Vi talte om The Beach Boys og deres forunderlige Pet Sounds i anden sammenhæng her. Kom derved til at tænke på R.E.M.’s Peter Buck, der i en Q&A i det nye Uncut bliver spurgt om, hans yndlingsafslutning på noget album. Her er hans svar:
– It’s gotta be ‘Caroline No’, into the train and the dogs barking at the end of Pet Sounds. I know that’s such an obvious answer, but living in America, trains mean something different than they do here – they’re long-distance, romantic. That’s such a heartbreaking album, and such a heartbreaking song, and then you hear the train and you’re back in that Jack Kerouac America. There can’t be a better way to end a record.
Måske ikke, men der er ialfald mange andre mindeværdige måder at gøre det på. R.E.M. lukkede selv Automatic For The People af i stor stil med ‘Find The River’, en af de mest åbne og rørende sange, det band nogensinde har begået. Kunne også nævne The Smiths’ svanesang af et album, Strangeways Here We Come, hvis vægtløse ‘I Won’t Share You’ i sin yderste fade lige når at åbenbare Johnny Marr’s absolut hjerteskærende mundharpe. Eller Lou Reed’s Coney Island Baby, hvor easygoing NYC-rocknroll til allersidst giver plads for titelsangens helt anderledes forpligtende intimitet. Eller Kliché, hvis Supertanker’s staccaterede rytmetrafik opløses i ‘Masselinjen’s svajende mantra.
Suede valgte den helt underpillede model på sin debut. ‘The Next Life’ var den bemærkelsesværdige comedown-afslutning, efter en hyperintens plade med whizzkid-guitars og skingre heliumvokaler. Måske det ofte er vejen at tage ud, den stille. Tænk også her Interpol, som på Our Love To Admire slutter på den dirrende, mørke lyd af ‘Lighthouse’, forløsende og urovækkende på samme tid. Eller Dylan, der toner ned for Oh Mercy med sin nøgternt tilbageskuende ‘Shooting Star’. Eller Arcade Fire, hvis salmebrusende ‘My Body Is A Cage’ står flot som konkluderende afskedsssalme på Neon Bible. Bruce Springsteen har også en af de bedre albumafslutninger, da han afrunder dbl-LP’en The River med uroligt sårbare ‘Wreck On The Highway’. Ikke meget stadionrock dér.
Inden for den mere heftige afdeling bør Placebo nævnes, Deres Meds har et vækkeur af et skræddersyet finaleklimaks i ‘Song To Say Goodbye’. Og så er der selvfølgelig Neil Young, hvis oversete Freedom-album afsluttes med indignation som manifest, i form af ‘Rockin’ In The Free World’. Mere knejsende kan et punktum næsten ikke sættes. Det skulle måske lige være af The Afghan Whigs, hvis bedste album, Black Love, hilser farvel med 8:23-lange ‘Faded’, et mægtigt soulsmagende requiem, som langsomt trækker himmelhøjt op, derefter endeligt imploderer og forsvinder hvor det kom fra, i støv og ingenting. Og apropos: Joy Division’s Closer udkom kun få uger efter forsanger Ian Curtis’ selvmord. Dens afsluttende sang ‘Decades’ rejste på en egen urørlig skønhed. Da Curtis nærmest opgivende sang ordene “where have they been?” igen og igen over det afsluttende synth-crescendo, var det umuligt ikke at blive ramt, Curtis død eller ej.
Okay, det var nogle få herfra – post gerne jeres favorit-albumafslutninger, hvis nogen haves…
PS – Ang. Pet Sounds og de real life-lyde der afslutter, er den fremgangsmåde ikke så sjælden. Således ender f.eks. vores egen Vejen Hjem Fra Rocknroll med lyden af kirkeklokker i Kreuzberg, Berlin, der ringer ud over byen en frostklar søndag morgen…
P.s. ja vi var sku ringe. blev nød til at drikke mig knald fuld af samme grund. man sidder jo næsten og ønsker at de tabte til Holland, så krisen kunne komme frem og der kunne blive gjort noget seriøst ved det. Jon dahl er sku heller ikke på toppen mere
Som mølleren gør, vil jeg også nævne Nirvanas afslutning af in utero. All apologies og det var så den kariere. Tænk hvis Ramones havde afsluttet deres Adios amigos med I don´t wanna grow up….det ville have været ligeså stort
Så skal jeg huske at nævne aftenland express der jo har et vaskeægte afslutningsnummer som allan Olsen jo pointerede i musikprogrammet, (der engang var på dr 2)
Med fare for at Lloyd Cole skal forårsage en commotion tilslutter jeg mig Christian Rs synspunkt. “Du er kommet for at gå” er den bedste albumafslutter på noget dansk album nogensinde – CV inkluderet!
OK – men hvad med lyden af Margaret Thatcher’s hoved der ryger, som en fin lille afslutning paa Viva Hate ??
For lige at blive i LS land, så er Birgittelyst fra den håbløst undervuderede “Det Løse Liv”, den fineste afslutning på et Love Shop album, efter min ydmyge mening.
Mange gode bud i tråden indtil nu. For at blive lidt mere lokalpatriotisk vil jeg nævne LS med “Du er kommet for at gå” fra meget mørke Anti – stor melankoli i den sang! På flere måder.
Indkapsling ved første og sidste nummer på et album nævnes i øvrigt længere nede. På dansk kan jeg ikke komme i tanker om en bedre indkapsling af temaer og stemning end på Anti.
Hmmm en hurtig top 10 – ingen rangorden som sådan, men mest for overskuelighedens skyld. Lou og John er nok favorit, men jeg er også temmelig melankolsk anlagt i musiksmag. En del vil nok finde den lige rigeligt på mange niveauer.
1. Indian Summer – CV Jørgensen – Indian Summer
2. Solitary Man – Chris Isaac – San Fransisco Days
3. Milk – Garbage – Garbage
4. Hen over himlen – Lars H.U.G. – City Slang
5. Joan of ARC – Leonard Cohen – Songs of Love and Hate
6. Hello It’s Me – Lou Reed & John Cale – Songs for Drella
7. All Apologies – Nirvana – In Utero
8. The Dancer – P.J. Harvey – To Bring You My Love
9. One Hand, One Heart – Ricky Lee Jones – It’s Like This
10. Love Is Blindness – U2 – Achtung Baby
Bliver i øvrigt voldsomt melankolsk, når jeg ser landsholdet. I guder hvor er vi ringe.
Der er allerede blevet nævnt mange af mine egne favoritafslutninger.
Af Springsteens mangler jeg dog Reason To Believe, som runder den knugende Nebraska af med gommen, der står og ser på floden, efter at brylluppet er gået hjem, fordi bruden aldrig dukkede op.
Af Neil Youngs er jeg tilbøjelig til at rangere Words (Between the lines of ages) fra Harvest over de andre glimrende bud.
Snyder mit øje mig, eller nævner ingen Dylan? Hvad med for eksempel Sad Eyed Lady Of The Low Lands?
Jeg synes også Bob Marley skal repræsenteres med Redemption Song fra Uprising, Pulp med Bar Italia fra Different Class, Lundell med Lugna Vatten fra Evangeline.
Og Kinks – kan ingen her på siden lide Kinks? Life Goes On afslutter den fremragende Sleepwalker, og Musswell Hillbilly binder den helt rigtige sløjfe om Muswell Hillbillies.
Kom lige i tanke om Bright Eyes’ fænomenale afslutninger. Let’s Not Shit Ourselves (To love or to be loved) fra LIFTED… og Road To Joy fra I’m Wide Awake, It’s Morning.
Og Clap Your Hands Say Yeah der gemte deres bedste nummer til afslutningen med Upon This Tidal Wave of Young Blood.
Lidt væk fra popåbenbaringerne kan jeg stadig blive blæst afsted af The Strokes’ debut, hvor titellinjerne i både åbningsnummeret og slutningen løsriver sig fra deres sange og rammer albummet perfekt – og cool, coolt, cool – ind.
– Ja, for pokker. Det er dét!
– Take it or leave it
Fremragende emne. Hr altid ment at “Gouge way” på The Pixies’ “Doolittle” var en sublim afslutning på noget af en skive. At placere det nummer der til sidst var mesterligt. Den indkapsler hele pladen.
Pop-musik blir ikke meget bedre. Den originale 12-version er vist inkluderet på den nye 2 cd deluxe udgave af Non-Stop Erotic Cabaret.
Still Life er så svulstig at det nærmer sig kitch. 😉
Et mesterværk og Soft Cell’s absolutte højdepunkt. Den extendede ni-minutters 12-inch-version, med sin lange klarinetdominerede (!) intro, er et must.
Elsker Dare!
1981 second best pop-album klimaks er muligvis denne her http://www.youtube.com/watch?v=PFVVMrJCjhg fra Non-Stop Erotic Cabaret.
– og forresten vil jeg godt tilslutte mig Rozzers lovprisning af Suede’s Still Life, både som albumlukker og i det hele taget. Som Rozzer ganske rigtigt skriver, fortjener den sang en højere placering Suede-kanonen!
Jeg har altid syntes, at Sad Song var den perfekte afslutning på Lou Reeds kulsorte Berlin…
Må give 88 ret. ‘Don’t You Want Me’ er klasser over Vince Clarke’s hvalpeglade bubblegum af et DM-nummer. Tænkte faktisk på ‘DYWM’ her i går aftes, da iPod stod på ‘shuffle songs’ og nummeret pludselig dukkede op. Det er jo en helt vild stram og imponerende produktion Human League kører der. Langt forud for sin samtid. Endnu længere forud for Thomas Troelsen.
Phil Oakey er vist ikke selv så begejstret for ‘DYWM’. Måske han hælder mere til aakjaer’s synspunkt.
The Human League har iøvrigt også en exceptionel god albumlukker på albummet før Dare, det der hedder Travelogue. Taler om sangen ‘WXJL Tonight’.
Ork, 1888, det var ikke engang årets bedste pop-klimaks, dengang i ’81. Det var “Just Can’t Get Enough” fra Speak & Spell 😉
Findes større pop-klimaks end Human Leagues Don’t You Want Me som lukker Dare?
Kom lige tanke om endnu en helt fantastisk afslutter (på desværre et ikke hele vejen igennem så fantastisk album):
“A Day In The Life” fra Sgt. Pepper’s …
… og så er jeg naturligvis enig med Jens også i “Shooting Star” fra Oh Mercy
Neil Young kan (også) noget med afslutninger på plader. “Rockin´ In The Free World” er som Jens skriver en fantastisk afslutning på “Freedom” (og et fuldstændig mageløst ekstranummer ved koncerter med gamle Neil). Men min favorit-afslutter er nok “Shots” fra hans i øvrigt ikke særligt vellykkede “Re-ac-tor”. En massiv lydmur, en truende dommedagsstemning og Neils distinkte vokal nærmest messende om skud i natten.
… det samme gælder for Subterraneans fra Low
Enig med Pastoren i CV – supriiise – og med Jens i AFTP.
Men på de to mest fantastisk afsluttede albums jeg lige på stående fod kan komme i tanke om står der Radiohead.
Street Spirit (Fade Out) fra The Bends og The Tourist fra OK Computer – I begge tilfælde blev jeg rørt til tårer første gang jeg hørte dem (og mange gange siden) – bare det at tænke på det mens jeg skriver dette får nakkehårene til at rejse sig …
Nick Cave @ The Bad Seeds, der slutter mesterligt Abattoir Blues/The Lure Of Orpheus, med den fantastiske O Children. Et nummer, der rammer den helt rigtige tone.
Suede, der slutter Dog Man Star, med den ultra pompøse Still Life, uden at kamme over. En undervuderet nummer i Suede kanonen.
Morrissey; Speedway, måske det bedste nummer på Wauxhall And I, og det siger ikke så lidt på dette hans bedste og mest relevante solo album.
Mannen i den vita hat (16 år senare)
Kent classic, slår 747 som det bedste aflutnings nummer Jocke og Co. har leveret. En vedkommende tekst, spejler et nummer, der er suverænt bygget op, for til sidst af tordne ud med “Vi skal alle sammen dö”…Perfekt.
Oasis, The Masterplan fra selvsamme album. Noel leverer og synger selv på denne én af hans mest helstøbte kompostioner
Som man vil kunne regne ud af nedenstående, kan jeg godt lide de eftertænksomme afrundinger. Jeg holder nemlig meget af Bruce Springsteens afslutninger på hans klassikere:
“Jungleland” fra Born To Run opsummerer al længslen og storbyromantikken i dét album i en vemodig fortælling.
Og at placere titelnummeret på Darkness On The Edge Of Town til sidst på albummet var et helt rigtigt valg.
Herhjemme lukker C.V. Jørgensen Tidens Tern og Lediggang Á Go-Go i det længselsfulde hjørne efter to albums, hvor han ikke har sparet på syrligheden:
PÅ Tidens Tern med “Amor og den sidste pil” og på Lediggang a Gó-Go med sangen til moderen, “Elisabeth”.
I det modsatte hjørne er The Replacements, der slutter Pleased To Meet Me af med at placere den længselsfulde “Skyway” lige inden “Can’t Hardly Wait” (dér hvor blæserne kommer ind anden gang, ved man at dette nummer er noget særligt).