Det er Elvis’ dødsdag i dag, så lad os tage fire beskedne minutter her til at mindes ham. Husker for mit vedkommende ikke hvor jeg var i 1977, da nyheden om hans dødsfald spredtes, men måske nogle af jer er bedre stillet med en personlig oplevelse, der kan berettes om her?
Michael Stipe fortæller, hvordan han 16. august 1977 havde arbejdsvagt som hjælper på en klub i St. Louis, hvor en Elvis-imitator var hyret til at skulle underholde. Normalt ville der være en ret tarvelig stemning og mindst halvtomt til sådan et arrangement, men lige den aften skulle naturligvis være helt anderledes, med stuvende fuldt og en fantastisk respons.
Altsammen meget fint, hvis ikke det lige var fordi Elvis-impersonatoren den dag var kommet kørende langvejs fra i sit hvide Las Vegas-suit og nærmest løbet direkte ind på scenen for at optræde. Se, han vidste derfor – som måske den eneste i hele USA – ikke at Elvis var død. Det var først bagefter seancen, Stipe & co. kunne forklare den da nærmest chokerede fake-Elvis årsagen til hans pludselige triumf.
Vi tager Kongen selv i den sang, der gerne sætter punktum for ethvert Love Shop-show. Året her 1972, Priscilla er netop flyttet fra Graceland. Elvis har sikkert derfor kun sit Tupelo-hjerte i tekster om tab og afsavn. Den her synger han kun et par gange under indspilningen 29. marts og aldrig siden. Elvis’ ‘Always On My Mind’ udsendes først i USA som single-B-side til ‘Seperate Ways’, naturligvis en anden skilsmissesang…
Husker ikke dagen, men denne forfærdelige single skræmmer mig stadig.
http://www.youtube.com/watch?v=TdUNGHelrGk
Jeg gik i 8. klasse, så det gjorde Jens også. Den 16. august var en tirsdag, og da Elvis døde op ad dagen, var det onsdagens store samtaleemne i klassen. Vores engelsklærer spillede “In The Ghetto”, og en af mine kammerater spekulerede på om Elvis simpelthen var gledet i noget tandpasta.
Den dag i dag husker jeg det hastigt sammenflikkede mindeprogram, der blev vist på Danmarks eneste tv-kanal. Her fremførte man temmelig utvetydigt, at en vis oberst Parker tog sig af alt i Elvis Presleys karriere, bortset fra at synge. Ikke alle var lige begejstrede for dén udlægning, husker jeg også.
Var en lille knægt på 7 år i ’77. Min far der var/er Elvis-fan, kom hjem og fortalte, hvad der var sket, så der blev sørget, og hans musik spillet resten af den dag.
Har ikke selv overtaget min fars passion i samme grad, men det har min søn på 13 til gengæld. Plakater, t-shirts og ikke mindst min fars gamle 7″ samling, der nu er gået i arv.