David Bowie på Roskilde?

I morgen for 27 år siden optrådte David Bowie for første og sidste gang på Roskilde Festival. Han var nu booket igen til 2004, men måtte kun en uge før aflyse resten af sin igangværende europæiske tour, officelt pga. en skulderskade. Sidstnævnte var i virkeligheden en akut hjertedefekt, som Bowie blev opereret for i Hamburg 26. juni. Bowie turnerede aldrig igen. Herunder er han med sin anden single fra Lodger (1979). ‘DJ’ er som resten af det album, der jo officielt står som en del af Berlin-trilogien, paradoksalt nok indspillet i Montreux, Schweiz og mixet i New York City. Efter næsten egenhændigt at have opfundet rockmusikkens fremtid i 1977 med de kolde lydlandskaber og den modernistisk ekspressive tilgang på Low og “Heroes”, udfordrer David Bowie mesterligt denne nye verdens muligheder på især Lodger og efterfølgende Scary Monsters (1981). Bemærk på dette nummer hans så Talking Heads/David Byrne-lånte sangstil, næppe noget tilfælde. ‘DJ’ blev udsendt dags dato i 1979…

En tanke om “David Bowie på Roskilde?”

  1. Det er nu ikke så sært, at der er mindelser om Talking Heads netop her, for sangen er skrevet sammen med bl.a. Brian Eno, der i disse år også var producer for Talking Heads og faktisk også en del mere end dét. På Remain in Light, der udkom året efter Lodger, var Eno krediteret som med-sangskriver på alle numre. Brian Eno er i det hele taget en vigtig samarbejdspartner (sammen med Tony Visconti) for Bowie i denne del af hans karriere.

Skriv et svar