– Jamen, jeg kan da godt forstå, at så mange mænd godt kan lide hende, sådan som hun ser ud. Mere er der da ikke i det. Næ, giv mig Arcade Fire, tak.
Sådan sagde Pastorinden 30 sekunder inde i “Video Games”. Og hermed opsummerer hun vel den diskussion, der bølger frem og tilbage om Elizabeth Grant, bedre kendt som Lana del Rey (der på spansk betyder “kongens uld”). Også dagbladet Information er med nu med en tosiders artikel, hvoraf den ene udgøres af ovenstående billede.
Som nogle måske kan ane, er jeg skeptisk over for hele Lana del Rey-fænomenet. “Video Games” er da et solidt popnummer, der får på alle retro-tangenterne. Men Elizabeth Grants stylede retro-image komplet med et sæt læber, der får mig til at tænke på Erik & Anni og retro-navnet Lana del Rey fik min skepsis til at sætte ind. Så kom historierne om millionærfaderen, et debut-album under eget navn, der blev trukket tilbage, den velkoordinerede promotion med viral markedsføring af “Video Games” på YouTube, den pludseligt opståede pladekontrakt, samarbejdet med Robbie Williams’ faste sangskriver om debutalbummet… Det er da ikke særlig autentisk, endsige “alternativt”. Stakkels de talente solister og grupper, der knokler i årevis med egne sange i et snoldet øvelokale og spiller på små scener. Lana del Rey er så u-autentisk, som det kan være. Og alle dem, jeg kender, som er fornuftige mennesker med en vis kredibilitet, er hoppet på den. Det er så u-autentisk, som det kan blive.
Næ, se bare Arcade Fire eller The Walkmen eller The National eller Elbow! De er autentiske. De skriver deres egne sange, spiller instrumenterne (der i væsentligt omfang er guitar, bas og trommer) selv og deres udtryk er baseret i en velkendt rocktradition. Og de har spillet en masse koncerter, inden de blev berømte, og de startede på et lille pladeselskab. Jeg holder meget af Arcade Fire og The Walkmen og The National og Elbow. Men så alligevel: Skal det være autentisk for at rumme kvalitet? Egentlig ikke. Det vigtigste er, at musikken rummer kvaliteter.
Måske kan min skepsis i virkeligheden opsummeres i at Lana del Rey slog igennem på at hævde at være autentisk for derigennem at appellere til et segment, der har den slags som ideal. Robbie Williams har aldrig hævdet at være autentisk og er helt utilsløret mainstream. Der findes faktisk Robbie Williams-numre, jeg godt kan lide. Og derfor kan jeg alt i alt egentlig bedre lide Robbie Williams.
Som tidligere skrevet skal (det gør jeg i hvert fald) vurderes på, hvordan det lyder. Når jeg hører ny musik – og for den sags skyld også velkendt musik – så vurderer jeg efter, hvordan jeg reagerer. Gider jeg høre nummeret, vil jeg købe cd’en, vil jeg søge tilbage i evt. tidligere udgivelser etc. Indpakningen er ligegyldig.
Yep, hellere en spændende løgn end en kedelig sandhed.
Synes Lana Del Rey kommunikerer helt fint.
Nu er der vist heller ikke mange, der er i tvivl om at Adeles vokale talenter intet fejler. Det er lidt anderledes med Lana del Rey.
Også KISS har præsteret at lave et “live”-album, der i det store og dele blev til i studiet. Det er også legendarisk.
Men verden vil bedrages.
Pastor, har flyttet mit indlæg op som regulær post, da dette er en interessant diskussion. Men…
1. Well, det ville stadigvæk være en allerhelvedes god rocknrollplade. Ligesom Thin Lizzy’s Live And Dangerous fra 1978 er det, hvis man er til den slags. I mange, mange år gik den som den bedste liveplade ever. Viser sig nu – jvf. Tony Visconti’s biografi – at alt andet end trommer er genindspillet/dubbet i et studio.
2. Adele – mest sælgende artist på verdensplan de seneste par år, tror jeg – er da et positivt eksempel på at et almindeligt udseende med et par kilo for meget ikke behøver at ruinere chancerne for succes.
Jeg er for så vidt enig med Jens. Autenticitetsbegrebet (eller er det autenticitetskravet?) har vel udviklet sig over tid; der var næppe nogen, der krævede, at Beatles og Bob var autentiske i deres fremtoning, da de kom frem.
På den anden side: Det er interessant, at Milli Vanilli bliver nævnt her; denne duo er indbegrebet af ikke-autentisk popmusik. De to fyre sang jo ikke engang selv.
Tankeeksperiment nr 1. : Det bliver afsløret af Sony Music, at de fleste numre med The Clash var indspillet af 40-årige studiemusikere og at deres koncert på Shea Stadium var playback. Hvad vil vi så sige?
Tankeeksperiment nr 2. : Vi befinder os i en verden, hvor Lana del Reys musik lyder præcis som den gør i den verden, vi faktisk befinder os i nu. Men Lizzie Grant er tydeligt overvægtig og har uren hud. Vil hun få succes?
Enig med Bent og Anders. Autencitet som begreb/værdinorm i moderne musik bliver ligegyldigt hvis den kunstneriske kvalitet er i top. Og Lana Del Rey – autentisk eller ej – laver voksenpop i verdensklasse. Omvendt kan jeg tænke på mange bands/solister, som keder min verden ihjel med deres sikkert langt mere autentiske musik.
Selv er jeg bedøvende omkring hvorfra og hvad Lana Del Rey kommer. Det eneste der betyder noget er, om hendes musik rammer hjertet når den spilller. Og det har den hidtil nu gjort. Om så det viser sig Milli Vanilli i virkeligheden har skrevet hendes fantastiske ‘Summertime Sadness’, gør det jo ikke den sang og fremførelsen af den mindre værd, nej?
I gamle dage, før Beatles og Dylan ændrede normen, var det normalt at sangere fik skrevet deres sange af folk der kunne den slags (noget mange nutidige artister iøvrigt med nytte kunne drage lære af!). Ser vi ned på Frank Sinatra, Billie Holliday, Elvis Presley af den grund, og er deres musik mindre værd, fordi de ikke selv har skrevet den?! Gør det den mindre autentisk?! No way.
Og apropos Bob Dylan, med det rigtige navn Robert Zimmerman, er hans musik mindre værd, fordi han flyttede til New York, tog nyt navn og legede Woody Guthrie? Nej, vel? Er Tom Waits, som først opfandt sin rendestensmåde at synge på et par plader inde i karrieren også diskvalificeret af den grund?!
Og bliver The Clash uautentiske, fordi Joe Strummer, i henhold til punktidens idealer, gjorde alt for at skjule han var en pæn diplomatsøn ved navn John Mellor? Og iøvrigt løj om sin alder, der var for gammel til punktidens ungdomsfacisme. No, no, no. Det handler kun om oplevelsen hos den der lytter. Resten er stjernestøv og make believe.
Helt enig Bent M. Musik skal vel ikke vurderes på indpakningen/hvordan det forsøges solgt?
Det bør vel vurderes på, hvordan det lyder, og på den konto går det da meget godt for den kære Lana del Rey..
Jeg er så en af dem, der er fuldstændig ligeglad med Lana del Reys fortid, markedsføring, fremtoning og hvem der skriver de sange, hun lægger vokal til. Jeg synes bare “Video Games” er et skidegodt popnummer.
Og generelt så er popmusik vel iscnenesat på den ene eller anden måde…..