Okay så. Kom hjem i nat fra recording studio, kørte Sky Blue Sky ind på iPod, lagde mig på sofa, tændte, lyttede. Og jo, det slog straks, jeg umiddelbart har været for hård ved Wilco’s nye. Ved ikke helt hvordan jeg f.eks. kunne overhøre, de 4 åbningsnumre bærer på noget af det SMUKKESTE og mest LYRISKE musik Wilco nogensinde har leveret. ‘Either Way’ med FLOT UDFOLDENDE struktur, nærmest som en blomst der åbner sig op, ‘You Are My Face’ med et svajende, stejlt B-stykke, der melodisk er i ren Television-KLASSE, og ‘Impossible Germany’, som også har en BEUNDRINGSVÆRDIGHED LETHED i struktur og feeling, og igen sender et UFORBEHOLDENT KÆRLIGHEDSBREV afsted til netop Television’s to guitarister, Tom Verlaine og Richard Lloyd.

Netop dén FORNEMME sang kører desværre i grøften tilsidst, da Wilco tager Thin Lizzy-maske på og jammer grundigt over et for længst misbrugt twin-guitarriff. Titelsangen, en INTIM ballade, følger heldigvis, slentrende afsted, en parade i ÅBENLYS SKØNHED. Og sådan fortsætter Sky Blue Sky, i bakke og dal, på en så GAVMILD måde, det ikke længere kan fornægtes, den hårde Wilco-kritik her forleden var forkert. For der er meget at komme efter på Sky Blue Sky, ikke mindst bare STRÅLENDE sange, det selvom Wilco’s guitarer sine steder, i uklædelige fretboard-runs, skader mere end de gør godt. Men det får være en mindre indvending på et ellers øjensynligt STORT album.

Så den anden gennemlytning slutter langt mere i harmoni med Wilco og deres FORUNDERLIGE rejse, så langt fra tidens andre bands. Vil her slutteligt på det kraftigste anbefale ovenfor omtalte Television og deres amerikanske 1977-debut/mesterværk Marquee Moon, der med sine ekspressive sange og uforlignelige (!) guitarer vil være en himmelsendt gave for enhver, der tænder på Wilco’s NERVEDIRRENDE musik – så er det sagt.

PS – Spændende om Pastoren, der først var tilsvarende skuffet, laver en lignende Jens U-vending…!?