pladespiller. Der har altid været en stor livsglæde i de enkle, 50’er-inspirerede melodier med de lige så enkle tekster om livets glæder, finurligheder og stedvise genvordigheder. Ofte har jeg grebet mig selv i at smile bredt, når jeg lyttede til mandens musik, for der har altid været en god portion venlig humor til stede.
Hvis jeg skal irritere Jens, kalder jeg Jonathan Richman det manglede led mellem Bruce Springsteen og Povl Kjøller. Ligesom Springsteen har han en stor kærlighed til rockens 50’er-rødder, ligesom Kjøller har han sunget om barnlige glæder (og har lavet en udgave af “Hjulene på bussen drejer rundt og rundt” – som det vel endda var Richman, der skrev?). Jens vil så påpege, at der gennem Jonathan Richmans bedste tekster løber en understrøm af vemod, som Povl Kjøller aldrig rigtig gav plads til.
Ofte har det virket, som om Jonathan Richman vedblev at være en stor, glad dreng selv som voksen. Man kan høre ekkoer af ham i senere grupper som Eels og Weezer. Og dog. Hos Eels er vemoden i færd med at vinde over livsglæden, hos Weezer er det drengede til tider tæt på det måske lige lovligt pubertære.
Ak. Tiden gik for mig, og omkring 1990 holdt jeg op med at følge med. Af og til er jeg stødt på senere Richman-albums, men har aldrig fået købt, endsige lyttet til dem. Der var så megen anden nyere, mere “alvorlig” musik, der lokkede.
Nu har jeg fået taget mig sammen til at få gjort noget ved det, og jeg er startet bagfra med Richmans seneste udspil, Because Her Beauty is Raw and Wild fra 2008. Dette må være det mest alvorlige album, Jonathan Richman nogen sinde har lavet. Aldrig nogen sinde har han lydt så gammel, så ramt af smerte. Alene forsidens billede må afsløre det hele. “When We Refuse To Suffer” optræder to gange på albummet og slår tonen an med sin tekst om lidelse og om hvad der sker, når Prozac-pillerne måske virker. “As My Mother Lay Lying” er en gribende sang om moderens dødsleje. Der er “Our Party Will Be On The Beach Tonight”, der trods sin fest-tekst ikke er en ode til sol og strand som så ofte før, men en dissonant, slæbende sang i mol. Og der er en udgave af Leonard Cohens “Here It Is” (den, som bliver til “Her og nu” med Aud Wilken på På danske læber). Man kan dårligt forestille sig to mere forskellige sangere/sangskrivere end Cohen og Richman – her mødes de så.
Because Her Beauty is Raw and Wild er et gribende album, men også en samling sange, der gør mig oprigtigt ked af det. Det er trist at høre den livsglade mand fra Boston mærke livet (og døden) på den hårde vis.
