Onsdag aften kommer Pete Doherty til Berlin, på ryggen af mere skandale. Under show i München et par dage tidligere, har Pete afsunget det famøse første vers af den tyske nationalsang, det som ikke er brugt siden Hitler var The Man på disse kanter = BIG trouble i de tyske medier! Og nu skal han på her i Kesselhaus i Prenzlberg, foran kritiske Berlin. Men først og dernæst, den vestlige verdens store plage, opvarmningen, og nej, var det bare den globale…

1. forhindring – Klokken er kun kvart i ni, hvordan kan manden på scenen med sin klangfattige guitar have nået at blive så skæv allerede?!? Nej, det er ikke Doherty, men en unavngiven engelsk supportact, hvis klodsede spil og skøjtende samg er imponerende ringe – ingen musik eller energi whatsoever. Dylan’s værste brægende side kombineret med Doherty’s mest ufokuserede. Håret ligner Oh No Ono efter et møde med en cyklon. Og sangene har det ikke bedre. En helstøbt lille katastrofe.

2. forhindring. – Dr. Martens og opsmøgede bukseben giver måske plus fra start, men Adam Ficek, aftenens anden supportact, er hæmmet af selverklæret halsonde og synger ikke sine The Jam-agtige og for pæne sange hjem. Men håret er farvet kulsort og sidder ret Londonsmart, så han får dog lidt positiv respons fra de yngre piger i salen – heldigt for ham.

3. forhindring – Utålmodigehed har indfundet sig i den cigaretrstorrygende keddelhal. Men Pete er endnu ikke klar og istedet står pigen fra merchandiseboden nu på scenen og leverer vred acapella-hiphop med tæsk til højre og venstre. Dårlig er hun ikke, men stilskiftet er bizart efter de to første singersongwriters’ ufrivillige ikkekommunikation. Hun får smidt onde håndtegn i hovedet på specielt de tilstedeværende mænd og er så pist væk igen.

Belønningen – Endelig. Et lille tysk flag vinker op fra bagtæppet. Frem kommer Pete og planter det lodret på sin ene Vox-guitarforstærker. Det ligner en undskyldning for forleden i München. På en stol ved forstærkerne står en magnumflaske rødvin og adskillige øl. Men vores mand fra Albion har allerede været der. Var førstesupporten slingrende, kommer Doherty som allerede kørt i grøften før settet går igang. Fedtet svedigt hår, vaklende gang, sløret tale – flueben til alle fordomme. Alligevel lykkes det ham den næste halvanden time – med den udsolgte sals helhjertede hjælp – at synge sig succesfuldt gennem et større antal klassikere fra et efterhånden imponerende og omfattende bagkatalog.

Mellem covers af Jesus & The Mary Chain (‘April Skies’), The Only Ones (‘Another Girl, Another Planet’) og Bobby Golsboro (‘I’m A Drifter’), er det improviserede udpluk fra The Libertines, Babyshambles og Doherty-solo, som holder flammen stærkt brændende. Ingen setliste er tilstede, folk råber på favoritter. Både vokalarbejde og guitarspil er mildt sagt meget løst, men mangler ikke nerve og attack når det kræves. Et par gange er Doherty på vej ud i en ny sang, men må først høre publikum, om han allerede har spillet den. Han tror ikke altid på svaret. Det er der vi er med Pete.

På den baggrund noget af et smukt mirakel, aftenens bedste øjeblikke – ikke så få faktisk – er upåklageligt skarpe og kun fulde af mening, ikke nogen Amy Winehouse-autopilot i syne, den ens promillehistorie tiltrods. Tilsidst vakler Doherty gernnemsvedt bort fra scenen, og en grandvoksen mand iført alt for lille sømandshat signalerer til lydfolkene ude i salen, at aftenen er forbi. No method to the madness. En mægtig aften. Synd for Pete, han nok aldrig vil kunne huske den. Det kan og vil Berlin.

PS – Pete Doherty spiller KB i Malmö lørdag aften. Har nogen mulighed for at tage derover og få fat i en billet, er det i den grad tid, penge og ulejlighed værd!