Forventningerne har ikke haft grund til højde. For siden Babyshambles’ seneste udspil Shotter’s Nation, har bandet og specielt hovedperson Pete Doherty ligget i kaos og opløsning. Historierne om skandaler, drugs og aflyste shows er nærmest endeløse. Så selv Pete Doherty spille et beruset – indimellem heldigvis også vildt berusende – show i Berlin for et par isvintre siden. Doherty får gerne arrangeret sådanne solojobs, når han har brug for hurtige penge til sit hurtige liv. Tænkte da, der ikke var store chancer for en genforening af Babyshambles, og slet ikke i form af et nyt album.
Men her er det så, udkommet mandag morgen, købt i HMV i Liverpool. Og hvilket overraskende helstøbt Babyshambles/Pete Doherty-album det rent faktisk er. Hvad ikke mindst skyldes at bassist Drew McDonnell er kommet op med størstedelen af musikken, med den overraskende klarsynede fokus på skarp struktur og catchiness, Doherty længe ikke selv har vist interesse for. Hans signaturstemme, ord, melodier og levering er til gengæld yderst tilstedeværende ovenpå, i varm og nærværende Stephen Street-lyd.
Sangene lyder som altid hos Babyshambles af et forhutlet og usikkert England, hørt gennem et usentimentalt ekko af plader med klassiske rockacts som Kinks, Clash, Dylan, Smiths, lidt music hall og så selvfølgelig – på den outstanding ska-offensive ‘Dr. No’ – The Specials. Over hele albummet er der desuden denne gang en næsten moden tone, en glædesfuld tilgang, en afrundethed i melodier og spil, som er ny hos Babyshambles og fint markerer udvikling siden sidst.
Hvad fremtiden vil byde et så kaotisk band skal ingen vel kunne forudsige. Da slet ikke med en lang krævende (= farlig) britisk tour lige om hjørnet. Men det er vel også ligemeget, for her og nu, på Prequel To The Sequel, stråler Pete Doherty, et af England’s helt store talenter, på en facon, hans forstemmende levevis alt for sjældent har tilladt det i nyere tid. Ja, så god og nutidig frisk en plade er det faktisk.
Læs et større interview med bandet (minus Pete) og producer Stephen Street lige her (tak, Rozzer).
Enig – det er faktisk overraskende godt. En charmerende rodebunke, der stritter lidt i mange retninger. Har sine ups & downs, absolut. Men langt flest ups. I et par numre kan jeg endda lidt høre vores svenske gamle venner, Broder Daniel. Men dem kender Doherty & Co nok ikke!,
Den score ville jeg ikke tage så tungt, 88. Doherty’s efterhånden helt manglende kredit som tilregnelig person synes for mange at stå i vejen for kvaliteten af den musik han laver. Forståeligt men synd.
Her er dog en der overraskes, selv gennem sit negative grundsyn: http://thequietus.com/articles/13261-babyshambles-sequel-to-the-prequel-review
http://www.metacritic.com/music/sequel-to-the-prequel/babyshambles