Som enhver anden musikgenre har rap-musikken fostret sine klassikere, og her er en liste over nogle betydningsfulde rap-albums, der ikke har undgået min opmærksomhed. I vore dage er det desværre ikke megen rap af denne kaliber, der når frem til mainstream. Men der var en ikke så fjern fortid, hvor man kunne skrive tekster om andet end sex, vold og rigdom. Se bare:
- Run DMC: Raising Hell
- Public Enemy: Apocalypse 91: The Enemy Strikes Black
- Public Enemy: It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back
- De La Soul: Three Feet High And Rising
- Arrested Development: 3 Years, 5 Months and 2 Days in the Life of…
Jay-Z vs. The Beatles: The Grey Album (en forbudt genistreg af Danger Mouse!) er ikke på den officielle liste på grund af albummets officielle ikke-eksistens. Cypress Hill, Ice-T (der engang var til at holde ud), Beastie Boys, Queen Latifah og undergrundsnavne som Consolidated og senest Dälek skal også fremhæves.
Årene omkring 1990 var de gyldne år med en kreativitet, der modsvarede rockscenen fra 1977 og frem. Public Enemy var det politiske band (a la The Clash), De La Soul lavede drenget, pop- og melodiorienteret musik (a la Buzzcocks) og Run DMC var med til at starte bølgen (a la Sex Pistols).
Kom med jeres bud!
Det ka godt være det er old-school, men Eric B and Rakim lyder stadigvæk topmoderne. Det er vist et kvalitetstegn. Og herhjemmefra må man stadigvæk anerkende at Sneglzilla er et af de bedste album fra det seneste ti-år. Alle genrer indbefattet.
Who rock the house like rock and roll, got more soul than a sock with a hole…
Jens: plz, dansk hiphop er for international hiphop hvad Nephew, B-schøn, Alphabeat og BliGlad er for international musik i det hele taget 🙂
Pastor: aye, det er en pragtplade!
1970: heh! The illest villain 🙂
De danske udgivelser har selvfølgelig lidt svært ved at gøre sig gældende på en top 5 (eller 10) over det ypperste fra genren. Det er vel ikke så mærkeligt?
Vil i lighed med Pastoren fremhæve dejligt skæve Malk de Koijn.
Historien om dansk hiphop er en historie for sig. Det var i høj grad rapperne, der holdt dansk i live som musiksprog, mens det store flertal af rockmusikerne led af enorm berøringsangst med deres eget modersmål. Dansk pop/rock/osv. spænder fra “Danser med drenge” til C.V. Jørgensen, og sådan er det også med hiphop. Der er LOC og Jokeren, men der er også f.eks. Zaki (der mest rapper på engelsk), Ataf og Malk de Koijn.
Den store forskel mellem tekster i hiphop og rock er, at rocktekster sjældent er improviserede, mens raptekster ofte er det. Raptekster bliver af den grund ofte til som spontane udtryk og kan derfor ikke altid tåle at blive studeret. Rocktekster er kompositioner.
Kunne man forestille sig et battle mellem f.eks. Jens, Steffen Brandt og C.V. Jørgensen, hvor de på skift improviserede sange live? Næppe, og det gør heller ikke noget. Det er nemlig et andet udtryk.
(En anden forskel er, at de etniske mindretals foretrukne musikalske udtryk ser ud til at være rap – jvf. f.eks. Zaki og Ataf. Der er ikke mange danskere med “anden etnisk baggrund”, der har givet sig i kast med guitar, bas og trommer.)
Diskussioner om musikgenrers kvaliteter ender ofte med meningsløst ordkløvere, hvor man sammenligner en pære med en avocado. Det er bedre at sige at her er noget, man ikke forstår, end at rakke en genre ned.
For nu at bruge endnu en kulinarisk sammenligning: Jeg er glad for te, kender en del te-sorter (Sencha-te, Gunpowder-te, hvid te, røget te osv.) og overvejer, hvilken te jeg helst vil drikke hvornår. Derimod har jeg (som del af et mindretal) aldrig brudt mig om kaffe. Al kaffe forekommer at være ens for mig – en sort drik, der først og fremmest smager bittert. Dog vil jeg aldrig hævde, at kaffe er en dårligere drik end te eller grine ad kaffedrikkere. Jeg kan ganske enkelt ikke afkode kaffens verden. Men der findes andre mennesker, der er glade for kaffe, kender en del kaffetyper og overvejer, hvilken kaffe de helst vil drikke hvornår.
Hvad så, homies, synes ikke der er så mange nationale navne blandt jeres guldfund i hiphop-minen – hvor er Niarn, Joke®en, Sørøver-Sally, RBC, LOC, Nik&Jay og alle de andre?:-)
Pastor, Outkast’s store øjeblik – ‘Hey Ya!’ – udemærker sig ved INTET at have med hiphop at gøre. Lyder som et Pixies-nummer…
Har du set Madvillain figuren, Smølle? Wood Wood har bl.a. haft den:
http://www.stonesthrow.com/news/kidrobot/index.html
Et album, der også fortjener at blive nævnt, er Hypocrisy Is The Greatest Luxury, det første og eneste album med The Disposable Heroes of Hiphoprisy. Uforlignelig musik og begavede tekster fri for klicheer.
Liste herfra:
1. Public Enemy: It Takes a Nation of Millions
2. Genius/GZA: Liquid Swords
3. Cypress Hill: Cypress Hill
4. Madvillain: Madvillainy
5. Gravediggaz: 6 Feet Deep
Kool liste, Bent M!
The Streets: “A Grand Don’t Come For Free” er et genialt album der gav mig lyst til at høre hip-hop igen. Ellers er der langt mellem snapsene siden “The Message” – ok hvis vi går helt tilbage til nogle af de store danske pionerer Osvald med “Hundrede Mand Og Een Bajer” for ikke at tale om Poul Reumert og “Guldhornene”. Se det var rap der sparkede bagdel! (udtales med fladt duarder-a)
Top 5 – Hip Hop/Rap
1. A Tribe Called Quest – Midnight Marauders
2. The Pharcyde – Bizarre Ride II The Pharcyde
3. De La Soul – 3 Feet High And Rising
4. The Beatnuts – Intoxicated Demons
5. A Tribe Called Quest – The Low End Theory
Hvad med Outkast eller The Roots? Her er både melodier og folk, der spiller guitar, bas og trommer!
The Streets seneste album var mere crap end rap…
Og nu kan man så stille spørgsmålet om The Streets er hip-hop/rap ect.? Eller er Mike Skinner den nye Ian Dury? Og var Ian Dury rockmusik?
“Hængekøjen gynger fra side til side…”.
“Det gør ikke et maleri til en dårlig film.”
Hmm, ingen grund til at kværulere, Pastor:-) Forstår hvad du siger, men kan ikke længere selv høre hiphop, uden automatisk at gå helt på standby. Tror ikke kun det er en personlig fejl. Har simpelthen fået for få rigtig store oplevelser af de mange hiphop-navne jeg er stødt på. Men så igen giver ballet mig heller intet whatsoever!
Genrer er forskellige, Jens. Virkemidlerne i megen hiphop er anderledes end i megen rockmusik.
Tilsvarende: Der er ikke mange replikker i ballet. Det gør ikke en ballet til et dårligt teaterstykke. Malerier bevæger sig (normalt) ikke. Det gør ikke et maleri til en dårlig film.
Men der kan faktisk være temmelig meget melodi i hiphop. Prøv at høre f.eks. Cypress Hill eller De La Soul. Eller Arrested Development. (Eller et nyere navn som The Streets, som jeg ved, at du kan lide.)
Lige nu hører jeg f.eks. nummeret “Fallin'”, som De La Soul lavede sammen med Teenage Fanclub. Et utraditionelt bud på tilbagelænet pop. Og uden “dronende vokal front”.
Siger ikke der ikke laves uendeligt mange kedelige rock-discs, no siree – det gør der!
Men hiphop – eller rap som du så oldskool kalder den – har en stor genremæssig begrænsning i, den altid er så fandens afhængig at sin dronenede vokale front, og samtidig så generelt blottet for tonalitetens (=melodiens) magiske gave. Selv en ellers noget melodi-nærig genre som roots-reggae er jo ren Burt Baccarach ved siden af…
Så nej, ikke mange strenge at spille på i hiphop før hele territoriet var godt og grundigt pisset af, nye beats eller ej. Hvilket nok er den eneste lighed der findes mellem hiphop og surf rock:-)
Vel ikke noget galt med at lave kunst/underholdning med udgangspunkt i sex, vold og rigdom? Filmfolk som Scorsese og Tarantino har fået fine priser for værker med udgangspunkt i disse emner.
Tre ny-klassikere:
Clipse: Hell Hath No Fury
Ghostface Killah: Fishscale
Madvillain: Madvillainy
og old school mesterværker for resten:
A Tribe Called Quest: Low End Theory
Beastie Boys: Paul’s Boutique
Dr.Dre: The Chronic
Eric B. and Rakim: Follow the Leader
Public Enemy: Fear Of a Black Planet
Slick Rick: The Great Advantures Of Slick Rick
Ultramagnetic MC’s: Critical Beatdown
Der er masser af kedelig rap. Men der er lige så megen kedelig guitarrock i dag. For eksempel er der en forbandet masse kedelige britiske bands, der trækker alt for lange veksler på The Clash og The Rolling Stones, to fremragende britiske rockgrupper fra Før Verden Gik Af Lave.
90% af alle albums før i tide, i dag og i fremtiden bliver hurtigt glemt – og ofte med rette. Og der er en masse musik, vi ikke kan værdsætte, fordi den benytter sig af et udtryk, vi ikke har lært at afkode. Mon ikke der var bekymrede forældre til teenagere, der syntes at Mick Jagger mere råbte end sang dengang i 1960’erne?
Jeg hører selv langt mere rock end rap, men det betyder ikke at rock objektivt set er mere interessant end rap.
Hip-hop har talt sig selv ihjel, Pastor.