Hvis der er noget Morrissey, Marr og jeg står enige omkring, er det, at The Smiths sidste album Strangeways, Here We Come (1987), trods knivskarp konkurrente fra den langt mere klassikeranerkendte The Queen Is Dead (1986), er Manchester-bandets allerbedste. Men ikke engang Strangeways er uden sine skønhedsfejl, for tre tracks – den ufokuserede ‘Death Of A Disco Dancer’, letvægtsglaskæben ‘Unhappy Birthday’ og skiffle-stiløvelsen ‘Death At One’s Elbow’ – lever ikke op til resten af albummets magtdemonstrative standard. I udgivelsesåret 1987 udgav The Smiths specielt én 12’er-single med en knaldgod a- og to stærkt profilerede b-sider, der alle med held kunne have forstærket Strangeways, hvis tracklist i givet fald havde været 13 sekunder kortere, men ikke så lidt stærkere. Den alternative Strangeways?! Værsågod, her er et bud…
A1 A Rush And A Push And The Land Is Ours 2:59
A2 I Started Something I Couldn’t Finish 3:46
A3 Shoplifters Of The World Unite 2:59
A4 Girlfriend In A Coma 2:02
A5 Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before 3:31
B1 Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me 5:04
B2 Half A Person 3:37
B3 Paint A Vulgar Picture 5:33
B4 London 2:07
B5 I Won’t Share You 2:45
Som ikke-fan, eller måske casual fan af Smiths, er min favorit også Strangeways… Jeg må prøve den foreslåede modifikation en af dagene.
Jeg har i øvrigt selv stor fornøjelse af at nørde med den slags alternative albums, og min mobil er fyldt op med playlister med outtakes, b-sider osv.
Yugo Star, din pointe er soleklar. Men jeg tænkte nu mere ovenstående som en mulighed, hvis The Smiths havde holdt lidt på hestene/singlerne og gemt det bedste materiale til regulær albumudgivelse.
Husker at The World Won’t Listen da den kom ikke gav den store logiske mening, da man – vist bortset fra ‘You Just Haven’t Earned It Yet Baby’ – havde det hele i forvejen, og tracklisten bare ikke gav samme gode mening, som nu den fra førsteopsamlingen Hatful of Hollow.
Hmmm, set i bakspejlet kunne de tre udskiftninger selvfølgelig sagtens forsvares rent kvalitetsmæssigt, men reelt havde det være en nogen fesen albumudgivelse med alt for mange i forvejen kendte numre, da de tre “indskiftede” numre også figurerer på opsamlingen The World Won’t Listen, som udkom allerede i februar 1987 (Strangeways…. vist i september samme år).
Medregnet 12″ ville det have været tredje udgivelse af de samme numre indenfor ét år. Og så har jeg ikke engang nævnt den amerikanske tvilling til The World Won’t Listen – nemlig Louder Than Bombs, som mange udenfor USA formentlig også allerede dengang sikrede sig via dyre importudgaver. Senere blev den så udgivet på almindelig vis også i UK/Europa.
Jeg er i øvrigt helt enig i, at Strangeways… er The Smiths’ bedste album og klart det album med gruppen, som jeg oftest vender tilbage til.