Citat at tage med

– I believe that everything went downhill from the moment the McDonalds chain was given license to invade England — don’t laugh, I’m serious. To me it was like the outbreak of war and I can’t understand why English troops weren’t retaliating. The Americanisation of England is such a terminal illness. I think England should be English, and Americans should go home and spoil their own country.

Morrissey, september, 1987

17 tanker om “Citat at tage med”

  1. Okay, Vermouth.

    Med den pris på udvandet øl i Forum på lige under 50 kr, forstår vi godt Van Zandt hellere ville møde og købe alkohol til jer et helt andet sted, senere på natten;-)

  2. Well, Jens.

    Jeg mødte ikke Steve Van Zandt lørdag. Før koncerten var der rygter i omløb om at han ville komme ud og hilse på, og give øl, til hans ’specielt indbudte’. Da showet var færdigt fik vi at vide, at han var taget direkte tilbage til D’Angleterre, men at vi kunne møde ham på noget der vistnok hedder Ego Bar. Der nåede jeg ikke ind. Jeg ved dog at han var på baren et par timer.

  3. Netop Morrisseys ‘We’ll Let You Know’ har jo været et af de steder, hvor han er blevet kritiseret for at hive sin tvetydighed lidt for langt ud – den er i hvert fald ikke entydigt om de svage, men derimod om engelske fodboldpsykopater:

    We’re all smiles
    Then, “honest I swear it’s the turnstyles
    That make us hostile.”
    We will descend
    On anyone unable to defend
    Themselves.
    And the songs we sing,
    They’re not supposed to mean a thing,
    La da da…
    La da da…

    Sangen er både blevet kritiseret for at støtte voldsmænd med National Front-tendenser, og rost for at kritisere dem (især på grund af den sidste linie, ikke medtaget i teksten, om The Last Truly British People: “Never, never want to know…”).

    Ligesom ‘The National Front Disco’, der er nabosangen på samme plade. Og det siger vel alt om Moz’ evne til at skabe kontroverser ved tvetydighed… spørgsmålet er så hvor nødvendig hans tvetydighed efterhånden er.

    At han er gået sammen med Love Music Hate Racism (det der før hed Rock Against Racism) på sin kommende turné er i hvert fald et signal der luner gevaldigt at høre efter al uldenheden. Lige på det område er det begrænset hvor dobbelttydig det er fedt at være.

  4. Det vil jeg gøre, hvis jeg får muligheden.

    Såvidt jeg husker, havde Springsteen i første omgang kasseret No Surrender, men Little Steven fik ham overbevist om, at netop det nummer hørte til på pladen.

  5. Vildt, Vermouth – the things that dreams are made of, for nu at citere Human League, en Sheffield-combo, Little Steven nok ikke har spillet med;-)

    Hvis du møder manden igen i morgen backstage, har du hermed en vigtig opgave fra denne side:

    Spørg ham om hans følelser for – og oplevelser med – de to Born In The USA-nøglesange ‘No Surrender’ og ‘Bobby Jean’, to ‘blod er tykkere end vand’-sange, der angiveligt handler om netop hans personlige brud med Bruce og The E Street Band dengang.

    Vil gerne høre hvordan han selv har oplevet disse heftige sange på afstand efter sin udmeldelse.

  6. Jeg hører hvad du siger, Pastor.

    1. Pia Kjærsgaard fremhæver altid den danske ‘essens’ som noget sundt, godt, idealbillede-lignende. Morrissey’s opfattelse af England er slet, slet ikke så Morten Korch-glansbilledetynd og skinger positiv. I ‘We’ll Let You Know’ synger han f.eks.

    ‘…We may seem cold, or
    We may even be
    The most depressing people you’ve ever known
    At heart, what’s left, we sadly know
    That we are the last truly British people you’ll ever know
    We are the last truly British people you will ever know…’

    og det er netop denne udtalte dobbeltsidethed, et flammende had/kærlighedsforhold til hans engelske ‘essens’, som adskiller den så voldsomt fra Pia’s unuancerde opfattelse.

    2. Jeg giver dig ret i at Morrissey er en firkantet størrelse, men – igen i direkte modsætning til Pia – samtidig fuld af selvironisering, humor og sans for egen fejlbarlighed, egenskaber der gør hans heftige budskaber langt mere tankevækkende og…intelligente.

    3. Så få rocknrollpersoner tør have meninger, endsige udtale sig selvstændigt om nogetsomhelst. Her er der en der gør det, endda ofte med knivskarp tunge. Hvorfor drive klapjagt på et af de mest tankeinspirerende, quoatable mediemennesker der findes, fordi hans åbenmundethed også indimellem giver bagslag, som her i form af en hyklerisk NMEdiehetz?!? Hvis vi troede han ‘at heart’ var på den forkerte side ville der være anderledes grund til bekymring, men det er han jo forcrissake ikke. Refererer, udover igen til hans utallige sanges anstændige hjerte, slutteligt til det Guardian-skrift i tirsdags:

    ‘I abhor racism and oppression or cruelty of any kind and will not let this pass without being absolutely clear and emphatic with regard to what my position is.

    Racism is beyond common sense and I believe it has no place in our society…….’

  7. Jens. Ja for søren. Glæder mig enormt til i morgen.

    Det har været en fuldstændig surrealistisk dag. Da jeg vågende i morges, havde jeg ingen anelse om at jeg skulle møde Steve Van Zandt. Kl. 13 blev jeg ringet op af Anders Bruus fra The Breakers, som Little Steven har spillet meget i hans radioprogram Underground Garage. Kl. 14 mødte jeg ham på Christiania, hvor vi gik en tur og bl.a. besøgte nogle gode venner, jeg har derud. Kl. 16.30 sad vi så i vort studie andet steds på Christianshavn. For fanden, han har spillet sammen med Keith Richards, Joey Ramone, Lou Reed, er barndomsven med Springsteen, han havde talt med Bo Diddley forleden osv. Behøver jeg sige mere…

  8. Men Jens, du ved også godt, at der er en verden til forskel på sangtekster og udtalelser i interview-sammenhæng.

    Naturligvis skal man passe på ikke at drive sammenligningen mellem Morrissey og Pia Kjærsgaard for vidt. Men:

    1. Når Morrissey udtaler sig, afslører han, at han er essentialist på samme måde som Pia Kjærsgaard. Begge taler om eksistensen af “essenser” – en “danskhed”, henholdsvis “engelskhed”, som lever i sig selv, som på en eller anden måde “definerer” os og som bliver truet af udefra kommende kræfter.

    (Jeg ville derimod hævde, at vi selv kan definere hvad “danskhed” er, og at dette begreb bør være foranderligt. Jeg er desuden 100% ligeglad med at McDonalds stammer fra USA. Det, jeg er dybt kritisk over m.h.t. McDonalds er, at de dels promoverer en miljøuvenlig, uetisk og usund livsstil, dels ikke betaler skat overhovedet. Det har intet med national oprindelse at gøre.)

    2. Både Stephen Patrick og Pia udtaler sig firkantet og generaliserende (netop fordi de er essentialister). Det er iflg. mine holdninger ikke en positiv egenskab i sig selv, at man udtaler sig firkantet og generaliserende.

    Jeg vil naturligvis ikke påstå, at Morrissey ikke kan tænke. Men somme tider er det unægtelig som om han ikke tænker, før han taler. Eller rettere: Lad os da håbe det.

  9. At antyde Morrissey ikke tænker kan du ikke mene alvorligt, Pastor!? Og han har aldrig som Pia selv påstået at tale for de svage, nej, det er mig som her hævder det.

    Men han udtrykker sig til gengæld – måske som en slags erhvervsskade? – i ‘hooklines’, hvad du selvfølgelig er i din ret til ikke at nære sympati og/eller forståelse for. Jeg tror det der gør Morrissey istand til at have skrevet sin generations måske mest originale og langtidsholdbare tekster, også afstedkommer de akavede interviews og udtalelser, som nu også du skyder ham ned for.

    Iøvrigt er den Pia Kjærsgaard-sammenligning ret absurd og vel ca. ligeså populistisk som det Morrissey selv er blevet citeret/fejlciteret for. Jeg mener; Morrissey drikker mælk, Pia Kjærsgaard drikker mælk, ergo er Morrissey Pia Kjærsgaard. Lad os få tingene i ret perspektiv. I skarp modsætning til Pia’s frygt, mistænkeliggørelse og intolerance har Morrissey spredt tung, ægte næstekærlighed de sidste 24 år – det kan intet sensationsvinklet letvægts-NME-interview tage fra ham.

    PS – Og Vermouth, tillykke med guestlist og Sopranos-kontakten – det bliver godt lørdag aften, håber vi!

  10. Jep, Peter. I mit univers er Miami Steve eller Silvio Dante temmelig stor! Til læserne fra Købehavn. Glæd jer til 20. december, hvor Mod Strømmen sender 1 ½ times lektie i rock’n’roll med Little Big Stevens.

  11. Pia Kjærsgaard, der heller ikke har nogen videregående uddannelse, taler i overskrifter. Hun hævder at tale for de svage. Det er det, der har gjort hende så elsket. Pia Kjærsgaard er populist. Morrissey giver udtryk for populistiske holdninger.

    Hvorfor er det en styrke at udtale sig om et alvorligt emne, før man tænker? Risikoen for at sige noget, der er dumt, ubehageligt eller måske begge dele, er stor.

  12. Når man sviner USA er det jo heller ikke hverkan musikken eller landet som sådan, men deres politik, (udenrigs specielt) deres divergerende moralopfattelser, (grundet store klasseforskel) der set på afstand ligner en dobbeltmoral af dimensioner.

    Jimmie jazz har ret i at det er blevet noget af en kliche som ikke bare trives i venstreorienterede kredse, men faktisk overalt.
    Der findes vel nærmest vendinger på alle sprog om at være amerikaner-agtig, der indikere at man er lidt dum og uvidende.

    Deres problem er nok at de er et så overeksponeret land i alle hensender, så vi alle bliver lidt trætte af dem indimellem.
    Dog tror jeg ikke nogen glemmer hvem der opfandt rockmusikken, og til dato har fostret de bedste artister indenfor genren, (sådan alt i alt).

    Jeg tror at når amerikanere så hyppigt siger at de elsker deres land, tænker de blot på det lokalsamfund, eller måske bare på deres eget liv, og ikke hele landt, hvilket igen kan virke mærkeligt set på afstand.

    God bles you

  13. Antiamerikanisme er sådan en trættende størrelse… Hermed sigter jeg selvfølgelig ikke til konkret kritik af diverse ubehagelige træk ved amerikansk politik og samfundsliv. Der er bare desværre en tendens blandt (især venstreorienterede) europæere til at skyde med bredhagl mod landet, der bla. gav os D-Dag, Miles Davis, Johnny Cash, en grundliggende uvilje mod nedarvede autoriteter, Hemmingway, verdens bedste benbeklædning, Otis Redding osv osv…
    USA er så altdominerende en kulturel faktor, at man simpelthen ikke kan være bare enten for eller i mod… Det svarer til enten at være for eller i mod Oplysningstiden el. Moderniteten…

    Nå det så er sagt, er det da bare for MEGET som alle folk pludselig synes at gå op i NFL!! Europæere bør se soccer, punktum! 😉

  14. AMERICA IS NOT THE WORLD

    America your head’s too big, Because America, Your belly is too big. And I love you, I just wish you’d stay where you belong

    In America, The land of the free, they said, And of opportunity, In a just and a truthful way. But where the president, is never black, female or gay, and until that day, you’ve got nothing to say to me, to help me believe

    In America, it brought you the hamburger. Well America you know where, you can shove your hamburger. And don’t you wonder, why in Estonia they say, Hey you, you big fat pig, you fat pig, you fat pig

    Steely blue eyes with no love in them, scan the World,
    And a humourless smile, with no warmth within, greets the world.
    And I, I have got nothing, to offer you
    No-no-no-no-no, just this heart deep and true, which you say you don’t need

    See with your eyes, touch with your hands, please, hear through your ears, know in your soul, please. For haven’t you me with you now? and I love you, I love you, I love you. And I love you, I love you, I love you.

    © SPM

    Pastor, som du nok kan se ovenfor i den 3 år gamle tekst, er Morrissey på dette emne – som på så mange andre – fanget ind i sine egne følelsers modsætninger.

    Jeg synes ikke det gør ham tåbelig, at han ofte nærmest taler i overskrifter, en slags firkantede statements, der kke ejer din veluddannede dybde-reflektions overskud. Det er samme måde at udtrykke sig på, der har gjort ham så elsket rent sangtekstmæssigt. Morrissey’s styrke der er netop den mangel på analyse, der altid giver fri voyeuragtig indsigt i mennesket bag, om man så kan li’ det eller ej.

    Bragte udelukkende citatet for at vise, at Morrissey’s underlige længsel efter et England der engang var, IKKE er baseret på kriterier som hudfarve eller religion, hvilket jeg, der holder meget af hans musik, finder essentielt opløftende.

    Morrissey har, lige siden vi først hørte ham i The Smiths i 1983, besunget de svage, de udstødte, de utilpassede, de ensomme så indfølt, at den snart 15-årige engelske debat, om hvorvidt han er racist, fremmedfjendsk, umenneske eller ej synes grotesk. Her har han dog heller ikke været sin egen bedste advokat, med det Tourette-agtige behov for at gå på tværs af alting.

  15. Og så bosatte han sig senere i USA.

    Jens, jeg ved godt, at du er meget begejstret for Morrissey, men han har altså fremsat nogle tåbelige udtalelser i tidens løb. Jeg er ikke selv begejstret for McDonalds (for nu at sige det pænt), men denne insisteren på “det onde USA” kontra “det gode England” er nationalisme in spe. I bedste fald er det en ekstremt fladpandet “analyse”.

    Det er ikke landet USA, der er problemet, men monopolerne (hvoraf en del kommer fra USA) og hvad de fører med sig, der er problemet.

Skriv et svar