Vi diskuterede billedet ovenfor her på siden i går. Den biograf/TV-reklame for tøjfirmaet Jack & Jones, som Christopher Walken lægger ansigt og – det her er det vigtige – Nick Cave musik til. Berlingske’s musikanmelder Jeppe Krogsgaard Christensen erklærer sig nu på den baggrund decideret ex-fan i et åbent brev til Cave. Og det er jo en spændende diskussion, hvor en lang række spørgsmål hurtigt trænger sig på: For smadrer Cave virkelig værdien af hele sit formidable livsværk ved en handling som denne? Vil mange af os herefter rive vores billetter til Falkoner Teatret i stykker, idet vi ikke mere kan se op til Nick Cave, hverken som person, kunstner eller (Cave-djævelsk) helgen? Skal vi fra nu af ikke længere sætte ‘People Ain’t No Good’ på, uden at krympe indeni over dette svaghedens syndefald fra St. Nick? Eller kan vi måske omvendt, i en tid hvor Cave’s branche har oplevet mere armod og tilbagegang end de fleste, være forstående overfor, at der blandt dens endnu virksomme udøvere afsøges nye måder, at kunne betale sin regning for en tilværelse på? Og kan vi da i det hele taget tillade os at forlange, vores favoritkunstnere skal leve kompromisløst, mens næsten alle os andre ubekymret gør så meget andet end lige netop det? Samt i dette konkrete tilfælde, er det rimeligt at stille sig moralsk til doms over Nick Cave som person, al den stund ingen af os vel kender nogetsomhelst til mandens reelle økonomiske situation og behov? Svarene blafrer i vinden. For mit eget vedkommende ses uden fortrydelse frem til koncerterne med ham og The Bad Seeds på Frederiksberg om to uger. Og ja, jeg tager med glæde begge aftener med. Så nem er jeg. Og så monumentalt står Nick Cave, fucking Jack & Jones eller ej.
åh, søde Jeppe, altså… Det er den slags indlæg, der får mig til at tænke, at meget var meget lettere den gang befolkningen var ordentlig gudsfrygtig og kunne deponere sin hang til følelser af den art i kirken mv. og ikke i kongehuset eller politik eller som her hos en kunstner, der tilfældigvis brændte igennem hos anmelderen engang i puberteten. Værket er værket er værket.
Han må da blive deprimeret som anmelder, hvis hver eneste plade eller bog skal vurderes op mod kunsteneres moralske habitus (og hvor det at tjene penge på eget værk gennem en reklame (og dermed nå et støre publikum – det kunne også være en bevæggrund?) åbenbart er første dødssynd)
Nej, der er nemlig ingen ‘rigtige meninger’ om emnet, andet end, at man måske, hvis også selv arbejdende for storkapitalens kværnende penge, skulle komme ned fra den høje hvide hest, der isåfald slet ikke er personligt ejerskab på. Det er crazy som mange – der selv arbejder for penge uden at tænke så helligt på hvorfra de kommer – har travlt med at tage moralsk ejerskab på artister, der ‘sælger ud’ ved f.eks. medvirken i reklamer eller TV-programmer. Sjovt at selv de bedste artisters værker virkelig ikke skulle være større, end at de kan miste deres værdi så let. Mener, er Sult og Knut Hamsun’s andre klassiske bøger værdiløse fordi manden i sit personlige liv begik den ulyksagelige idioti at blive nazist?! Og kan vi virkelig aldrig høre The Clash, David Bowie, Sex Pistols, Iggy Pop, Rolling Stones, Bob Dylan, Depeche Mode og nu Nick Cave igen, fordi vi – og mange af os lever økonomisk sikre liv, betalt mere eller mindre direkte af de lakajer Nick Cave her angibes at være til falds for – mener de har ‘solgt ud’ qva deres forbindelse til reklameverdenen…?!? Og må vi tilsvarende ikke nyde Jeppe Krogsgaard Christensens kommende roman, fordi hans arbejde indirekte er spændt for Berlingske’s reaktionære pengeholdninger…?!? Jo, selvfølgelig må vi det. Artister – både Nick Cave og Jeppe – er mennesker, ikke helgener. Deres værk er ikke lig med vores romantiske ønskeidentifikation med dem som overjordiske idealpersoner.
Mine erfaringer med Berlingske er ellers, at det altid gælder om at finde nye indtjeningsmuligheder. Det er da lige det, Nick Cave har gjort 🙂
Det er jo Cave’s musik og dermed hans valg. Men en spændende diskusion; jeg er ikke musiker, men tænker at en fyr som Cave i ny og næ får et behov for at lave et album – han kan nok ikke lade være. Det er vigtigt for ham at lave musik, og måske ligefrem spille den live. Om der er nogen, der vil købe musikken, er nok ikke så vigtigt for ham; det er jo bare heldigt at Cave’s smag er godt synkroniseret med os andre, så vi dermed køber musikken.
Jeg har da kun respekt for at han tjener sine egne penge uden hjælp – og jeg tror ikke han bekymrer sig så meget om hvor pengene kommer fra; penge er bare en nødvendighed, så han ikke skal stå i den lokale kiosk for at overleve. Men han har selvfølgelig en grænse for hvad han vil tjene penge på – men det må han sku selv rode med.
Jeg synes at “man” har alt for travlt med hvad andre gør, om det så er deltagelse i “tv-sang-shows” ( Lars Hug) eller whatever; det skal da bare filtreres fra og så vurderer jeg når der kommer et nyt album, om jeg kan lide musikken eller ej. Alt udvikler sig altid.
Træk været dybt. Spis brød til. Luk øjnene, Sæt musikken på. Den lyder stadig nøjagtig på samme måde. Længere er den ikke.
Og så må jeg ikke glemme at nævne, at Nick Cave, Wilco, The Clash og Bob Dylan alle får deres musik udsendt på meget store pladeselskaber.
Her er en reklame med Wilco (http://www.ispot.tv/ad/7Vdu/sprint-evo-4g-lte-band-with-beats-audio-band-song-wilco). Og her er det Bob, der leverer musikken (http://www.youtube.com/watch?v=YHzBltFKHAw).
Der er en del tv-reklamer med musik af The Clash. Se en reklame for British Airways (http://www.youtube.com/watch?v=ro5v_osntZ4) eller en reklame for Jaguar-biler (http://www.youtube.com/watch?v=6lbTsyrqXJs) eller for Levi’s (http://www.youtube.com/watch?v=LqCkLHwUkV8). Sidstnævnte er fra 1991, da vores alle sammens Joe Strummer stadig var blandt os.