Da det synes at være en uskreven regel i branchen at samtlige pladeudgivelser absolut skal placeres i perioderne marts/april og september/oktober, befinder vi os lige nu i den stille tid hvor ny spændende lyd er lige så sjælden som vand i Sahara.
Derfor opmærksomhed herfra på en netop udgivet CD anbefalet og købt i Sex Beat Records i går, nemlig debutpladen “The Back Room” med Editors fra Birmingham, England.
Hvis du finder allestedsnærværende Coldplay tre tænder for pæne og ligegyldige på den der tidstypiske Bo Bedre-designlækre måde – det gør jeg! – og måske mere er til Interpol, Placebo, Joy Division, Echo & The Bunnymen og den slags, så vil du finde glæde i denne mørkt melodiøse og urolige samling sange.
Klart nok, sammenligningen med Interpol og gode gamle Joy Division m.fl er ikke til at komme udenom. Musikken er måske nok hørt før men det er der så meget der er. Men det er sjældent det tager mig så lang tid at høre en ny plade igennem som det var tilfældet med Editors. Der var simpelthen flere numre jeg bare blev nødt til at høre igen og igen før jeg kunne gå videre, og pladen har ikke været af tallerkenen siden den blev lagt på i torsdags. Da Turn on the bright lights er den bedste nye plade jeg har hørt i adskillige år ville det være uretfærdigt at bruge den som målestok for noget som helst, så holder Editors pladen bare halvt så godt ser det rigtig godt ud. Og så har jeg just nu erfaret at de spiller på Loppen 25/10. Kom søde efterår….
Jens, mht dit svar til Pastoren, så kunne jeg ikke have skrevet det bedre selv. Er efter en del gennemlytninger blevet mere og mere begejstret for “The Back Room”.
Btw så spiller Oasis i betonklodsen Valby Hallen den 21 okt. Vi der havde billet til Vega, bliver så både snydt både mht intimitet og lyd. Men derover skal jeg da.
Og Rafa bring nu den bette hjem fra bænkeplads i Madrid, når du alligevel sælger Baros, hvilket jeg ikke er uenig i bør ske.
Peace, Love & The Smiths
Spøjst, netop den dag dette indlæg blev skrevet kommer min kæreste hjem og fortæller, han har bestilt pladen hjem. Glæder mig ti at lytte… Hvis der er lidt Echo & the bunnymen, Placebo og Joy Division – så kan det kun være godt!!!
Hører iøvrigt mester pladen i dette øjeblik og min yndlings -“Invitation”
Pastor, jeg synes ikke ham frontmanden lyder hverken træt eller suicidal, tværtimod. Og vel er området Editors spiller i da kortlagt før, men sangenes kvalitet og overbevisende fremførsel gør dette ret ligegyldigt. For som de siger langt ovre vestpå: It ain’t what you do, it’s the way that you do it. Mange af Pastorens egne kærlighedsbørn – Ryan Adams, Richmond Fontaine, etc. – er heller ikke ligefrem stilistisk nyskabende (!), men formår alligevel at have relvans gennem høj kvalitet og personlig indsats.
Billy Budd, næsten ingen plader kan tåle at blive sat op mod Interpol’s mesterlige “Turn on The Bright Lights”. Selv den i sig selv glimrende “Antics” lød jo på det nærmeste skuffende ved siden af. Så måske man ikke skal ødelægge sin egen oplevelse af en ny plade med en så hård sammenligning.
Og iøvrigt mange tak for dem, men de Moz-links er da vist udgået…..?!?
Tak for tippet omkring pladen. Den er i øvrigt ude i en sp. edition, hvor der er en del numre på bonus cd´en.
Jeg råber dog lidt i samme kor som pastoren. Nu havde jeg – efter læsning af reviews på amazon.co.uk – også håbet at høre Englands svar på Interpol´s mesterlige “Turn On…” og den sammenligning har pladen, efter min mening, svært ved at bære. Men Editors skal være velkommen på Loppen eller Lille Vega.
Der er i øvrigt 8 outtakes fra Mozzers “Viva Hate” på denne adresse : http://www.morrissey-solo.com/discuss/index.cgi?read=274430
Bl.a en kort “talk”, hvor Morrissey spørger produceren, om det er i orden at synge “Come, Come, Nuclear Bomb” i “Everyday Is Like Sunday”. Og hertil er svaret naturligvis JA.
Tjo, The Back Room er da endnu et bud på et nyt rockalbum fra det velbesøgte område, der ligger sted mellem U2 (guitaristen og bassisten) og Joy Division (sangerens jeg-er-for-træt-til-at-hænge-mig-stemme). U2 og Joy Division har lavet fremragende rock, og Editors er da også kompetente musikere og sangskrivere.
Men jeg kan alligevel ikke lade være med at have en snigende fornemmelse af at helheden, som The Editors præsenterer, sommetider forekommer lidt for velkendt.
Vil give dig fuldstændig ret Jens…Munich er muligvis årets britiske single og hele skiven er meget lovende…
Peace, love & The Smiths