Efter meget ujævne Sally Can’t Dance og uhørlige Metal Machine Music vendte en nyforelsket Lou Reed i december, 1975 tilbage til storformen fra Transformer og Berlin med udgivelsen af Coney Island Baby. En samling fodlette, enkle rock light-sange med Lou Reed i forgrunden, så lidt på tværs i attitude som nogensinde.

Titelsangen er særlig kendt og optræder med rette på de fleste best of-opsamlinger, med sin følsomt underspillede late night-feeling og Lou Reed, der nærmest hviskende synger om de tabte drømmes stik og ‘the glory of love’, som stadig vil kunne få os helskindet igennem. En sang der med sin indbydende guitartone ligger fjernt fra resten af Reed’s produktion.

Har de seneste dage lyttet intenst til en tidligere version af sangen, hvor Reed ikke tager den sofistikerede musikalske midnatsvej, men istedet spiller rock-nøgternt, vel nærmest som var det Velvet Underground han stod der sammen med. Hvis man et øjeblik kan glemme albumversionens (positivt ment) sentimentale perfektion, er denne første og helt usminkede indspilning af ‘Coney Island Baby’ en fantastisk følelsesladet rejse i sig selv…