5 tanker om “En popstjerne går på i GBG”

1. I Århus har de Thomas Helmig.

2. Pitchfork var på Way Out West i GBG og anmelder showet:

   Håkan Hellström [7:55 p.m.; Flamingo Stage]

   On the Way Out West poster, Håkan Hellström is the name in the second-biggest font size, after M.I.A. But talking to people at Way Out West, it quickly becomes apparent that Hellström, a singer from Gothenburg, is far and away the biggest draw of the whole festival. Hellström is a skinny mid-thirties guy with shaggy hair who sings pretty much exclusively in Swedish, and he and his band wear perfectly ridiculous sailor suits. And in Sweden– especially in Gothenburg– Hellström is the man. He only steps onstage after running along the barricade and high-fiving fans, at least a few of whom are dressed exactly like him. On the Jumbotron screen, girls cry. As soon as the first song starts, the entire crowd drowns out Hellström’s voice immediately. The wave of rapture that comes over the crowd during Hellström’s set is sort of like the reception Jay-Z gets in New York, only somehow more so. In the crowd, one guy near me tells me that if Sweden had to pick a new national anthem, they’d pick one of Hellström’s songs. Another guy tries to convince me to hoist him up on my shoulders, then expresses total bewilderment when I tell him I’ve never heard of Hellström. “This is like the Swedish Johnny Cash,” he tells me.

   I think he means that culturally rather than musically, since it’s hard to imagine a human being sounding less like Johnny Cash musically. This show is a special one for Hellström; he’s playing his 2000 album Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg in full. It’s his first album and, I’m repeatedly assured, his best. Hellström plays big, unapologetically hammy, swinging-for-fences pop songs with enormous choruses full of words I can’t understand. But it’s not like he trades exclusively in power ballads, though there are plenty of those. There’s also a whole lot of what I guess you’d call cruise-ship soca: rippling bongos, tootling horns, general silliness. It occurs to me that when Gotenburg groups like Air France and jj make their mutant Balearic pop, this is the actual big-tent pop music they’re mutating.

   As for the sailor suit, I still have no idea what the hell is going on. Here’s one girl’s explanation: “The two main components of Swedish pop are structure and sailors.” OK then! –Tom Breihan

3. Ja, der er godt nok tænding på fra starten.
   Lad os se om vi kan opbygge samme eufori d. 19.11. i Vega…

4. Magi på Engen

   Jeg har oplevet mange koncerter – især de sidste 25 år. Denne vil for altid være mejslet ind i mit sind. den var ren magi og går aldrig i glemmebogen. Også kan omgivelserne jo ikke være skønnere end Fruens Bøge, Engen, Skovsøen og Odense Å.

   Leonard Cohen leverede en koncert til seks stjerner på Engen i Odense lørdag den 14. august. Første sæt var veloplagt og stilsikkert. Både The Grand old Man himself, band og kor var veloplagte.

   På trods af sine snart 76 år bevæger Leonard Cohen sig adræt og svajende rundt på scenen. Hans leverplettede hænder griber om mikrofonen; men han er stadig den ulastelige, smukke, rolige gentleman at se og høre på. stemmen er blevet dybere med årene og står helt fantastisk til det vidunderlige kvindekor – Sharon Robinson og de to skønne Webb-sisters – som alle også fik plads hver især til at vise deres store talenter.

   Andet sæt var med mørkets komme ren magi. Andet sæt startede dog med en lille hændelse, som fik adrenalinen op at køre hos Cohen og band. Korsangeren Hattie Webb fik et ildebefindende og besvimede på scenen. Det skete lige da Leonard Cohen skulle til at spille klassikeren Suzanne. Hun blev dog heldigvis hurtig klar igen og gennemførte koncerten med flotte individuelle præstationer undervejs.

   Kor og de forskellige instrumenter faldt ind der hvor de skulle, der hvor der var behov for at skabe bestemte stemninger og billeder. Alle instrumenter blev spillet med kunstnerisk virtuositet som sjældent høres. Det er næsten uretfærdigt at fremhæve nogen; men skal det alligevel gøres var strengespilleren Javier Mas helt unikt og tog helt vejret fra en.

   Teksterne er som bekendt fulde af hentydninger til det fatale og det skønne, til smertens permanens og lykkens flygtighed, til det tabte, det glemte og det begærede. Kærlighedens og smertens spil, ophør og udtryk samt andre eksistentielle konflikter i livet. Ind imellem skabte musikken smukke og statiske tilstande, hvor lytteren kunne tage sjæleligt brusebad.

   Lydniveauet var også ok for alle instrumenter og stemmer kom helt til deres ret. Det er modigt ikke bare skrue helt op – og helt vidunderligt når det fungerer og i stedet bliver ren magi. Det var jo hverken en rockkoncert eller heavy metal. Nej det var ikke blot underholdningsbranchen vi var vidne til den skønne lørdag aften. Det var meget mere, det var en stor foruroligende, udfordrende, melankolsk og billedskabende skønhed med et guddommeligt touch. Det var stor kunst som fyldte Engen hin aften.

   Det var en vidunderlig og hjerteskærende koncert og man lod sig endnu engang gribe allerinderst inde af en intenst lysende melankoli. Misforstå mig ret! Melankoli er ikke at være trist, men melankoli er en guddommelig følelse. Trist er, når man er nøgen og udsat. Melankoli kan virkelig åbne op, så der bliver hul igennem til nogle dybere liggende lag, og man virkelig kan føle. Der er en slags katarsis i melankolien. Det oplevede jeg denne aften på Engen bag skovsøen på kanten af Odense Å og med en legende på scenen. Og de tre timer var ikke et minut for langt.

5. Tak skal du ha.

   Måske er det den slags hjemmebanesejre og nostalgitrip, de hvert år forsøger at ramme i Skanderborg, men navn, tid og sted går næppe op i en højere enhed noget andet sted, end de gør i ovenstående klip.